Landets storfiskere har haft ulovlige fiskekvoter til mange millioner kroner de sidste 10 år. Årsagen er en regnefejl i Fiskeristyrelsen.

Fiskeriministeriet opdagede regnefejlen over halvandet år før, at fiskeriminister Jacob Jensen greb ind og orienterede Folketinget. 

To eksperter vurderer, at fiskeriminister Jacob Jensen (V) balancerer på kanten af ministeransvarlighedsloven, og at departementet i Fiskeriministeriet kan have overtrådt centrale forpligtelser for embedsmænd.  

Den ulovlige forvaltning af fiskekvoter, der har forgyldt flere storfiskere, burde være stoppet lang tid før, at det skete. 

Sådan lyder den klare konklusion fra flere eksperter på baggrund af en kulegravning af sagens forløb.

Som Danwatch og TV 2 har afsløret, har landets storfiskere i 10 år haft ulovlige kvoter til mange millioner kroner på grund af en regnefejl i Fiskeristyrelsen. Ifølge fiskeriminister Jacob Jensen blev han orienteret om den ulovlige praksis af sit departement i maj 2023, og måneden efter orienterede han Folketinget og satte en stopper for ulovlighederne. 

Læs også: Kvotekonger har haft ulovlige fiskekvoter for millioner. “Alvorlig sag for ministeren”

Men interne dokumenter viser, at Fiskeriministeriets departement allerede opdagede regnefejlen, som er årsagen til den ulovlige forvaltning, i september 2021 – over halvandet år inden, at Jacob Jensen reagerede.   

I den efterfølgende periode konstaterede ministeriet, at “der bliver truffet afgørelser på et ulovligt grundlag”, uden at det blev stoppet. Og skrev flere udkast til orienteringer af Folketinget, der aldrig blev sendt. 

Professor i forvaltningsret Sten Bønsing kalder forløbet “enormt kritisabelt”. 

“Det lyder helt vildt, at ministeriet har kendt til sagen i så lang tid uden at stoppe ulovlighederne. Ministeren, departementet i ministeriet og Fiskeristyrelsen har et stort problem. Det er simpelthen uforståeligt, at der er gået så lang tid om at rette op”.

“Potentiel udfordring”

Jacob Jensen blev fiskeriminister i december 2022. Sagen om de ulovlige kvoter starter dog lang tid før hans ministertid. 

I december 2021, da Rasmus Prehn (S) var fiskeriminister, skriver ministeriet i et mødereferat, at “der er identificeret en potentiel udfordring”. Og at udfordringen består i, at der kan “være forskelle mellem udregningerne i praksis og kvotekoncentrations-reguleringen”. 

I januar 2022 igangsætter Fiskeristyrelsen derfor en juridisk afklaring af “de scenarier, som kan udspille sig, når beregningsmodellen ændres”.

I september 2022 – knapt et år efter, at regnefejlen blev opdaget – var Fiskeriministeriet klar til at stoppe den ulovlige forvaltning, men sadlede om. 

Danwatch og TV 2 har fået aktindsigt i en orientering til Folketinget og Rigsrevisionen fra daværende fiskeriminister, Rasmus Prehn, som er dateret d. 29. september 2022, men som aldrig blev sendt. 

Fiskekvoter bliver uddelt som promille – tusindedele – af den mængde fisk, der kan fanges det pågældende år. Men i mange år har der ikke været uddelt 1000 promille samlet. I stedet har der været uddelt under 1000 promille for nogle arter og over 1000 for andre arter.

På trods af det har man stadig divideret med 1000, når man skulle udregne kvotekoncentrationen. Dermed har resultatet været misvisende.

Eksempelvis har en af fiskerne 260 promille af sild i Skagerrak og Kattegat. Det svarer til, at kvoteloftet på den art er 26 procent. Problemet er, at der kun var uddelt 920 kvoteandele i alt. Derfor havde fiskeren reelt 28,3 procent af hele fiskeriet, hvilket er over kvoteloftet. I 2023 betød det, at fiskeren kunne fange 182 tons flere sild, end hvis fiskeren ikke havde fået lov til at overskride kvoteloftet. 

Det svarer til en værdi på cirka 850.000 kroner, viser det regnestykke som Danwatch og TV 2 har lavet. Fiskeristyrelsen oplyser at regnefejlen ikke har medført, at der er blevet fisket flere fisk end den samlede kvote, som Danmark har lov til at fiske.

Ulovligt grundlag

I brevet skriver Prehn, at der er forskel på “hvorledes reglerne om kvotekoncentration er udformet”, og “hvorledes kvotekoncentrations-beregningerne anvendes i praksis”. “Fiskeristyrelsen vil nu rette op på praksis”, fastslår han. Men brevet bliver altså ikke sendt, og Fiskeristyrelsen retter ikke op. 

Selvom Rasmus Prehn står som afsender på orienteringen, er han i dag “næsten 100 procent sikker” på, at han aldrig hørte om sagen, da han var fiskeriminister.  

“Det mest realistiske er, at jeg aldrig har hørt om det. Sådan en sag ville have fæstnet sig i min hukommelse”, siger Rasmus Prehn. 

To måneder og et ministerskift senere sker det samme. Denne gang udformer departementet en orientering fra Jacob Jensen, der ikke bliver sendt, viser en aktindsigt. 

I orienteringen, som er dateret d. 27. januar 2023, skriver Jacob Jensen, at der skal “foretages en genberegning af fiskernes kvoteandele” for at sikre “en korrekt forvaltning”. 

På det tidspunkt havde Fiskeriministeriet ikke alene fastslået, at forvaltningen af fiskekvoterne ikke levede op til reglerne, men også at det medførte, at der blev “truffet afgørelser på et ulovligt grundlag” ifølge et internt notat fra oktober 2022. 

Jacob Jensen vil ikke svare på, hvorfor orienteringen ikke blev sendt. Fiskeriministeriet “har ikke yderligere at tilføje for nuværende”, lyder det i et skriftligt svar fra ministeriets presseafdeling. 

Ministeren kalder sagen “utilfredsstillende” og udtaler til Danwatch og TV 2, at der gik alt for lang tid, før Fiskeristyrelsen tog “departementets faglige vurdering til endelig efterretning”. 

Det er den tidligere direktør dog langt fra enig i.

Læs også: Interne mails modsiger ministers forklaring om ulovlige kvoter

TIDSLINJE

14. december 2021

Fiskeriministeriet og Fiskeristyrelsen holder møde om den forkerte beregning. Beregningen kan føre til ulovlig forvaltning, fastslås det.  

10. oktober 2022

Fiskeriministeriet fastslår, at regnefejlen medfører, at “der bliver truffet afgørelser på et ulovligt grundlag” i et internt notat. 

29. januar 2022

Fiskeriministeriet forbereder en orientering af Folketinget om regnefejlen fra Rasmus Prehn og et stop for den ulovlige forvaltning. Orienteringen sendes ikke, og den ulovlige forvaltning fortsætter. 

15. december 2022

Jacob Jensen bliver fiskeriminister. Ifølge ministeren bliver han orienteret om sagen mundtligt  “starten af 2023”, men får først at vide, at der er tale om ulovlig forvaltning i maj måned. 

27. Januar 2023

Fiskeriministeriet forbereder en orientering af Folketinget om regnefejlen fra Jacob Jensen, der heller ikke sendes. 

29. juni 2023

Jacob Jensen orienterer Folketinget om regnefejlen og dispenserer fiskerne, der har for mange kvoter. 

Departementschef har det største problem

Jøren Ullits mener, at det er “helt uforståeligt”, hvis ikke embedsmændene i departementet orienterede Jacob Jensen klart og tydeligt om den ulovlige forvaltning før maj 2023. Og hvis de heller ikke orienterede Rasmus Prehn for den sags skyld. 

“Hvis det er tilfældet, så er det svært at forstå. Der er vel strengt taget to muligheder. Enten er det gået i glemmebogen, eller også er der tale om en bevidst fortielse. Det er selvfølgelig spekulation.”  

Hvorfor vil det være helt uforståeligt?

“Fordi det er deres vigtigste pligt at orientere ministeren om så principielle forhold. Det er jo en potentiel skandalesag på et vigtigt område”, siger Jøren Ullits. 

Selvom Sten Bønsing vurderer, at Jacob Jensen er på kant med ministeransvarlighedsloven, mener han, at det er departementschef i Fiskeriministeriet, Morten Niels Jakobsen, som sagen ser værst ud for. Morten Niels Jakobsen blev departementschef i ministeriet i januar 2021 og har derfor været i spidsen for departementet gennem hele forløbet. 

“Det er departementschefen og hans embedsmænd, der har det største problem. Og det er stort. Det er deres fornemmeste opgave at sørge for, at der ikke foregår ulovligheder, og at ministeren og folketinget bliver orienteret om ulovlig administration, når man finder ud af det.” 

Hvad bør konsekvenser for embedsmændene være i denne sag?

“Der er to mulige konsekvenser for embedsmænd. Det ene er ansættelsesretligt. Og det kan være alt fra milde ting som en irettesættelse til en afskedigelse i den grove ende. Der kan også være et strafferetligt ansvar”, siger Sten Bønsing. Han fortsætter: 

“Ministeren bør i hvert fald tage stilling til, om der bør gøres noget. Det er ofte Folketinget, der presser ministeren til at handle. Så det er i realiteten ofte et spørgsmål om, hvorvidt Folketinget kan leve med en minister, der ikke har styr på sit ministerium”.

Danwatch og TV 2 har forelagt kritikken for Morten Niels Jakobsen. Han vil ikke udtale sig. 

FAKTA

Forgyldt af Fiskeristyrelsens regnefejl

Fiskeristyrelsen har ikke tal på, hvad landets storfiskere samlet set har tjent på de ulovlige kvoter siden 2014. I 2023 havde disse to selskaber ulovlige kvoter for 15 millioner kroner og var de selskaber, som tjente mest på regnefejlen. 

Anonym

Astrid Fiskeri

er et svensk fiskeimperium, der sidder på størstedelen af kvoterne i Danmark og Sverige. Selskabet har tjent 850 millioner kroner de sidste 10 år og ejer ifølge seneste regnskab fiskekvoter for 1,7 milliarder kroner. Rederiet holder til i Skagen og fisker primært sild og makrel. 

Ejerne af selskabet er brødrene Thomas og Börje Johansson, men det overtages snart af deres tre sønner, Kristian, Johannes og Daniel. Familien holder sig udenfor det offentlige søgelys.

Lise

Rederiet Isafold

holder til i Hirtshals og ejes af nordjyderne Lise Bjørn (billedet) og Karsten Mølgaard. Isafold fisker hovedsageligt sild og makrel i Nordsøen, Skagerrak og Nordatlanten. 

Ifølge seneste regnskab ejer selskabet fiskekvoter for 1,3 milliarder kroner og moderselskabet, Tårnby A/S, har en egenkapital på 739 millioner kroner. 

Selskaberne vil ikke stille op til interview men påpeger, at de ikke har gjort noget ulovligt.

Regnemetoden bag de 15 millioner er valideret af Fiskeristyrelsen, som dog pointerer, at den udregnede værdi er udtryk for et øjebliksbillede, der kan være influeret af, at fiskerne internt lejer eller låner retten til at fange fisk.

Foto: Gorm Olesen/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Landets storfiskere har haft ulovlige fiskekvoter til mange millioner kroner de sidste 10 år. Årsagen er en regnefejl i Fiskeristyrelsen. 

Fiskeriministeriet opdagede regnefejlen over halvandet år før, at fiskeriminister Jacob Jensen greb ind og orienterede Folketinget. 

To eksperter vurderer, at fiskeriminister Jacob Jensen (V) balancerer på kanten af ministeransvarlighedsloven, og at departementet i Fiskeriministeriet kan have overtrådt centrale forpligtelser for embedsmænd.  

Landets storfiskere har i 10 år haft ulovlige kvoter til mange millioner kroner på grund af en regnefejl i Fiskeristyrelsen. 

Fiskeriminister Jacob Jensen (V) forklarer, at Fiskeristyrelsen langt tidligere burde have stoppet den ulovlige forvaltning af kvoterne: “Der er gået alt for lang tid, før Fiskeristyrelsen tager departementets faglige vurdering til endelig efterretning, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende”.  

Men Danwatch og TV 2 kan nu afsløre, at det ifølge Fiskeristyrelsens daværende direktør var Jacob Jensens eget ministerium, der bad Fiskeristyrelsen om at fortsætte med den ulovlige praksis.   

I en mail skriver Nanna Møller blandt andet til Fiskeriministeriet, at “Fiskeristyrelsen har været klar til at påbegynde den nye praksis længe” og at styrelsen har afventet “efter aftale med departementet”.  

Det belaster Jacob Jensen yderligere ifølge professor i forvaltningsret Sten Bønsing. 

“Hvis det, som Nanna Møller skriver, er korrekt, så er det alvorligt for Jacob Jensen og departementet i ministeriet. Det er dem, der har ansvaret for, at der bliver administreret lovligt. I sager om ulovlig forvaltning har et ministerium derfor pligt til at skynde på sin styrelse, indtil sagen er løst. Her virker det til, at det er styrelsen, der venter på ministeriet”, siger Sten Bønsing, professor i forvaltningsjura ved Aalborg Universitet. 

Alt for lang tid

Ifølge Jacob Jensen fik han en mundtlig orientering om sagen af sit departement i januar 2023. Men det var først i maj 2023, at han fik at vide, at forvaltningen af fiskekvoter var ulovlig, forklarer ministeren. Måneden efter stoppede han den ulovlige forvaltning og orienterede Folketinget. Eksperter vurderer, at han balancerer på kanten af ministeransvarlighedsloven, da han ikke førte ordentligt tilsyn med sagen og reagerede i tide.

Sagen begynder dog allerede i september 2021, da ministeriet bliver opmærksomme på regnefejlen. I december 2021 konstaterer ministeriet og styrelsen på et møde, at ”der kan være forskelle mellem udregningerne i praksis og kvotekoncentrationsreguleringen”, viser en aktindsigt.

Jacob Jensen mener, at det var Fiskeristyrelsen, der trak sagen i langdrag: “Der er gået alt for lang tid, før Fiskeristyrelsen tager departementets faglige vurdering til endelig efterretning”, lyder det i et skriftligt svar.  

Hans forklaring understøttes af to mails, der blev sendt fra ministeriet til styrelsen, før Jacob Jensen greb ind. 

Den ene sender ministeriet til styrelsen i september 2022. Her skriver en kontorchef, at styrelsen efter ministeriets vurdering ikke forvalter efter loven. Og at den korrekte beregningsmetode skal anvendes,  “således at der ikke sker forkert sagsbehandling”.  

Den anden mail sender ministeriet i maj 2023 – cirka en måned før, at Jacob Jensen stopper den ulovlige forvaltning. Her skriver en afdelingschef, at “den korrekte beregningsmetode skal anvendes” og henviser til, at ministeriet tidligere har bedt styrelsen om at rette op.  

“Efter aftale med departementet”

Men da Nanna Møller får den anden mail, afviser hun, at det er Fiskeristyrelsen, der har besluttet at vente med at sagsbehandle efter loven. Det er ministeriet, skriver hun:

“Fiskeristyrelsen har været klar til at påbegynde den nye praksis længe, men har efter aftale med departementet afventet, at departementet havde orienteret ordførere og minister om sagen forud for, at vi orienterede erhvervet. Vi har løbende spurgt til, hvornår denne orientering var sket, men er (også skriftligt) blevet bedt om at afvente”, skriver Nanna Møller til en afdelingschef i Fiskeriministeriet d. 10. maj 2023.   

Fiskekvoter bliver uddelt som promille – tusindedele – af den mængde fisk, der kan fanges det pågældende år. Men i mange år har der ikke været uddelt 1000 promille samlet. I stedet har der været uddelt under 1000 promille for nogle arter og over 1000 for andre arter.

På trods af det har man stadig divideret med 1000, når man skulle udregne kvotekoncentrationen. Dermed har resultatet været misvisende.

Eksempelvis har en af fiskerne 260 promille af sild i Skagerrak og Kattegat. Det svarer til, at kvoteloftet på den art er 26 procent. Problemet er, at der kun var uddelt 920 kvoteandele i alt. Derfor havde fiskeren reelt 28,3 procent af hele fiskeriet, hvilket er over kvoteloftet. I 2023 betød det, at fiskeren kunne fange 182 tons flere sild, end hvis fiskeren ikke havde fået lov til at overskride kvoteloftet. 

Det svarer til en værdi på cirka 850.000 kroner, viser det regnestykke som Danwatch og TV 2 har lavet. Fiskeristyrelsen oplyser at regnefejlen ikke har medført, at der er blevet fisket flere fisk end den samlede kvote, som Danmark har lov til at fiske.

Ifølge Jacob Jensen blev han orienteret om sagen mundtligt “i starten af 2023”, så han var bekendt med den på det her tidspunkt. 

Nanna Møller fortsætter: 

“Kan jeg forstå det sådan, at denne orientering af ordførere og minister nu er sket og at vi derfor kan iværksætte den proces, vi for lang tid har beskrevet for departementet, hvor vi orienterer erhvervet og lægger en nyhed på vores hjemmeside og derefter påbegynder udregning af kvotekoncentration på baggrund af ny praksis?”. 

Hvem vidste hvad hvornår?

Minuttet efter videresender hun mailen til en række kollegaer og beder dem om at journalisere den:

“Og denne må I også meget gerne lægge på sagen”. 

Seks dage senere rykker Fiskeristyrelsen ministeriet igen:

“I forhold til sagen om kvotekoncentration ville jeg blot høre, om I har været i dialog med erhvervet, da det har en vis betydning i forhold til vores videre håndtering af sagen”, skriver en kontorchef i Fiskeristyrelsen.  

“Lad os vende det telefonisk”, svarer en kontorchef i ministeriet.  

Da Danwatch og TV 2 spørger Jacob Jensen, om Nanna Møllers udlægning er korrekt, svarer ministeren nu, at det er noget, der skal undersøges.

Du har jo givet udtryk for, at det er især Fiskeristyrelsen, som har været skyld i, at der er gået så lang tid. Vi har en mail fra den daværende direktør i Fiskeristyrelsen, som skriver, at de har været klar til at rette op på den her fejl i lang tid, men at ministeriet har bedt dem om at vente. Hvad siger du til den udlægning af sagen? 

“Det er jo det, som den grundige gennemgang skal være med til at kaste lys over. Hvem har vidst hvad, og hvornår blev de orienteret?”, siger Jacob Jensen.  

Nanna Møller, der i dag er direktør i Trafikstyrelsen, vil ikke udtale sig om sagen. 

TIDSLINJE

27. september 2022

En kontorchef i Fiskeriministeriet skriver til daværende direktør i Fiskeristyrelsen, Nanna Møller, at Fiskeristyrelsen skal anvende den korrekte beregningsmetode.  

15. december 2022

Jacob Jensen bliver fiskeriminister. Ifølge ministeren bliver han orienteret om sagen mundtligt  “starten af 2023”, men får først at vide, at der er tale om ulovlig forvaltning i maj måned.  

9. Maj 2023

En afdelingschef i Fiskeriministeriet minder Nanna Møller om,  at den korrekte beregningsmetode skal anvendes, og at ministeriet før har bedt Fiskeristyrelsen om at rette op. 

10. maj 2023

Nanna Møller skriver til afdelingschefen, at styrelsen i lang tid har været klar til at anvende den nye beregningsmetode, og at det er ministeriet, der har bedt styrelsen om at afvente. 

29. juni 2023

Jacob Jensen orienterer Folketinget om regnefejlen og dispenserer fiskerne, der har for mange kvoter. 

Meget mærkeligt

Lektor i forvaltningsret Jøren Ullits mener i lighed med Sten Bønsing, at korrespondancen mellem Fiskeriministeriet og Fiskeristyrelsen belaster Jacob Jensen. 

“Ministeriet giver først Fiskeristyrelsen instruks om at justere sine beregninger, men så ombestemmer man sig og beder styrelsen om at afvente. Det virker meget mærkeligt”, siger Jøren Ullits, lektor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet. 

Ullits påpeger, at han ikke kan vide, om det er Jacob Jensens eller Nanna Møllers udlægning af forløbet, der er den rigtige. Men uanset hvad har ministeriet svigtet sit ansvar for at rette op i tide, mener han. 

”Vi har ikke et fuldstændigt indblik i, hvad der sker i perioden, fra da Jacob Jensen bliver orienteret om sagen, til han får den ulovlige forvaltning stoppet. Men det er i hvert fald svært at beskrive forløbet på en anden måde, end at ministeriet har svigtet sine grundlæggende forpligtelser, og det er selvfølgelig et problem for ministeren.”

Samme toner lyder fra Sten Bønsing.  

“Departementet har pligt til at holde Fiskeristyrelsen i kort snor, hvis man er opmærksom på en ulovlighed. Ministeren og hans embedsmænd har en pligt til at reagere prompte og forlange, at styrelsen retter op inden for kort tid. Det ser ikke ligefrem ud til, at det er det, der er foregået.”

FAKTA

Forgyldt af Fiskeristyrelsens regnefejl

Fiskeristyrelsen har ikke tal på, hvad landets storfiskere samlet set har tjent på de ulovlige kvoter siden 2014. I 2023 havde disse to selskaber ulovlige kvoter for 15 millioner kroner og var de selskaber, som tjente mest på regnefejlen. 

Anonym

Astrid Fiskeri

er et svensk fiskeimperium, der sidder på størstedelen af kvoterne i Danmark og Sverige. Selskabet har tjent 850 millioner kroner de sidste 10 år og ejer ifølge seneste regnskab fiskekvoter for 1,7 milliarder kroner. Rederiet holder til i Skagen og fisker primært sild og makrel. 

Ejerne af selskabet er brødrene Thomas og Börje Johansson, men det overtages snart af deres tre sønner, Kristian, Johannes og Daniel. Familien holder sig udenfor det offentlige søgelys.

Lise

Rederiet Isafold

holder til i Hirtshals og ejes af nordjyderne Lise Bjørn (billedet) og Karsten Mølgaard. Isafold fisker hovedsageligt sild og makrel i Nordsøen, Skagerrak og Nordatlanten. 

Ifølge seneste regnskab ejer selskabet fiskekvoter for 1,3 milliarder kroner og moderselskabet, Tårnby A/S, har en egenkapital på 739 millioner kroner. 

Selskaberne vil ikke stille op til interview men påpeger, at de ikke har gjort noget ulovligt.

Regnemetoden bag de 15 millioner er valideret af Fiskeristyrelsen, som dog pointerer, at den udregnede værdi er udtryk for et øjebliksbillede, der kan være influeret af, at fiskerne internt lejer eller låner retten til at fange fisk.

Foto: Gorm Olesen/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Støvet på køkkenbordet hver morgen var det første skår i glæden ved familiens nye drømmehus i Kvistgård. Et lyst hus på en rolig vej med træer og en lukket have, som de drømte om, så de købte huset for ni år siden.  

Men så kom den stærke, kemiske lugt, fortæller 44-årige Maria.

“Nogle aftener kan vi ikke åbne vinduerne, fordi lugten er så kraftig, og det gør mig nervøs”. 

Støvet og lugten kommer fra to skorstene ved teflonfabrikken Accoat på den anden side af vejen, siger Maria.

“Min største frygt er, at der sker mine børn noget. Jeg kan ikke beskytte dem for noget, som jeg ikke kan se”. 

Maria taler med naboerne. Mange oplever det samme som hende, andre er ligeglade. De fleste kender nogen, der er multiallergiker eller har eksem, som læger ikke umiddelbart kan forklare. Støvet lægger sig overalt. Lugten sniger sig ind i kroppen og nærer en frygt, der ikke vil gå væk. At folk risikerer at blive syge af forureningen. 

Nu viser det sig, at frygten kan vise sig at være velbegrundet. Danwatch kan afsløre et spor af forurening på fabrikkens tidligere adresser, der ifølge to forureningsundersøgelser fra Region Hovedstaden kun kan stamme fra en teflonfabrik. 

To eksperter i miljømedicin har læst rapporterne.Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på Syddansk Universitet, siger:

“Der  er  grund  til  at  være  bekymret,  når  der  er  tale  om  en  miljøforurening,  der  ikke  forsvinder, og  som  kan   vokse  og  vil  være  til  stede  i  mange  år  fremover”.

Alligevel stiger røgen stadig op fra Accoats to skorstene over for Marias hus.

Lokale i Kvistgård frygter, at røgen og støvet fra teflonfabrikken forurener. To rapporter viser forurening med PFAS og giftige kemikalier på Accoats to tidligere adresser. Foto: Anders Palm Olesen/Danwatch.

Opløsningsmidler og PFAS over grænseværdien

En aktindsigt hos Region Hovedstaden viser, at rådgivende ingeniører fra Geo to gange sidste år tog vand- og jordprøver på to adresser i Kvistgård, hvor Accoat tidligere har ligget. Ingeniørerne ledte efter forurening, der kan være en risiko for grundvandet og de mennesker, der er naboer til grundene i Kvistgård.

Den ene adresse er Bøgeskovvej 5, der ligger i et industrikvarter. Den anden adresse er Egeskovvej 2, der ligger midt i et villakvarter, skråt overfor Marias families hus og lige ved siden af matriklen på Munkegårdsvej 16, hvor teflonfabrikken Accoat ligger i dag. 

Inde bag murene arbejder virksomheden med teflonbelægninger på alt fra små kanyler til store produktionsanlæg. Teflon, som virksomheden selv kalder “miljøvenlige kunststoffer”, mens forskere og myndigheder er langt mere bekymrede. 

Et andet ord for teflon er PTFE, der er et af de mest udbredte PFAS-stoffer i gruppen af knap 12.000 PFAS-stoffer. PFAS er ikke akut skadeligt, men over tid kan PFAS-forurening medføre leverskader, skjoldbruskkirtelsygdomme, fertilitetsproblemer og kræft. Stofferne kaldes evighedskemikalier, fordi de forurener miljø og mennesker i meget lang tid.

Benzen og chlorerede opløsningsmidler kan være kræftfremkaldende.

Forureningen kommer fra en teflonfabrik

I industrikvarteret på Bøgeskovvej 5 i Kvistgård ligger der i dag et firma, som sælger produkter til isbutikker. En af medarbejderne på lageret var der den dag, da folkene fra Geo kom forbi.

“De borede huller i cementen og ville selv lukke dem til igen”, siger medarbejderen, der ønsker at være anonym, “de sagde, at de ville vende tilbage, når de havde resultaterne. Men vi har ikke hørt fra dem siden”.  

Her fandt ingeniører fra Geo PFAS 19.500 gange over grænseværdien 7-9 meter nede i jorden. Foto: Anders Palm Olesen/Danwatch.

Det er Danwatch, der fortæller medarbejderen og ejeren af virksomheden, hvad Geo finder under cementen i maj 2023. I en vandprøve syv-ni meter nede i jorden er der PFAS-stoffer 19.500 gange over grænseværdien. Én meter nede i jorden finder de PFOA, et stof, der i dag er forbudt i alle produkter undtagen brandskum. 

“Det er ikke særlig betryggende, at vi skal have det at vide fra andre end myndighederne”, siger ejeren af virksomheden, “vi har trods alt arbejdet på den her adresse i mere end ti år, så det ville have været rart at vide, at der ligger så store mængder PFAS under gulvet”. 

FAKTA

Sporet efter teflonvirksomheden

Siden 1969 har Accoat ligget flere forskellige steder i Kvistgård og Tikøb. På mindst to af de adresser er der fundet omfattende forurening efter en teflonfabrik.

Kilde: Forureningsundersøgelse af Bøgeskovvej 5 (udkast), Forureningsundersøgelse af Egeskovvej 2, Region Hovedstaden.

Forureningsundersøgelsen er kun et foreløbigt udkast, og Region Hovedstaden orienterer først ejeren af Bøgeskovvej 5, når den endelige undersøgelse er klar.  

I rapporten står der ikke direkte, hvem der er ansvarlig for forureningen på Bøgeskovvej 5. I stedet skriver ingeniørerne: “Forureningen vurderes at stamme fra tidligere aktiviteter med plastproduktion og overfladebehandling med teflon på ejendommen”.

Kilde: Udkast til forureningsundersøgelse af Bøgeskovvej 5, Region Hovedstaden, juni 2024.

Før Accoat åbnede plastproduktion og overfladebehandling med teflon på Bøgeskovvej 5, lå der ifølge Region Hovedstaden et maskinværksted på adressen. Der har altså ikke været andre virksomheder med samme forurenende aktiviteter på den adresse. 

PFAS stammer fra teflonvirksomhed

Knap en kilometer væk fra Bøgeskovvej 5, klods op af Accoats nuværende fabriksejendom og skråt overfor Marias hus, ligger en flad hvid bygning bag en grøn hæk på Egeskovvej 2. Her lå Accoats fabriksbygninger fra 1980-2014.

Under jorden på Egeskovvej 2 er der ifølge Region Hovedstaden “særlige drikkevandsinsteresser”. Det betyder, at enhver forurening i det her område kan være en risiko for drikkevandet i dag eller i fremtiden, og derfor vil regionen have ryddet op. 

En af to adresser, hvor Helsingør Kommune nu skal tage stilling til, om de kan stille en forurener til ansvar. Foto: Anders Palm Olesen.

På denne adresse, hvor Accoat i 24 år laver teflonbelægninger, finder Geo i maj 2023 PFAS over grænseværdien i syv ud af syv boringer. Nogle af PFAS’erne er mere end tusind gange over grænseværdien. I vandprøverne finder Geo desuden opløsningsmidler, tungmetaller og cyanid. 

Region Hovedstaden understreger, at folk i området trygt kan drikke vandet. Hvis der sker en forurening, renser vandværkerne vandet, lyder det. 

I forureningsundersøgelsen står der ikke, hvem der er ansvarlig for forureningen, men:

“Den påviste jord- og grundvandsforurening med PFAS-forbindelser vurderes at stamme fra tidligere aktiviteter med overfladebehandling med teflon på ejendomme”. 

Kilde: Forureningsundersøgelse af Egeskovvej 2, Region Hovedstaden, maj 2024.

På Egeskovvej 2 lå der fra 1961-1985 to metalvirksomheder, og fra 1980 udførte Accoat overfladebehandlinger med teflon på adressen. Aktiviteter, som ifølge Region Hovedstaden i dag er en trussel for grundvandet. 

Eksperterne: “Skræmmende læsning”

Danwatch har forelagt Region Hovedstadens forureningsundersøgelser for to eksperter og bedt dem vurdere, om fundene af PFAS og de andre giftige kemikalier er en risiko for de mennesker, der bor i Kvistgård eller arbejder på Accoat. 

Philippe Grandjean, professor i miljømedicin og forskningsleder på Syddansk Universitet, siger specifikt om niveauerne af PFAS: 

“Jeg synes naturligvis, at der er grund til at være bekymret, når der er tale om en miljøforurening, der ikke forsvinder, og som kan risikere at vokse i størrelse og som vil være til stede i mange år fremover. De her stoffer er virkelig, virkelig giftige, selv små koncentrationer er bekymringsværdige”, siger Grandjean.

Lisbeth E. Knudsen, professor i toksikologi på Københavns Universitet, kalder forureningsundersøgelserne for “skræmmende læsning”:

“Det korte svar er, at man bestemt ikke kan udelukke en sammenhæng med påvirkning og sygdom hos befolkningen, hvor særligt børn og gravide er følsomme, både fordi de måske er blevet for tungmetaller, men også organiske opløsningsmidler, tjærestoffer og PFAS”, siger Lisbeth E. Knudsen og tilføjer:  

“Umiddelbart bør beboerne ikke dyrke afgrøder på urenset jord, og måske er grundvandet så forurenet, at det ikke kan bruges til havevanding. I blandingseksponeringer som denne er grænseværdier utilstrækkelige, da såkaldte cocktaileffekter kan forekomme”.

Cocktaileffekten er den samlede påvirkning, som giftstoffer i miljøet har på mennesker og dyr.

Maria er én af tolv bekymrede naboer til de adresser, hvor Accoat har lavet belægninger med teflon siden 1969. Hun håber på en afklaring, så hun ved, om Accoat forurener eller ikke forurener. Foto: Anders Palm Olesen.

Accoat: “Vi overholder loven”

Vi har bedt om et interview med Accoat, men direktør Susie-Ann Spiegelhauer skriver i en mail, at hun ikke ønsker at stille op til et interview. Vi ville gerne have spurgt hende, hvad hun mener om, at der nu er fundet omfattende forurening knyttet til overfladebehandling med teflon og produktion af plastic? Processer, som kun Accoat har foretaget på de tre adresser. 

Vi ville også gerne have spurgt direktøren, om hun kan garantere, at Accoats aktiviteter i dag ikke skader hverken mennesker eller miljø? 

Direktør i Accoat, Susie-Ann Spiegelhauer svarer ikke på vores spørgsmål, men skriver i stedet, at det ikke er muligt at stille op til interview, da de to forureningsundersøgelser, som Danwatch har fået aktindsigt i, endnu ikke er offentliggjort. 

Og så skriver direktøren, at Accoat overholder lovgivningen, og at PFAS er et “internationalt problem”:

“Opgaven med at begrænse skadevirkningen af stofferne kan kun løses af industrien, forskere og myndigheder i fællesskab og på internationalt niveau. Dette drøftes i branchen og er også på både danske og EU-politikeres dagsorden i dag, ligesom region og kommuner kortlægger og prioriterer deres indsats på området og i øvrigt efterspørger en national handlingsplan”.

Direktøren skriver ingenting om benzen, toluen, xylener, chlorerede opløsningsmidler, tungmetaller og cyanid, der også er fundet i kølvandet på Accoat. 

  • Accoat har lavet belægninger med teflon på alt fra sprøjter til tankanlæg siden 1969.
  • Virksomheden har 36 medarbejdere, og den har ligget på fire forskellige adresser i Kvistgård, men har også en afdeling for teflonbelægning af olierør til olie- og gasindustrien i Stoholm, Jylland.
  • Accoats ledelse består af direktør Susie-Ann Spiegelhauer, der har været i SP Group siden 2004, og Teknisk chef, Søren Helmersen, der har været ansat i Accoat siden 1994. Fra 2010 var han med til at starte en afdeling op i Brasilien. 
  • Accoat er en del af SP Group, en international børsnoteret koncern med hovedsæde i Søndersø på Fyn. SP Group er noteret på NASDAQ og har omtrent 1500 medarbejdere. 
  • Udover Søndersø er SP Group også etableret i Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Polen, Slovakiet, Letland, USA, Canada, Brasilien og Kina.
  • SP Group laver specialbelægninger i teflon, der øger holdbarheden, og plastprodukter, eksempelvis til medicinalindustrien.
Kilder: Accoat, Linkedin

Kommunen: Påbud eller ej? 

Hos myndighederne er næste træk hos Helsingør Kommune, der skal tage stilling til de to forureningsundersøgelser fra Region Hovedstaden. Undersøgelsen af Bøgeskovvej 5 er endnu kun et udkast, der skal godkendes, før det kan sendes i høring hos Helsingør Kommune. 

Undersøgelsen af Egeskovvej 2 er ifølge Region Hovedstaden i høring hos Helsingør Kommune. Kommunen skal vurdere, om der er en ansvarlig forurener, som kan påbydes at undersøge eller eventuelt oprense den konstaterede forurening. Hvis kommunen ikke finder den ansvarlige forurener, kan regningen for oprydningen risikere at ryge tilbage til region Hovedstaden som led i den offentlige indsats.

I mellemtiden stiger røgen fortsat op fra skorstenene hos Accoat på den anden side af gaden fra Marias hus.

“Jeg må afstå fra at deltage i interviewet, som primært baserer sig på en rapport fra Region Hovedstaden, som er i høring, samt en undersøgelse vi ikke er orienteret om.

Generelt kan jeg sige, at vi overholder miljøgodkendelsens krav samt øvrig lovgivning i forhold til brug af produkter, emission og mængder. Vores polymerer er ikke vandopløselige og dermed ikke volatile i miljøet på samme måde som de semivandopløselige produkter. Derfor kan men ikke umiddelbart sammenligne risikoen med flere af de andre PFAS-stoffer.

Per- og polyfluoroforbindelser, som under ét betegnes PFAS, er en meget stor stofgruppe, der har været bredt anvendt industrielt, fordi de har mange nyttige egenskaber. Flere af stofferne er farlige og løbende reguleret og nogle også udfaset, men da forbindelserne er stabile og svært nedbrydelige i miljøet, kan de selv efter mange år fortsat findes i naturen. Det er en international problemstilling.

Opgaven med at begrænse skadevirkningen af stofferne kan kun løses af industrien, forskere og myndigheder i fællesskab og på internationalt niveau. Dette drøftes i branchen og er også på både danske og EU-politikeres dagsorden i dag, ligesom region og kommuner kortlægger og prioriterer deres indsats på området og i øvrigt efterspørger en national handlingsplan.

Indtil da bidrager vi ved at drive virksomhed i overensstemmelse med certificerede ledelsessystemer for kvalitet, miljø og sikkerhed og efterlever lovgivningen og vores politikker. Ligesom vi løbende auditeres af uafhængige institutter og har en tæt dialog med relevante myndigheder.”

I slutningen af september i 2001 var Adoptionsnævnet, der på det tidspunkt var tilsynsmyndighed for danske adoptionsbureauers arbejde i udlandet, samlet til et møde. 

Godt halvandet år forinden var de første anklager om en massiv børnehandel i adoptionssystemet i Guatemala kommet på bordet, så der var derfor særligt et punkt på dagsordenen: Adoptioner fra det mellemamerikanske land. 

På det tidspunkt havde Danmark allerede adopteret over 70 børn fra Guatemala, men nu var spørgsmålet, om man skulle sætte en midlertidig stopper for dem. Andre lande havde allerede sat bremsen i, fordi de ikke længere kunne kontrollere, at alt foregik efter bogen.

Derfor skal du læse historien

  • Folketinget har afsat 12,6 millioner kroner til at undersøge international adoption fra de ti lande, hvor flest blev adopteret fra i årene 1964-2016. Dermed forbigår undersøgelsen de 59 lande, som Danmark også har adopteret børn fra gennem årtierne. Et af de lande er Guatemala.
  • Fra 1990-2009 adopterede Danmark i alt 86 børn fra det mellemamerikanske land, og alle børnene kom fra det samme børnehjem, Casa Guatemala. Ifølge FN og flere landes regeringer har adoptionssystemet i Guatemala dog i lange perioder været gennemsyret af børnehandel og dokumentfalsk. Advarsler, som også Danmark, var bekendte med. 

Adoptionsnævnet besluttede det modsatte den septemberdag. Adoptioner kunne fortsætte, og det gjorde de helt indtil 2009, hvor Guatemala selv endte med at indføre et endegyldigt stop for international adoption. 

Adoptionerne skete, selvom rapporter, internationale møder, og medier i de næste syv år advarede om, at der foregik svindel og tyveri af børn i adoptionens tjeneste i Guatemala. Advarsler, som danske myndigheder af flere omgange blev gjort bekendte med.  

Det var først i 2006 – seks år efter de første beretninger om børnehandel florerede – at Adoptionsnævnet besluttede at indlede en undersøgelse af danske adoptioner fra Guatemala. Det viser interne mødereferater, notater og korrespondancer, som Danwatch har fået aktindsigt i. 

Samme aktindsigt viser også, at de danske myndigheder bad adoptionsbureauet Adoption Center, der senere blev til AC Børnehjælp, om en redegørelse for, hvordan de sikrede, at adoptanterne fra det mellemamerikanske land foregik efter reglerne. 

Myndighederne nåede at rykke AC Børnehjælp om svar seks gange, før de – over et år senere – vendte tilbage på henvendelsen. På intet tidspunkt blev adoptioner fra Guatemala sat i bero. 

Eksperter kritiserer forløbet, som de mener kalder på en undersøgelse. Guatemala er dog, som det ser ud lige nu, ikke med i den kulegravning af adoptionsområdet, som Folketinget har besluttet at lave. 

Ingen statslig kontrol

I 1990 adopterede AC Børnehjælp de første børn fra Guatemala til Danmark. Landet var på det tidspunkt midt i en årtier lang blod borgerkrig mellem venstreorienterede guerillagrupper og den guatemalanske regerings militær, der endte med at koste 200.000 mennesker livet. Først i 1996 satte en fredsaftale en stopper for blodsudgydelserne.

I de seks år, hvor krigen stadig rasede, og hvor AC Børnehjælp endte med at adoptere 61 børn, stjal den guatemalanske hær ifølge en rapport fra de amerikanske myndigheder flere hundrede børn og solgte dem til international adoption. 

Situationen blev ikke bedre i kølvandet af krigens afslutning. Fattigdom hærgede, og advokater og mellemmænd greb muligheden for at stjæle gravide kvinders børn eller overtale dem til at bortadoptere dem til udlandet. Forhold, som både danske og internationale medier allerede i 1998 kunne berette om. 

Netop advokaterne havde kronede dage. Guatemalas lovgivning tillod private aktører at tage sig af internationale adoptioner uden om retssystemet, og som en FN-rapport senere viste, betød det, at adoptionerne foregik uden statslig kontrol. 

Resultatet blev, at Guatemala  “nærmest var synonym med ulovlig adoptionspraksis”, lyder det i en afhandling af adjunkt i strafferet og kriminologi på Maastricht Universitet i Holland Elvira Loibl. 

Danmark adopterede 89 børn fra Guatemala i perioden 1990 – 2009

Alle børn kom fra det samme børnehjem, Casa Guatemala Det var det danske adoptionsbureau AC Børnehjælp, der formidlede alle adoptioner

I 2008 gjorde Guatemala international adoption ulovligt.

Det sidste barn til Danmark ankom i 2009.

Flere advarsler 

I 2000 blev adoptioner fra Guatemala sat under kraftig lup i forbindelse med en rapport fra FN, der kortlagde adoptioner fra landet. Konklusionen lød, at hele systemet var “gennemsyret af børnehandel”, og at adoptionerneprocesserne ikke var  “særlig transparente”.  

I rapporten fremgik det blandt andet, at manglen på lovgivning kombineret med stærke økonomiske interesser havde skabt et miljø i Guatemala, hvor handel med børn til international adoption foregik i stor skala. 

Det fremgik også, at der ikke blev foretaget tjek af barnets baggrund, mens der ikke blev fulgt op på om adoptionerne foregik efter reglerne, hvis adoptionerne foretages af private advokater. De private advokater var på det tidspunkt ansvarlige for 99 procent af alle adoptioner, som de kunne tjene op mod 25.000 dollars på, svarende til omtrent 45.000 dollars i dag.

  • I 2000 og frem til 2016 var det Adoptionsnævnet, der førte tilsyn med danske adoptionsbureauers virksomhed i udlandet. Dengang som nu er Adoptionsnævnet et uafhængigt klageorgan, der består af en formand, som skal være jurist og ni andre medlemmer. 
  • Adoptionsnævnet refererede fra 2000 til 2004 til Civilretsdirekoratet, der dengang var den hovedansvarlige myndighed for international adoption.
  • Familiestyrelsen overtog ansvaret, da Civilretsdirektoratet i 2004 blev nedlagt. 

FN’s kritik kom Adoptionsnævnet for ører. I efteråret 2001 deltog Adoptionsnævnet i en række internationale møder, der alle havde Guatemala på dagsordenen. Et af møderne var i Haag arrangeret af den såkaldte Haagerkonference, som er den internationale organisation, der har udstukket reglerne for netop adoption. 

Af Adoptionsnævnets eget referat fra Haag-mødet fremgår det blandt andet, at man på mødet fik oplyst, at en person var forsvundet i Guatemala, fordi vedkommende beskæftigede sig kritisk med adoption i landet. 

Ekstern lektor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet Klaus Josefsen kalder alle advarslerne “ekstremt alvorlige”. 

“De her advarsler skriger til himlen. Når FN og internationale møder beretter om en stor risiko for børnehandel i forbindelse med international adoption fra et land, hvor vi adopterer børn fra, så skal alarmklokkerne bimle og bamle med det samme”, siger Klaus Josefsen. 

Rykker flere gange 

Der gik dog omtrent et halvt år, fra Adoptionsnævnet fik kendskab til de alvorlige problemer i adoptionerne fra Guatemala og til de iværksatte en nærmere undersøgelse af danske adoptioner i 2001. 

Som en del af undersøgelsen henvendte Adoptionsnævnet sig til myndigheder i andre lande, hvor Sverige, Canada, Spanien og Holland oplyste, at de havde indstillet adoptioner på det tidspunkt, blandt andet fordi myndighederne ikke havde mulighed for at kontrollere, om de skete på lovlig vis. 

Adoptionsnævnet bad også AC Børnehjælp, som er det eneste adoptionsbureau, der nogensinde har formidlet adoptioner fra Guatemala, om at undersøge, hvorvidt de danske adoptioner foregik efter bogen. En måned senere vendte adoptionsbureauet tilbage: Alt blev gennemført i overensstemmelse med reglerne, men de ville vende tilbage med et mere uddybende svar. 

Det er et svar, som Adoptionsnævnet endte med at vente længe på. Seks gange måtte tilsynsmyndigheden rykke AC Børnehjælp, indtil de over et år senere kom med en tilbagemelding. Her tilkendegav de, at der i 2002 ikke fandtes lovgivning om international adoption i Guatemala. 

I mellemtiden – og inden de får et svar fra AC Børnehjælp – beslutter Adoptionsnævnet sig for ikke at suspendere adoptioner fra Guatemala, fordi, som en af medlemmerne argumenterede for i et internt referat “en suspension kunne tolkes som en mistillidserklæring til AC Børnehjælp, hvilket der ikke var grundlag for”.

TIDSLINJE

Adoptioner fra Guatemala

1960

En borgerkrig mellem venstreorienterede guerillagrupper og regeringens militære styrker bryder ud i Guatemala. 

1990

Adoptioner fra Guatemala til Danmark starter. Det er det danske adoptionsbureau Adoption Center, senere AC International Børnehandel, som står bag adoptionerne. Alle børnene adopteres fra børnehjemmet Casa Guatemala. 

1996

En fredsaftale afslutter borgerkrigen. Over 200.000 mistede livet i løbet af de 36 år, som krigen varede. Ifølge en rapport fra den amerikanske regering stjal den guatemalanske hær flere hundrede børn og solgte dem til international adoption. 

1997

AC International Børnehjælp underskriver en aftale med Casa Guatemala, hvor de aftaler, at hver gang 15 børn adopteres fra Casa Guatemala til danske par, vil AC International Børnehjælp betale 30.000 dollars til børnehjemmet. 

1998

Danske og internationale medier begynder at berette om, hvordan børn i Guatemala stjæles og sælges til international adoption. 

Januar 2000

FN udgiver rapporten “RIGHTS OF THE CHILD”, hvor de beskriver store problemer i det internationale adoptionssystem i Guatemala, herunder at børnehandel gennemsyrer hele systemet.

September 2000

De europæiske adoptionsmyndigheder holder møde om blandt andet adoptionsformidlingen fra Guatemala, fordi risikoen for børnehandel er stor. Danmark deltager. 

November 2000

Haagerkonferencen afholdes. Her taler man igen om problemer med adoptionsformidlingenen fra Guatemala og rapporten fra FN. Danmark deltager også til dette møde. 

Marts 2001

Adoptionsnævnet og AC International Børnehjælp holder møde om adoptioner fra Guatemala. 

Sommer 2001

Adoptionsnævnet beslutter af lave en redegørelse af erfaringerne med adoptioner fra Guatemala. De får i den forbindelse oplyst, at Sverige, Canada, Spanien og Holland har indstillet adoptioner, blandt andet fordi de ikke har mulighed for at kontrollere om adoptionerne er lovlige. 

September 2001

Adoptionsnævnet holder møde om situationen i Guatemala, hvor de beslutter ikke at suspendere adoptioner fra Guatemala. 

September 2001

Adoptionsnævnet anmoder AC International Børnehjælp om oplysninger om, hvordan børnene fra børnehjemmet Casa Guatemala anvises til adoption samt oplysninger om, hvordan det sikres, at børnene er lovligt frigivet til adoption.

November 2001

AC International Børnehjælp skriver til Adoptionsnævnet, at de vil vende tilbage med en mere detaljeret besvarelse, når de har modtaget svar fra Red Barnet. 

Januar 2002 – Januar 2003

Adoptionsnævnet rykker AC International Børnehjælp seks gange for deres endelige svar.

Februar 2003

AC International Børnehjælp henviser Adoptionsnævnet til deres svar fra nov. 2001 og videresender samtidig forskelligt materiale om adoptioner fra Guatemala fra andre organisationer. 

Juni 2003

Adoptionsnævnet orienterer Civilretsdirektoratet om adoptioner fra Guatemala, herunder at Guatemalas myndigheder ikke har taget initiativ til lovgivning med henblik på at leve op til Haagerkonventionens krav. 

Juli 2003

Civilretsdirektoratet beder til AC International Børnehjælp om at være særligt opmærksom på, at adoptioner fra Guatemala sker på en “betryggende måde”. 

Juli 2003 – 2006

Adoptionerne fortsætter. 

2006

Situationen i Guatemala drøftes på det europæiske adoptionsmøde i Basel i 2006. Den engelske centralmyndighed er bekymret pga. en nylig sag, hvor et biologisk forældrepar i Guatemala har modtaget betaling i forbindelse med en bortadoption. Flere lande, herunder Tyskland, Holland, Norge, Schweiz, Finland og Belgien oplyser desuden, at de enten har suspenderet eller afvist adoptioner fra Guatemala.

2006

Adoptionsnævnet modtager fortrolige oplysninger om, at Guatemala ikke har en lov, der kriminaliserer handel med børn. 

2007

Adoptionsnævnet beslutter at gennemføre et samlet tilsyn med adoptionsbureauernes  formidling fra Sydamerika. I den anledning undersøger nævnet alle matchingsager fra Guatemala fra 2002 — 2006. 

Maj 2007

Haagerkonferencen konkluderer i en rapport, at Guatemalas lovgivning muliggjorde, at adoptioner fra landet udviklede sig til en regulær forretning. 

September 2007

Adoptionsnævnets undersøgelse af adoptioner fra Guatemala er færdig. De konkluderer, at frigivelses – og adoptionsprocessen var særdeles velbelyst i alle sagerne.

December 2007

I forbindelse med en regodkendelse af Guatemala sender AC International Børnehjæp kontrakten fra 1997 til Adoptionsnævnet. 

2008

Guatemala stopper al international adoption. Ifølge en rapport fra FN har Guatemala tjent 200 millioner dollars på adoptionerne. 

2009

Det sidste barn adopteres fra Guatemala til Danmark.

December 2021

De franske adoptionsmyndigheder sender en artikel fra den franske avis Le Monde, hvor adopterede anklager Casa Guatemala for tyveri af børn, dokumentfalsk og hemmeligholdelse af børns identitet til Ankestyrelsen. 

2022

På baggrund af artiklen fra Le Monde konkluderer Ankestyrelsen, at der ikke er grundlag for en undersøgelse af adoptioner fra Casa Guatemala. 

Kilde: CICIG. FN, The Guardian, Berlingske, HccH, Reuters, Le Monde. Ankestyrelsen

Eksperter: For lidt og for langsomt

Myndighedernes reaktion vækker kritik. Klaus Josefsen mener, at de reagerer alt for vagt og for langsomt. 

“Oplysningerne er så konkrete, at man meget hurtigt skal handle på det som tilsynsmyndighed. Det er en gåde for mig, hvorfor de venter et halvt år og dernæst venter et år på svar fra AC Børnehjælp”, siger Klaus Josefsen.

Ifølge lektor i socialret på Aarhus Universitet, Caroline Adolphsen reagerer Adoptionsnævnet indledningsvist korrekt ved at kontakte AC Børnehjælp, men problemet opstår ved den lange svartid: 

“Der går lang tid, før AC Børnehjælp vender tilbage på Adoptionsnævnet henvendelser. Det er der, man kan diskutere, om Adoptionsnævnet har trukket den for langt, fordi hvad er vigtigere for et adoptionsbureau end at svare på, om der blev handlet med børn i Guatemala?”, siger Caroline Adolphsen og uddyber: 

“Adoptionsnævnet kunne have været mere offensive og truet med at stoppe samarbejdet. Alle oplysninger taler for, at der sker alvorlige brud på børns rettigheder, så det er godt nok meget at satse på, at man kan vente så længe på et svar”. 

Hvor går grænsen for, hvor alvorlige oplysninger man som myndighed må få, før man stopper for samarbejdet? 

“Oplysningerne gør, at man skal være meget bekymret, men de kan ikke rigtig gøre andet end at bede AC Børnehjælp om svar. I dag ville man jo sige, at det kan være en selvstændig konventionskrænkelse at lade stå til.  Det ville jeg også sige, det var i dag”. 

Mens anklagerne og undersøgelsen fandt sted – fra 2000 til  2003 –  adopterede Danmark syv børn fra Guatemala. 

Fortsatte adoptioner

I de følgende år – fra 2003 til 2009 – fortsatte adoptionerne, dog i et mindre omfang. Det samme gjorde anklagerne. På et europæisk adoptionsmøde i Basel i 2006 var Guatemala igen på dagsordenen, fordi der havde været flere tilfælde, hvor adoptioner havde været ulovlige. I et referat fra mødet skrev Adoptionsnævnet: 

Det fremgår også af aktindsigten, at fortrolige kilder i 2006 havde oplyst Adoptionsnævnet om, at Guatemala ikke havde en lov, der kriminaliserede børnehandel, og at handlen derfor havde fundet sted i et juridisk vakuum.

I 2007, syv år efter FN’s rapport, skete der noget. Adoptionsnævnet besluttede at føre tilsyn med de formidlende organisationers virksomhed i Sydamerika ved at gennemgå børnesager fra Colombia, Bolivia og Guatemala. Helt konkret undersøgte Adoptionsnævnet alle adoptioner fra Guatemala i perioden 2002 til 2006, hvilket svarer til ni adoptioner ud af de 88, der i alt var kommet til Danmark på det tidspunkt. 

Konklusionen lød, at frigivelses- som adoptionsproces var “særdeles velbelyste” i de ni sager, men at gennemsigtigheden i adoptioner fra Guatemala “giver anledning til videre overvejelser”. 

Forelagt undersøgelsen vurderer Klaus Josefsen, at den var utilstrækkelig. 

“Taget i betragtning af, at anklagerne var så alvorlige, og at de havde været velkendte i så mange år, så burde de danske myndigheder have undersøgt samtlige sager fra 1990 og frem. Det er en meget, meget selektiv afgrænsning, de danske myndigheder har foretaget”, siger Klaus Josefsen og udyber:

“Vi taler jo om meget, meget klare informationer om børnehandel, og så er det ikke tilstrækkeligt at undersøge ni sager og så konkludere på den baggrund, at alt er gået efter bogen”.

Samme år udkom Haagerkonferencen med deres egen rapport om internationale adoptioner. De konkluderede, at Guatemalas hullede lovgivning havde gjort adoptioner til regulær børnehandel.

Ingen kommentarer 

Vi har forelagt forløbet og kritikken for Adoptionsnævnet, der henviser til Ankestyrelsen, som i 2016 overtog tilsynet med de formidlende adoptionsbureauer.  

Vi har spurgt Ankestyrelsen om et interview, men det har de ikke ønsket at stille op til. De har heller ikke ønsket at svare på spørgsmål om forløbet. I en mail skriver Ankestyrelsen, at de ikke har kommentarer til sagen, udover hvad der allerede fremgår af deres hjemmeside og tidligere fremsendt materiale.  

Adspurgt om vi kunne få en begrundelse for, hvorfor de ikke vil svare på vores spørgsmål, henviser Ankestyrelsen igen til hjemmesiden. “Vi kan ikke tilføje yderligere” lyder det. 

Det fremgår af Ankestyrelsens hjemmeside, at de ikke i besiddelse af konkrete oplysninger om ulovlige forhold i de danske sager og i det danske formidlingssamarbejde. 

Vi har også spurgt Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), om Adoptionsnævnet dengang reagerede tilstrækkeligt og i tide, og om hun kan garantere, at adopterede fra Guatemala er kommet hertil på lovlig vis. 

Ligesom Ankestyrelsen ønsker ministeren ikke at stille op til et interview, og det er ikke lykkedes ministeriet at formulere en skriftlig kommentar i løbet af tre uger. 

Det ville vi gerne have spurgt Ankestyrelsen om:

  • Eksperter kritiserer myndighederne for at reagere for lidt og utilstrækkeligt, fordi “anklagerne (fra 2000 og frem til 2008) skreg til himlen”. Hvordan forholder I jer til det? 
  • Mener Ankestyrelsen, at myndighederne dengang reagerede tilstrækkeligt og i tide på de massive anklager om børnehandel fra Guatemala?
  • På intet tidspunkt bliver adoptionerne sat i bero. Hvorfor suspenderede man ikke adoptioner fra Guatemala, taget i betragtning at andre lande valgte den løsning, fordi de ikke i tilstrækkelig grad kunne kontrollere adoptionerne? 
  • Det lyder også, at myndighederne giver al for lang snor til AC Børnehjælp, når man venter et år på et svar om situationen i Guatemala. Hvad tænker I om det?
  • Hvorfor ender man med at rykke seks gange for et svar om børnehandel? 
  • Sidst mener eksperten, at det i dag ville være en selvstændig krænkelse bare at stå til. Mener I, at det har været tilfældet med Guatemala? 
  • Det er først i 2007, at man vælger at undersøge adoptioner fra Guatemala foretaget i årene 2002-2006. Hvorfor går der så mange år, før man undersøger konkrete adoptionssager fra et land anklaget for diverse krænkelser af menneskerettighederne? 
  • Undersøgelsen indbefatter 9 adoptioner ud fra de 89, der i alt er blevet adopteret til Danmark. Er det nok til at vurdere, at adoptioner fra Guatemala generelt er foregået efter bogen? 
  • Kan Ankestyrelsen garantere, at alle adopterede fra Guatemala er kommet hertil på lovlig vis sagen taget i betragtning?

Opdateret d. 30. april med link til den fulde kontrakt.

I juli 1997 underskrev to personer en kontrakt. Den ene var lederen af børnehjemmet Casa Guatemala ved floden Rio Dulce i Guatemala, og den anden var chefen for det danske adoptionsbureau AC Børnehjælp i Århus. 

Aftalen var klar: AC Børnehjælp ville betale 90.000 dollars til Casa Guatemala over tre år. Til gengæld ville børnehjemmet levere 45 børn til Danmark. Med andre ord garanterede kontrakten i 1997 2000 dollars per barn, hvilket svarer til knap 4000 dollars i dag. 

Danwatch har fået aktindsigt i kontrakten fra Ankestyrelsen og vist den til to juridiske eksperter:

Derfor skal du læse historien

Efter flere skandaler skal adoptioner fra de ti lande, hvorfra Danmark har fået flest børn fra i årene 1964-2016, gås efter i sømmene. Det har Folketinget besluttet og afsat 12,6 millioner kroner til. Men hvad med de andre 59 lande, som vi også har adopteret børn fra i årenes løb?

Danwatch har besluttet at undersøge adoptioner fra Guatemala, der ikke er på ministerens liste. Fra 1990-2009 adopterede Danmark i alt 89 børn fra det mellemamerikanske land, og alle børnene kom fra det samme børnehjem, Casa Guatemala. Ifølge FN og flere landes regeringer har adoptionssystemet i Guatemala dog været gennemsyret af børnehandel og dokumentfalsk. 

Advarsler, som også Danmark har kendt til.

“Jeg er chokeret”, siger Elvira Loibl, adjunkt i strafferet og kriminologi på Maastricht Universitet i Holland, der har skrevet afhandling om kriminalitet i adoptionssystemet.

“Det er uetisk og umoralsk, fordi essensen er, at de får et beløb, hvis de sender os børn. Det opfylder definitionen af at sælge børn uanset, om der var et officielt forbud eller ej”. 

Gregory Luce, en anden juridisk ekspert fra Adoptee Rights Law Center i Minnesota, er enig med Loibl:

“Der er ingen tvivl om, at denne kontrakt er i strid med international lov – både dengang og nu”, siger Gregory Luce. 

Historien om kontrakten mellem et børnehjem i Guatemala og et dansk adoptionsbureau er væsentlig, fordi Guatemala er ét af de lande, hvor mistanke om børnehandel og fusk med adoptioner har floreret næsten ligeså længe, som Danmark har adopteret børn fra landet. 

Alligevel vil Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) som det ser ud lige nu ikke inddrage Guatemala i en kommende undersøgelse, der skal kulegrave hele adoptionsområdet.

Se hele kontrakten her

Handel med børn i strid med loven

I 1997 var Guatemala et land på vej ud af borgerkrig og plaget af stor fattigdom. To faktorer, der i mange andre lande har ført til flere adoptioner af børn til udlandet. Ifølge Elvira Loibl var Guatemala en betydelig leverandør af børn og “nærmest synonym med ulovlig adoptionspraksis”.

Advokater i Guatemala fik op til 19.000 USD for at formidle adoptioner. Mellemmænd fandt gravide kvinder og overtalte dem til at bortadoptere deres børn – eller de stjal børnene fra de gravide, der ikke ville opgive børnene frivilligt.

Derudover kunne landet ikke leve op til en spritny konvention, Haagerkonventionen, der netop skulle sikre, at internationale adoptioner foregik lovligt og til barnets bedste. 

Alligevel indgik AC Børnehjælp og Casa Guatemala i 1997 en kontrakt om 45 børn for 90.000 dollars. En kontrakt, som ifølge Elvira Loibl og Gregory Luce krænker mindst to internationale konventioner: Haagerkonventionen og FN’s konvention fra 1991 om barnets rettigheder vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi.

“Problemet med denne kontrakt er, at den skaber et incitament for børnehjemmet i Guatemala til at skaffe børn”, siger Elvira Loibl og uddyber:

“Aftalen opfordrer enkeltpersoner i Guatemala til ulovligt at skaffe børn for derefter at opgive dem til adoption, selvom børnene nødvendigvis ikke er forældreløse”.

Ifølge Haagerkonventionens artikel 32 må “ingen drage uretmæssig økonomisk eller anden gevinst ved en aktivitet i forbindelse med en international adoption”, og at “kun omkostninger og udgifter, herunder rimelige honorarer til personer, der er involveret i adoptionen, kan opkræves eller betales”.

FN’s Børnekonvention artikel 2 definerer børnehandel som “enhver handling eller transaktion, hvorved et barn overføres af en person eller gruppe af personer til en anden mod vederlag eller ethvert andet vederlag”.

Kilde: Retsinformation og Retsinformation

Tidligere direktør: ”Vi gjorde vores bedste”

Selvom kontrakten lød på 45 børn, viser AC Børnehjælps statistik over internationale adoptioner til Danmark, at Danmark kun har adopteret 11 børn i kontraktens løbetid fra 1997-2000. 

Men i perioden fra 1990-2009 adopterede Danmark i alt 86 børn fra Guatemala. Børnene kom alle fra det samme børnehjem, Casa Guatemala, og de kom alle til Danmark via AC Børnehjælp i Århus. 

Daværende direktør i AC Børnehjælp, Jørgen-Ulrich Raunskov, bestrider ikke sin underskrift på kontrakten, men han husker hverken indholdet eller omstændighederne, da kontrakten blev indgået.

“Jeg tvivler på, at jeg skulle have overtrådt reglerne. Det kan jeg slet ikke forestille mig”, siger han.

Dog husker han lederen af Casa Guatemala: 

“Jeg er rimelig sikker på, at hun ikke har afgivet børn ulovligt til adoption. Det kan jeg ikke forestille mig. Men, ja, Guatemala er jo ikke verdens mest velregulerede land, så altså, hvad ved jeg? Vi gjorde vores bedste efter de regler, der var dengang”, siger Jørgen-Ulrich Raunskov.

Selvom Guatemala ikke levede op til Haagerkonventionen i 1997, da kontrakten blev indgået, er det ikke et argument for, at kontrakten var lovlig, hverken dengang eller i dag, mener Elvira Loibl:

“Danmark var under alle omstændigheder bundet af Haagerkonventionen, og de var også ansvarlige for at kontrollere, at deres samarbejdspartnere overholdt reglerne og standarderne”, siger Loibl. 

Guatemala tiltrådte først for alvor Haagerkonventionen i 2003. Fem lande – Tyskland, England, Spanien, Canada og Holland – har fortsat forbehold mod Guatemalas tiltrædelse af konventionen.

Derfor bringer vi interviewet med Jørgen-Ulrich Raunskov

Jørgen-Ulrich Raunskov har ikke ønsket at medvirke i artiklen om kontrakten, som han underskrev med Casa Guatemala som direktør for AC Børnehjælp i 1997. 

Danwatch interviewede Jørgen-Ulrich Raunskov den 22. marts, hvor han bekræftede sin underskrift på kontrakten. Han ønskede efterfølgende ikke at blive citeret for sine udtalelser. 

Vi har kontaktet Jørgen-Ulrich Raunskov flere gange med tilbud om et nyt interview, hvor han ville få mulighed for at uddybe, hvorfor han underskrev en kontrakt, som juridiske eksperter i dag vurderer er børnehandel. Dette har Jørgen-Ulrich Raunskov heller ikke ønsket.

Når vi alligevel bringer interviewet med Jørgen-Ulrich Raunskov er det af hensyn til emnets væsentlighed, de adopterede og offentlighedens interesse.

Børnehjemmet Casa Guatemala blev grundlagt i 1977 af Angelina de Galdamez, der skrev under på kontrakten og som stadig driver børnehjemmet i dag sammen med direktør Heather Graham. Vi har flere gange forsøgt at få et interview med ledelsen, men ingen af dem er vendt tilbage på Danwatch’ henvendelser. 

Myndighederne kendte til aftale om børnehandel 

Danske myndigheder har kendt til kontrakten mellem AC Børnehjælp og Casa Guatemala i mere end femten år. I en række e-mails, som Danwatch er i besiddelse af, spørger Adoptionsnævnet i 2001 AC Børnehjælp om der eksisterer en samarbejdsaftale med Casa Guatemala, hvilket AC Børnehjælp svarer nej til.

Først i 2007 sender AC Børnehjælp kontrakten til Adoptionsnævnet, viser en aktindsigt. Det fremgår dog ikke af aktindsigten, om Adoptionsnævnet nogensinde reagerede på kontraktens ordlyd. Forelagt forløbet kritiserer Gregory Luce fra Adoptee Rights Law Center de danske myndigheder.

“Det er åbenlyst, at de danske myndigheder kendte til denne kontrakt, men de gjorde intet eller kun lidt for at gribe ind”, siger Gregory Luce.

“Myndighederne burde have standset alle adoptioner gennem dette adoptionsbureau, hvis ikke landet. De skulle have iværksat en omfattende undersøgelse og arbejdet på at løse problemet. Det ser ikke ud til, at noget af det blev gjort”. 

“Ingen konkrete oplysninger om ulovlige forhold”

Vi har spurgt Ankestyrelsen, hvordan det kan være, at man ikke greb ind overfor en – ifølge eksperter – ulovlig kontrakt, men fortsatte med at tillade adoptioner fra Guatemala i endnu tre år.  

Ankestyrelsen ønsker ikke at stille op til et interview eller svare på spørgsmål om den ulovlige kontrakt, men henviser i stedet til deres hjemmeside. 

Her står, at ”myndigheden ikke mener at være i besiddelse af konkrete oplysninger om ulovlige forhold i de danske sager og i det danske formidlingssamarbejde”.

Vi har også spurgt Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), hvordan det kan være, at Guatemala er udelukket fra en undersøgelse af ulovlige adoptioner, når en kontrakt, hvor Danmark har medvirket til børnehandel, har ligget i Ankestyrelsens arkiver siden 2007.

Ministeren ønsker ikke at stille op til et interview, og det er ikke lykkedes ministeriet at formulere en skriftlig kommentar i løbet af tre uger. Vi opdaterer naturligvis artiklen, når vi får en kommentar fra ministeren.

Ifølge Gregory Luce er myndighedernes reaktion ikke tilstrækkelig. Han forklarer, at der andre steder i verden findes præcedens for hjælp til adopterede fra Guatemala. 

“De adopterede fra Guatemala til Danmark skal underrettes og have hjælp, og hjælpen skal komme fra de danske myndigheder”, siger Luce med blandet andet en henvisning til en dom fra den interamerikanske menneskerettighedsdomstol i 2018. 

Hukommelsen svigter efter to årtier, men alligevel husker Jørgen-Ulrich Raunskov, tidligere direktør i AC Børnehjælp, at han skrev under på en samarbejdsaftale med børnehjemmet Casa Guatemala i juli 1997.

“Ja, det er mig, der har skrevet under”, siger han, da Danwatch ringer. “Vi lavede mange samarbejdsaftaler, det var vigtigt at få alle detaljerne ned på skrift”.

Som direktør var Jørgen-Ulrich Raunskovs ansvar at sikre, at internationale adoptioner foregik efter Haagerkonventionen, der udstikker reglerne for international adoption.

Casa Guatemala og AC Børnehjælp skrev blandt andet under på, at AC Børnehjælp hvert år ville betale 30.000 dollars for hver gang femten børn fra Casa Guatemala var blevet adopteret til Danmark. Pengene skulle bruges til at bygge et nyt hus til børnehjemmet.

Juridiske eksperter kalder samarbejdsaftalen ulovlig, både efter nuværende og daværende lovgivning, fordi der ikke må udbetales en “uhensigtsmæssig støtte” til børnehjem ud over de gebyrer, der er knyttet til adoptionen af et konkret barn. De mener derfor, at Danmark har medvirket til børnehandel. 

Vi har spurgt Jørgen-Ulrich Raunskov om aftalen og dens indhold.

“Jeg tænker, at det var i 1997, så jeg kan simpelthen ikke huske reglerne, men jeg tvivler på, at jeg skulle have overtrådt reglerne. Det kan jeg slet ikke forestille mig”.

“Nej, jeg kendte jo alt til Haagerkonventionen. Men det kan jeg ikke svare på. Jeg kan simpelthen ikke huske det”.

“Nej, det har jeg ingen interesse i, altså, du har den jo liggende foran dig. Det bringer ikke min hukommelse i bedre stand ved at se den. Jeg er sikker på, at du har ret i, at du har den liggende foran dig”.

“Det er 15 år siden, jeg har haft noget med det her område at gøre, og jeg kan altså ikke huske detaljerne i det. Men jeg ved i hvert fald med 100% sikkerhed, at vi gjorde vores bedste for at efterleve de regler, der var. Min fornemmeste opgave som chef for AC Børnehjælp var at dreje organisationen væk fra at skaffe børn til danske forældre, så vi i stedet fokuserede på at hjælpe børnene derude”. 

“Det hele gik ud på at dreje systemet væk, sådan at vi kom til at ligge ind under Haagerkonventionen. Så jeg kan fortælle dig, at på det tidspunkt er jeg sikker på, at vi kunne Haagerkonventionen til fingerspidserne”.

“Jeg har ikke lyst til at stå til regnskab for noget, der skete for 27 år siden. I har de dokumenter, I har, som er skrevet under”.

“Jamen det er jeg sikker på. Pengene til Rio Dulce (Casa Guatemala ligger ved floden Rio Dulce red.), blev brugt super godt. En af de ting, jeg altid har haft med Angelina, det var, at hun brugte hver en krone, hun fik, som de skulle bruges”. 

“Jeg er rimelig sikker på, at hun ikke har afgivet børn ulovligt til adoption. Det kan jeg ikke forestille mig. Men, ja, Guatemala er jo ikke verdens mest velregulerede land, så altså, hvad ved jeg? Vi gjorde vores bedste efter de regler, der var dengang”.

“Med fare for at lyde som en, der vil slippe nemt om ved det, så er det ikke noget, jeg tror. Det er noget, jeg ved. Prøv lige at høre her, dokumenterne taler jo for sig selv. Så brug dem”.

“Jeg kan ikke huske, hvilke samarbejdsaftaler jeg har indgået, og jeg kan ikke huske, om det var ulovligt på daværende tidspunkt at aftale en pris per barn. Det kan jeg simpelthen ikke”.

Derfor bringer vi interviewet med Jørgen-Ulrich Raunskov

Jørgen-Ulrich Raunskov har ikke ønsket at medvirke i artiklen om kontrakten, som han underskrev med Casa Guatemala som direktør for AC Børnehjælp i 1997. 

Danwatch interviewede Jørgen-Ulrich Raunskov den 22. marts, hvor han bekræftede sin underskrift på kontrakten. Han ønskede efterfølgende ikke at blive citeret for sine udtalelser. 

Vi har kontaktet Jørgen-Ulrich Raunskov flere gange med tilbud om et nyt interview, hvor han ville få mulighed for at uddybe, hvorfor han underskrev en kontrakt, som juridiske eksperter i dag vurderer er børnehandel. Dette har Jørgen-Ulrich Raunskov heller ikke ønsket.

Når vi alligevel bringer interviewet med Jørgen-Ulrich Raunskov er det af hensyn til emnets væsentlighed, de adopterede og offentlighedens interesse.