Ansatte fra fabrikken Infochamp, som producerer sko til Adidas, forsøger at råbe europæiske tøjproducenter op under en protest mod fyringen af fabrikkens fire fagforeningsledere. Foto: Action Labour Rights
Det var som om, at hele verden blev tryllebundet af eventyret om Myanmar i årene, der fulgte 2011. Efter et halvt århundrede ved magten indførte et af verdens mest isolerede og autoritære regimer nu demokratiske reformer, og i de efterfølgende år overgav styret frivilligt magten til dets egen nemesis og et af verdens allerstørste demokrati-ikoner, Aung San Suu Kyi.
Internationale tekstilproducenter er valfartet til Myanmar, nu hvor det før så lukkede land er åbnet op med et nyt marked for billig arbejdskraft.
Danwatch er fulgt efter for at undersøge forholdene på de mange nye fabrikker, der producerer tøj til europæiske mærker og supermarkeder.
I samarbejde med de to burmesiske medier Myanmar Now og Frontier Myanmar samt tyske Der Spiegel har vi talt med 14 tekstilarbejdere fra tre tøjfabrikker, der producerer tøj og sko til Lidl, ALDI, Adidas og danske Bestseller.
Og hele verden ville være en del af fortællingen. Barack Obama blev den første amerikanske præsident, der besøgte Myanmar. Statsoverhovedet fra hele kloden fulgte efter og åbnede ambassader i landet, og i takt med at USA’s og EU’s økonomiske sanktioner i de efterfølgende år blev løftet, strømmede udenlandske og investorer og virksomheder til den tidligere så isolerede stat.
”Aung San Suu Kyi og militærdiktaturets fald gav Myanmar et brand, som intet reklamebureau i verden kunne have skaffet dem”, fortæller Richard Horsey, der repræsenterer den anerkendte tænketank International Crisis Group i Myanmar og er tidligere chef for ILO i landet.
”Pludselig ville butikker gerne kunne sælge tøj, hvor der stod ’Made in Myanmar’ i. Virksomheder var villige til at flytte mindre dele af deres produktion til Myanmar, bare så de kunne sættes i forbindelse med den gode historie,” siger han.
Tekstilindustrien var én af de få brancher, hvor det viste sig, at det faktisk kunne betale sig for investorerne at rykke ind. For tøjfabrikkerne havde primært brug for billig arbejdskraft, og uden mange andre jobmuligheder var især landets unge kvinder villige til at arbejde for få penge. Ekstremt få penge.
Indtil 2015 havde Myanmar slet ingen mindsteløn, og samme år vurderede den britiske analysevirksomhed Verisk Maplecroft, at Myanmar havde verdens næstlaveste lønomkostninger – kun undergået af Djibouti i Østafrika.
Pludselig ville butikker gerne kunne sælge tøj, hvor der stod ’Made in Myanmar’ i. Virksomheder var villige til at flytte mindre dele af deres produktion til Myanmar, bare så de kunne sættes i forbindelse med den gode historie
Så internationale og europæiske tøjmærker blev ved med at strømme til det sydøstasiatiske land: I 2014 åbnede der ifølge Myanmar Garment Manufacturers Association gennemsnitligt to nye tekstilfabrikker om ugen, og på fire år blev eksporten af tekstil næsten tredoblet. I dag er virksomheder som H&M og danske Bestseller gået fra at have nul burmesiske leverandører i 2012 til at have omkring henholdsvis 60 og 20 i 2018.
Enorme områder omkring Yangon er nu helliget industrizoner, som rummer tusindvis af tøjfabrikker såvel som nogle af landets tættest beboede områder. Den tidligere hovedstads murstenshuse er her erstattet af blik- og træhytter, der især huser migranter fra andre dele af landet, som er kommet hertil for at finde arbejde på fabrikkerne.
Bydelen Hlaing Tharyar huser alene omkring 700.000 mennesker og er stort set vokset frem, siden cyklonen Nargis i 2008 drev hundredtusinder på flugt fra Myanmars floddeltaer. I dag beskriver Yangons indbyggere gerne morgenerne i området som et andet slags naturfænomen: når gaderne bliver som floder stopfyldte af arbejdere, der alle strømmer i retning mod de nærliggende fabrikker.
Men skønt tekstilindustrien tydeligvis har skabt masser af jobs siden regimeskiftet og sanktionernes ophævelse, så er det over de seneste år gået op for store dele af verden, at forestillingen om det nye Myanmar i de første euforiske år måske netop var et eventyr.
På de seks år siden de økonomiske sanktioners ophævelse er virksomheder som H&M og danske Bestseller gået fra at have nul burmesiske leverandører til at have cirka 60 og 20 i 2018.
Af andre kendte mærker, der har rykket produktionen til Myanmar på det seneste, kan nævnes Marks & Spencer, Armani, GAP, Primark, Tesco, Topshop, Arc’teryx, Pierre Cardin, Old Navy, C&A, New Look, Vaude – og selvfølgelig Lidl, ALDI og Adidas, som er undersøgt i undersøgelsen her.
Kilde: Shippingdata, Import Genius 2018.
”Et eventyr, hvor militæret repræsenterede alt, der var dårligt, og Aung San Suu Kyi repræsenterede alt, der var godt. Hvor man ignorerede, at landets dybe strukturelle problemer ikke blev løst gennem ét valg og overgivelsen af magten,” som Richard Horsey formulerer det.
Den etniske udrensning af rohingyaerne og kampe mellem etniske mindretal og majoritetsregeringen har stået som de klareste beviser på dette.
Men der er også en række andre problemer relateret til at rykke sin produktion til et tidligere totalt isoleret land, hvis love har været formuleret af en militærjunta for år tilbage.
Efter 50 års forbud er uafhængige fagforeninger først blevet lovliggjort i 2012, og diskrimination, fyringer og vold mod fagforeningsmedlemmer er stadig udbredt. Som Danwatch kan berette via vores interviews med tekstilarbejdere i Myanmar, er det stadig lovligt at kræve graviditetstests af sine ansatte, og der er ikke noget, der forhindrer fabrikkerne i at ansætte folk i seks måneders prøvetid, hvor de får ned til lige over halvdelen af mindstelønnen – 1,5 kroner i timen.
Ye Naing Win er én af de mange burmesiske fagforeningsfolk, som har afsonet lange fængselsdomme under det tidligere militærdiktatur. Fra 1996 til 2005 sad han indespærret i Myingyan fængslet, der er berygtet for sin tortur og mord på politiske fanger, og sammen med en lille gruppe indsatte brugte han her tiden på at udtænke strategier for hemmelig organisering af fabriksarbejdere.
Ye Naing Win brugte tiden under sine ni år i fængsel på at udtænke strategier for hemmelig organisering af fabriksarbejdere. Efter faglig organisering blev lovligt i 2012, stiftede han sammen med tidligere medindsatte den faglige organisation CCTU. Foto: Nikolaj Houmann Mortensen
I dag, hvor fagforeninger er lovliggjorte i Myanmar, er fagbevægelsen stadig opdelt i de grupperinger, som gik i eksil i udlandet og forsøgte at lobbye for arbejdstagerrettigheder dér fra, og dem, som blev i landet og forsøgte at organisere arbejderne gennem hemmelige undergrundsnetværk.
”Den største forskel fra dengang og til i dag er, at vi nu kan organisere os frit,” siger Ye Naing Win, der siden regimeskiftet har siddet i Myanmars Voldgiftsinstitut for Arbejdskonflikter og i dag leder den faglige organisation CCTU, som han opstartede med sine tidligere medfanger fra Myingyan.
Men ellers er der ikke sket den store forandring, som man kunne have håbet på. Meget af den nye lovgivning fører ikke til reel forandring, og man sørger stadig for, at fagforeningerne ikke får for meget indflydelse
”Men ellers er der ikke sket den store forandring, som man kunne have håbet på. Meget af den nye lovgivning fører ikke til reel forandring, og man sørger stadig for, at fagforeningerne ikke får for meget indflydelse,” siger han.
Mens mange fagforeningsfolk og kritikere peger på, at arbejdstagerlovgivningen på nogle områder er håbløst forældet og udarbejdet af militærregimet for årtier tilbage, så fokuserer andre på, at der overordnet set er indført markante forbedringer, som egentlig burde beskytte arbejderne – men at de bare ofte ikke føres ud i praksis.
Skønt det tilsyneladende er i strid med arbejdernes lovbestemte rettigheder, kan Danwatch for eksempel fortælle, hvordan fire fagforeningsledere hævder at være blevet fyret fra en fabrik, der producerer til Adidas, da de forsøgte at forhandle om bedre forhold og højere løn. Og hvordan strejkende syersker fra en fabrik, der leverer tøj til Lidl, ifølge blandt andet Reuters blev overfaldet og banket af en gruppe civilklædte mænd med køller, da de var samlet i en protest uden for fabriksbygningen.
Sagerne overrasker ikke Richard Horsey.
”Vi taler om, at et land gik direkte fra at have så godt som nul arbejdstagerrettigheder til en lovgivning, der gav ret til at strejke, til frit at danne fagforeninger og fagforbund, som kan stå for kollektive aftaler”, siger han.
Som efternøler mangler Myanmar at tage et ordentligt spring fremad for at indhente internationale arbejdstagerrettigheder
“Når du på den måde ændrer loven fra den ene dag til den anden, så har du selvfølgelig ikke øjeblikkeligt en kultur for, at fabriksejere, arbejdsgivere, arbejdere eller politikorpset kan få det til at fungere”, siger han.
Repræsentanter fra industrien i Myanmar har jævnligt selv udtrykt, at landet havde svært ved at følge med de krav til arbejdsforhold og etisk produktion, som flere internationale producenter i dag forventer, at man overholder.
At Myanmar stadig har et stykke vej, før det kommer i nærheden af at være et eventyrland for landets fabriksarbejdere, indrømmede Maung Maung Lay, vicepræsident for Myanmars handelskammer, også sidste år i et interview med den britiske avis The Guardian.
”Som efternøler mangler Myanmar at tage et ordentligt spring fremad for at indhente internationale arbejdstagerrettigheder”, sagde han.
Blandt andet derfor pålægger der de internationale og europæiske mærker et ekstra ansvar, når de vælger at få produceret deres varer i Myanmar, mener Bent Gehrt, der er områdekoordinator i Sydøstasien for organisationen, Workers Rights Consortium, som overvåger arbejdsforholdene på tekstilfabrikker.
”Når du vælger at få produceret dit tøj i Myanmar, så kan du ikke regne med, at forholdene er i orden. Ofte følges lovgivningen ikke, og hvis den gør, så bør burmesisk lov – som i nogle tilfælde er udarbejdet af en gammel militærjunta – jo ikke være den højeste standard, som en dansk tøjproducent følger”, siger Bent Gehrt.
”Der er ikke ret mange steder i Asien, hvor reglerne er værre end i Myanmar”, tilføjer han.
