Næsten hver tiende iraner har sukkersyge og flere kommer til hver dag. Iran er derfor et stort og lovende marked for Novo, der tilbyder en række avancerede insulintyper, som iranerne ellers ikke har adgang til. Foto: Deposit Photo
Hvis du har yderligere information, som kan hjælpe os med kvalificere eller følge op på disse artikler, er du meget velkommen til at kontakte os på caa@edu.danwatch.dk eller via vores krypterede tiptjeneste.
Novo Nordisk er det første danske firma, som har etableret sin egen produktion i Iran, og med mere end otte millioner diabetespatienter i landet går forretningen strygende.
Novo står allerede for halvdelen af Irans insulinsalg i kroner og ører – og mere er på vej.
Men Iran må betale næsten dobbelt så meget for Novos moderne insulin, som det langt mere velstående Storbritannien, hvilket indbringer Novo en fortjeneste på mere end 400 procent i Iran.
Forskere, tidligere Novo-ansatte og internationale NGO’er, der kæmper for bedre adgang til medicin, mener, at Novo burde optræde mere ansvarligt over for et land som Iran, der lider under økonomiske sanktioner, hyperinflation og voksende fattigdom.
En af kritikerne er Health Action International.
“Det er ikke i orden, at medicinalvirksomheder tjener så mange penge, især ikke på livsvigtige produkter som insulin,” siger Margaret Ewen, projektleder i den internationale NGO.
Hun mener, at Novo burde sænke fortjenesten i Iran.
En anden kritiker er den britiske forsker Dzintars Gotham, som har stået i spidsen for en stor undersøgelse af insulinpriser verden over.
“Vores undersøgelse viser, at insulin fra Novo og andre producenter kan sælges til en meget lavere pris, uden at virksomhederne mister deres mulighed for at tjene penge,” siger Dzintars Gotham.
Novo Nordisk afviser, at Iran betaler for meget for firmaets insulinprodukter, men ønsker ikke at oplyse præcis, hvor meget de iranske sundhedsmyndigheder må betale for Novos produkter.
“Vi kan ikke offentliggøre priserne, da de er et resultat af direkte forhandlinger mellem Novo Nordisk og den iranske regering”, skriver Novos kommunikationschef Charlotte Zarp-Andersson i et mailsvar.
“Priserne i Iran er fastsat i forhandlinger med myndighederne, i overensstemmelse med de gældende referencepriser fastsat af de iranske myndigheder”, skriver hun.
“Medicinpriserne i Iran følger de gældende regler og fastsættes uafhængig af enkelte medicinalfirmaers indflydelse.”
Prisen på insulin varierer meget afhængig af type, efterspørgsel og købekraft hos det land, som importerer insulinen. Det viser den undersøgelse, som Dzintars Gotham og hans britiske forskerhold har lavet.
Forskerne har sammenlignet købspriserne på forskellige typer insulin med den anslåede fremstillingspris, og konklusionen er klar.
Selv om insulin er relativt billigt at producere, bliver de livsvigtige insulinprodukter generelt solgt med meget stor fortjeneste
FAKTA
| Indkøbspris på 10 ml insulin aspart (US dollars): | |
|---|---|
| Kirgisistan | 35,78 |
| Iran | 34,20 |
| Finland | 27,00 |
| New Zealand | 25,19 |
| USA | 21,01 |
| Storbritannien | 18,35 |
Ikke overraskende hører velstående lande som USA, New Zealand, Finland og USA til blandt de lande, der betaler de højeste købspriser for insulin. Men det gør Iran også, viser undersøgelsen.
Ifølge de britiske forskere betaler Iran 34,20 dollars for ti milliliter såkaldt insulin aspart. Det er den kategori af insulinprodukter, som NovoMix and NovoRapid, Novos to vigtigste produkter i Iran, tilhører.
Dermed betaler Iran den næsthøjeste pris i verden, viser undersøgelsen.
Til sammenligning betaler Finland 27 dollars for den samme mængde og type insulin. Det samme gør New Zealand, mens USA betaler 21 dollars og Storbritannien 18 dollars.
Ifølge undersøgelsen koster det mellem 4,51-6,16 dollars at producere den pågældende insulin, hvilket betyder, at Novo tjener mindst 400 procent på at sælge insulin aspart til Iran.
Danwatch og Zamaneh har forelagt konklusionerne i den britiske undersøgelse for Novo, men virksomheden har ikke ønsket at hverken be- eller afkræfte oplysningerne.
Novo har heller ikke ønsket at stille op til interview om virksomhedens prispolitik.
Ifølge kilder med kendskab til Novos forretning i Iran klarer den danske medicinalgigant sig glimrende i det sanktionsramte land.
Hvert år siden 2015 har Novos iranske datterselskab NN Pars fordoblet sin fortjeneste, fortæller kilderne.
Og tal fra den iranske fødevarestyrelse (FDA) bekræfter billedet. Ifølge statistikken stod Novo allerede i 2018 for halvdelen af Irans insulinsalg, målt i kroner og ører.
Novos samlede omsætning og indtjening i Iran er en velbevaret hemmelighed, som Novo Nordisk ikke ønsker at afsløre over for Danwatch og Zamaneh.
Ifølge Novos årsrapport til børsen i New York oversteg Novos nettoindtjening i Iran ikke en milliard danske kroner i 2019.
Eksporttal fra Danmarks Statistik synes at bekræfte dette.
I 2019 importerede Iran medicinalprodukter fra Danmark til en samlet værdi af 808 millioner kroner, et beløb der ifølge industrikilder stort set udelukkende udgøres af insulin fra Novo.
FAKTA
En moderne type insulinpen, der indeholder en blanding af langsomtvirkende og hurtigtvirkende insulin. Anvendes ofte i kombination med NovoRapid.
En moderne type insulinpen, der indeholder insulin med næsten omgående virkning. Anvendes f.eks. før måltider. Anvendes ofte i kombination med NovoMix.
En moderne form for basal insulin, som ofte anvendes sammen med NovoRapid. Har en meget lille markedsandel i Iran.
En billig, gammeldags type human insulin, som produceres af det iranske medicinalfirma Exir på basis af råvarer fra Novo.
Dzintars Gotham, der i dag er konsulent for blandt andre Verdenssundhedsorganisationen WHO, er bekymret over de meget høje fortjenester, som medicinalfirmaer som Novo indkasserer.
Han finder det uetisk at sælge insulin til priser, der ligger langt over den anslåede produktionsudgift.
“Medicinalvirksomheder er ligesom alle andre virksomheder sat i verden for at tjene penge, men når en medicinalvirksomhed har monopol eller næsten-monopol på levering af bestemte produkter, har virksomheden også en særligt etisk ansvar,” siger Dzintars Gotham.
Det er uklart, hvorfor Iran er endt med at betale den næsthøjeste pris i verden for Novos moderne insulinprodukter, men ifølge Dzintars Gotham kan Iran’s svage forhandlingsposition være en del af forklaringen.
“Man kan jo undre sig over, hvorfor Iran accepterer at betale så høj en pris, men det er formentlig fordi, der ikke er ret mange alternativer til Novos produkter på det iranske marked,” siger han.
I Iran får de fleste diabetespatienter 90 procent af udgifterne til medicin dækket af sygeforsikringen, hvilket betyder, at det reelt er det iranske sundhedssystem og skatteyderne, som betaler regningen for Novos dyre insulin.
Eller rettere sådan plejede det at være. Det seneste år har situationen nemlig ændret sig, fortæller patienter, eksperter og lokale diabetesorganisationer.
På grund de økonomiske sanktioner, som USA håndhæver over for Iran, og et voksende budgetunderskud er den iranske stat ikke længere i stand til at dække udgiften til insulin.
Flere og flere diabetespatienter er derfor tvunget til at købe Novos insulinpenne på det såkaldt frie marked til fuld indkøbspris.
En pris, som altså er ti gange højere end normalt.
Flere kilder bekræfter over for Danwatch og Zamaneh, at patienterne ofte må betale mellem 35.000 og 40.000 toman for en af Novos insulinpenne.
Det svarer til omkring 51 kroner ifølge den officielle valutakurs, hvilket ikke umiddelbart lyder af så meget.
Men for det stigende antal arbejdsløse iranere, der står uden en sundhedsforsikring eller fast indkomst, er det anderledes.
En gennemsnitlig diabetespatient, som behøver fire insulinpenne om måneden, risikerer at skulle betale omkring 150.000 toman, hvilket svarer til cirka 200 kroner ifølge den officielle valutakurs.
Men andre kan have brug for både ni og ti penne om måneden og risikerer derfor at stå med en udgift på mellem 350.000-400.000 toman om måneden, svarende til 400-500 kr.
I et land, hvor minimumslønnen er 1.900.000 toman om måneden (cirka 2.400 kroner) er det en betragtelig udgift til insulin.
INSULINMANGEL
Zamaneh og Danwatch har via sociale medier spurgt iranske diabetespatienter om priser og tilgængelig for Novos produkter i Iran. Her er nogle af de svar, vi har fået:
Ifølge Amir Kamran Nikousokhan, der er direktør for den iranske diabetesforening, har et voksende antal diabetespatienter simpelthen ikke råd til at bruge Novos insulinprodukter.
“Novos produkter er til at betale, hvis du er omfattet af sundhedsforsikringen, men der er efterhånden et stort antal iranere, som ikke er omfattet”, siger han.
“Hvis du i arbejde, er sundhedsforsikringen normalt en del af din kontrakt, men hvis du er arbejdsløs, er du som oftest ikke forsikret”.
Ifølge forsikringsbranchens organisation Sazman Salamat Iran har mindst ti procent af iranerne ikke nogen sundhedsforsikring.
Ifølge de iranske diabetesorganisationer er tallet højere. De mener, at det snarere er 20-30 procent af de iranske diabetespatienter, som står uden forsikring, men præcise opgørelser findes ikke.
Margaret Ewen fra Health Action International bekræfter, at høje priser på livsvigtig medicin som for eksempel insulin er et alvorligt problem.
“Høje priser er en byrde både for sundhedssystemet og for patienter, som er nødt til at betale for medicinen af egen lomme. Og situationen bliver yderlig alvorlig, når der er tale om livsvigtig medicin som insulin, som patienterne typisk er nødt til at anvende hele livet”, siger hun.
Ifølge flere iranske diabetespatienter, som Danwatch og Zamaneh har været i kontakt med via sociale medier, er det i øjeblikket svært at få fat på Novos insulinprodukter i Iran.
Adskillige patienter og apotekeransatte bekræfter, at de iranske apoteker kun udleverer to eller tre insulinpenne om måneden til den normale lave pris.
Resten af den insulin, patienterne skal have, må de købe på det frie marked til en pris, der er ti gange højere.
Mohsen, en mandlig diabetespatient fra storbyen Mashad, bruger syv NovoMix og NovoRapid penne om måneden og har stadig sværere ved at skaffe dem til den lave forsikrede pris.
“Apotekerne plejer at udlevere al den insulin, jeg får ordineret, til den lave, forsikrede pris. Men nu om dage udleverer apoteket kun tre penne hver anden måned til den pris”, skriver han.
For Mohsen betyder det, at han bliver nødt til at betale fuld pris for resten af pennene.
Andre diabetespatienter ,som Danwatch og Zamaneh har været i forbindelse med, bekræfter problemerne med at skaffe insulin til normale priser.
“For nylig fik jeg en recept fra min læge, men på apoteket ville de kun udlevere en del af den insulin, jeg skal have. Resten må jeg købe på det frie marked. Det er en stor økonomisk byrde for mig”, skriver en diabetespatient, som ikke ønsker sit navn frem, da det kan give problemer med de iranske myndigheder, hvis man udtaler sig til vestlige medier.
En anden patient, der også ønsker anonymitet, fortæller:
“Jeg har svært ved at finde NovoMix (penne) og må rundt til adskillige apoteker for at få fat i dem. Når jeg endelig finder et apotek, der har dem på lager, vil de ikke give mig det antal, som lægen har ordineret. Det er meget stressende for mig, hver gang jeg er ved at løbe tør for insulin”.
Akbar Abdollahiasl er professor i medicin på Teherans Universitet og har stået i spidsen for den seneste undersøgelse af adgangen til insulin i Iran.
Han bekræfter både priserne og manglen på Novos insulinprodukter i Iran.
“For tiden er der mangel på Novos insulin, og de iranske apoteker udleverer ofte ikke hele den ordinerede dosis. Hvis patienterne er vant til at bruge Novos insulin, er de nødt til at købe den på det sorte marked”, siger han.
Ifølge danske og iranske diabeteseksperter kan patienterne ikke bare erstatte de dyre Novo-produkter med andre, billigere typer insulin, for eksempel det mere gammeldags og besværlige human insulin eller kopiprodukter fra for eksempel Kina.
Tværtimod kan et skifte til nye produkter forårsage alvorlige helbredsproblemer.
“Behandlingen af diabetes bør tilrettelægges omhyggeligt af en læge, der ofte kombinerer flere slags medicin”, forklarer Amir Kamran Nikousokhan, læge og præsident for den iranske diabetesforening.
En medvirkende årsag til, at der er mangel på Novos insulinprodukter i Iran, kan være den iranske stats mangel på hård valuta, som bruges til at betale for importerede produkter.
Ifølge den iranske sundhedsminister Saeid Namaki bruger Iran 1,3 milliarder dollars om året på at importere medicin. Det svarer til cirka 8 milliarder kroner ifølge den officielle vekselkurs. Og én af de medicintyper, som Iran er nødt til at købe, er Novos insulin.
Præsidenten for den iranske diabetesforening Amir Kamran Nikousokhan bekræfter, at Iran har store problemer med at betale for Novos insulinprodukter.
“Udgifterne til at importere medicin er en voldsom byrde for Iran. De seneste måneder har den iranske stat ikke været i stand til at betale det fulde beløb til Novo”, siger han med reference til kilder i virksomheden, som den diabetesforeningen i Iran har et tæt samarbejde med.
Ifølge det iranske Institute for International Finance er Irans valutareserver svundet voldsomt ind på grund af sanktionerne mod landet og den deraf følgende mangel på olieeksport.
Den iranske økonomi ventes derfor at skrumpe med mere end syv procent i 2020.
Den internationale Valutafond har også forudsagt, at Iran’s valutareserve vil skrumpe med næsten tyve milliarder dollars til i alt 85 milliarder dollars i år.
Hos den internationale NGO Access to Medicine Foundation er man bekymret over det voksende antal uforsikrede iranere, som ikke har adgang til medicin til overkommelige priser.
Ifølge Novos hjemmeside lover medicinalvirksomheden at levere insulin til en maks pris på tre dollars per ampul til lavindkomstlande og nogle mellemindkomstlande.
Ifølge Access to Medicine Foundation bør Iran være omfattet af det løfte.
“Der er grund til at være bekymret for både priserne og tilgængeligheden af insulin i Iran”, siger Danny Edwards, forskningschef i Access to Medicine.
“Verdensbanken kan godt betragte Iran som et mellemindkomstland, men Iran er plaget af stor ulighed. Derfor er der grund til at være bekymret for, at den fattigere del af befolkningen ikke har tilstrækkelig adgang til insulin”, siger han.
Danny Edwards er især bekymret over, at “næsten halvdelen af sundhedsudgifterne i Iran blev finansieret via egenbetaling i 2017″, og at “sanktionerne efter alt at dømme har gjort situationen endnu værre”.
“Den økonomiske situation for den fattigere del af befolkningen er helt sikkert ikke særlig god”, som han udtrykker det.
Den galopperende inflation i Iran gør, at omregnede valuta hurtigt bliver misvisende, men ifølge FN’s udviklingsorganisation UNDP var gennemsnitsindtægten i Iran 19.098 dollars om året i 2019. Det svarer til cirka 125.000 danske kroner.
En rapport fra det iranske parlament, Majlis, udgivet i 2018, tegner et mere dystert billede. Ifølge den lever omkring 40 procent af iranske husstande under fattigdomsgrænsen.
Danwatch og Zamaneh har kontaktet Novos danske hovedkvarter for at få et interview om virksomhedens prispolitik. Men hverken Novos direktør Lars Fruergaard Jørgensen eller Ali Naser Mostofi, vicedirektør for Novos iranske datterselskab NN Pars, har ønsket at svare på vores spørgsmål.
I et mailsvar bekræfter kommunikationschef Charlotte Zarp-Andersson dog, at Novos løfte om at levere billig insulin ikke omfatter Iran.
“Vores Access to Insulin Commitment omfatter de fattigste lande i verden og lavere mellemindkomstlande, hvor store lavindkomstgrupper mangler tilstrækkelig sundhedsdækning”, skriver hun.
“Lande med nationale sundhedssystemer, der leverer væsentlig sundhedsdækning, eller hvor Novo Nordisk har andre lokale aftaler, falder ikke inden for rammerne af denne forpligtelse, hvorfor Iran ikke er dækket af vores Access to Insulin Commitment”.
Novo afviser også, at Iran betaler for meget for Novos produkter.
“Priserne i Iran er i den lavere ende af det globale prisspektrum og ikke anderledes end priserne for den generation af produkter i andre udviklingslande”, skriver kommunikationschefen uden dog at ville opgive de konkrete priser.
Novo bekræfter, at der er mangel på Novoprodukter i Iran men forklarer det med, at mange patienter hamstrer.
“På grund af Irans makroøkonomiske situation og stigende patienthamstring på grund af COVID-19, har vi oplevet tilfælde, hvor vores produkter har været udsolgt på apoteksniveau”, siger Charlotte Zarp-Andersson.
“Når det er sket, har vi samarbejdet med Sundhedsministeriet om at forhindre mangel på patientniveau. Da der er andre leverandører på markedet, kan patienter desuden også købe konkurrerende produkter”.
Den iranske diabetesforening afviser, at der skulle være problemer med hamstring.
“Manglen på Novos produkter skyldes ikke hamstring. Det er simpelthen ikke muligt at hamstre, da det både kræver en recept og et dokument fra myndighederne, der bekræfter, hvor meget du har brug for,for overhovedet at kunne købe insulin,” siger foreningens direktør Amir Kamran Nikousokhan.
