Mr. Stanley, kalder de ham.

Den kinesiske rigmand og gangster, der har milliarder af sorte kroner gemt væk i Hong Kong, og som derfor opsøger en række notoriske guldsmuglere i den sydlige del af Afrika for at få hjælp til at vaske dem rene.

Iført et tætsiddende, nålestribet jakkesæt holder Mr. Stanley møder med en vifte af smuglere, forretningsmænd og diplomater, der alle tilbyder ham det samme: Gennem et sindrigt system af smuglere, falske virksomheder samt et datterselskab til Zimbabwes nationalbank kan de beskidte penge snart befinde sig på en ren konto i Dubai.

Danwatch anbefaler

I anledningen af påsken anbefaler journalister fra Danwatch de bøger, podcasts, dokumentarfilm og undersøgende historier, de selv fordyber sig i lige nu.

Hvad de ikke ved er, at Mr. Stanley i virkeligheden slet ikke er gangster. Han er journalist. Og i hans nålestribede jakkesæt sidder der kameraer, der fanger alt, hvad der bliver sagt.

Ved hjælp af et hold undercover-journalister som Mr. Stanley, samt tusindvis af fortrolige dokumenter og interviews med insidere, formår Al Jazeeras Investigative Unit at blotlægge en konspiration om at hvidvaske milliarder og omgå internationale sanktioner.

Tråde til den politiske elite

Bagmændene tæller blandt andre en tidligere dømt guldsmugler, en guldhandler og pastor med forbindelser til store dele af den sydafrikanske politiske elite, samt Zimbabwes officielle ambassadør til 85 lande verden over.

Tilsammen smugler bagmændene hver eneste uge mange hundreder kilo afrikansk guld til primært Dubai – og bringer enorme summer tilbage i kontanter. 

Ordningen er ifølge Al Jazeeras undersøgelse kærkommen for Zimbabwes regering, der efter mange år med hyperinflation og internationale sanktioner har svært ved at bruge deres egen valuta på internationale markeder. Ved at bytte smuglerguld for kontanter kan de få hårdt tiltrængte dollars i hænderne. 

For kriminelle som den fiktive Mr. Stanley udgør guldnummeret en mulighed for at sende beskidte penge til sydafrikanske regeringer og få pengene rene ud i Dubai.

Det er en sammensværgelse, der trækker tråde helt til toppen af det politiske system i adskillige lande i det sydlige Afrika. Ifølge bagmændene breder deres smuglernetværk sig udover Zimbabwe også til Zambia, Malawi, DR Congo, Kenya, Tanzania, Uganda, Sydafrika, Angola og Mozambique.

‘Gold Mafia’ er stærkt anbefalelsesværdig og er frit tilgængeligt på Al Jazeeras Investigative Units hjemmeside, hvor der både er videodokumentar, podcast og adskillige artikler i serien.

Den grønlandsk-danske dokumentarfilm Twice Colonized, der åbnede dokumentarfilmfestivalen CPH-Dox i midten af marts måned, har netop fået premiere i danske biografer.

Filmen er et portræt af Aaju Peter, en menneskerettighedsaktivist, der kæmper for inuitters rettigheder i Arktis.

Danwatch anbefaler

I anledningen af påsken anbefaler journalister fra Danwatch de bøger, podcasts, dokumentarfilm og undersøgende historier, de selv fordyber sig i lige nu.

Som barn, 11 år gammel, blev hun sendt fra sin familie i Grønland til Danmark. Det var i 1971. Hun sad omkring en fremmed families spisebord i Nakskov, og skulle lære at spise med kniv og gaffel, spise fremmed mad og blive mest mulig dansk.

Da hun kom tilbage til Grønland som ung voksen, havde hun mistet både sit modersmål og sin kultur. For at vinde den tilbage tog hun med “den første og bedste” inuit, hun mødte, som viste sig at være fra det arktiske Canada. Her har hun siden levet med konsekvenserne af den canadiske kolonisering af inuitterne – derfor filmens titel.   

I dokumentaren møder vi en stærk og modig aktivist, der indtager talerstolen i FN’s hovedkontor i New York og i EU’s glasbygninger i Bruxelles med selvtillid og kraft. En person, som er uden vaklen i sin kamp mod mineselskaber og for oprindelige folks rettigheder. Men vi møder også et menneske, der trods ydmygelser og vold bliver sammen med sin kæreste. I perioder i en sump af alkohol. Et menneske som, når hun er på rejse og får et hotelværelse på 10. etage, kigger ud over altanen med et tomt blik og fortæller, at det var denne højde, hendes yngste søn hoppede fra. 

Filmen udpensler, hvilke menneskelige konsekvenser kolonialismen har haft – og stadig har – i Arktis. Det er umådeligt svært for Aaju Peters at bryde ud af sit voldelige parforhold, og det voldelige parforhold bliver et spejl for forholdet mellem kolonimagten og de koloniserede. Kampen for oprindelige folks rettigheder, og for at hele egne sår, bliver på en måde den samme.

Det er ikke fordi, den kamp er let at vinde.

Selv efter, at Aaju Peters kæreste har klippet håret af hende, fordi han har fået overbevist sig selv om, at hun er interesseret i en anden, har hun svært ved at gå fra ham. Det lykkes til slut den 63-årige menneskerettighedsaktivist at rejse fra ham. Hele filmholdet hjælper til at med at bære hendes ting ud af kærestens hus. De støtter hende det sidste stykke af vejen til bilen, efter at hun har vandet haven udenfor kærestens hus en sidste gang. Der er sejrsstemning i bilen, da den voldelige kæreste ringer, og får at vide, at nu er det slut.   

Men da Aaju Peters blev interviewet af danske aviser i forbindelse med filmens premiere under CPH:Dox, fortalte hun, at hun er tilbage med kæresten. De har en så lang historie sammen, der er så mange ting, hun kun kan tale med ham om, og som kun han forstår. 

Aaju Peter mener selv, at Danmark og Grønlands forhold kan betragtes som terapiforløb efter et voldeligt parforhold. Og for de danske seere er starten på det forløb, at se, lytte og forstå, hvad den danske kolonialisme har betydet for mennesker som Aaju Peter.

‘Twice Colonized’ kører i biografer i København, Aarhus og Aalborg

En sømand, en murer, en generalsekretær og en statsminister. Kun fire danskere var personligt inviteret til Nelson Mandelas indsættelse som præsident i Sydafrika i 1994. I det eksklusive firkløver var Morten Nielsen, der som nyuddannet murer i 80’erne var meget aktiv i kampen mod apartheid, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Christian Balslev-Olesen, daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen(S) – og ikke mindst sømanden og fagforeningsmanden Henrik Berlau. 

Sidstnævnte var med, fordi han havde en vigtig finger med i de begivenheder, der førte til det sydafrikanske apartheidregimes fald, og den vilde historie fortælles i et afsnit af 24syv podcasten ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ med de to værter Christian Kirk Muff og Anders Christiansen.

Danwatch anbefaler

I anledningen af påsken anbefaler journalister fra Danwatch de bøger, podcasts, dokumentarfilm og undersøgende historier, de selv fordyber sig i lige nu.

Henrik Berlau gik på pension 1. maj 2016 efter mere end 40 års faglig kamp for sømændene. Nogle af de mest skelsættende år i karrieren fandt sted i slut 70’erne og op gennem 80’erne.

I podcasten på 24syv fortæller Berlau om, hvordan han afslørede, at danske rederier brød FN’s våbenembargo mod Sydafrikas apartheidstyre. Det skete ved hjælp af metoder, der burde afstedkomme anerkendende nik fra både garvede graver-journalister og efterretningsfolk.

Berlau forklarer også i podcasten, hvordan han er med til at stifte Maritime Union Against Apartheid med sømandsforbund i England og Australien, hvor man udover våben også satte fokus på at få stoppet olietransporter til Sydafrika.

Tiltag, som Nelson Mandela vurderede, var centrale i nedbrydningen af apartheidstyret, og som han personligt takkede Henrik Berlau for ved indsættelsen som præsident 10. maj 1994. 

Stak af til Sydafrika

Podcasten giver også et uhyggeligt tilbageblik på, hvor modbydelig den sydafrikanske racepolitik ‘apartheid’ var – og hvor tankevækkende det er, at den først blev afskaffet i 1990’erne.

Samtidig understreger det også, hvor skruppelløse de danskere, der handlede med Sydafrika under apartheiden, var. 

En af dem blev aldrig stillet til regnskab. Skibsreder Anders Jensen fra Trigon-rederiet flygtede i starten af 80’erne fra Danmark – og fra anklagerne om i slutningen af 1970’erne at have brudt FN’s våbenembargo ved at smugle omkring 6.000 tons våben, ammunition og sprængstoffer til det sydafrikanske apartheidstyre.

I podcasten fortæller Henrik Berlau om, hvordan Anders Jensen tilmed nåede at tømme en hemmelig konto i Spanien til at forsøde tilværelsen i Sydafrika. Trods et årelangt tovtrækkeri om udlevering satte Anders Jensen aldrig sine ben i Danmark igen. Han døde i 2007 i Cape Town, 86 år gammel.

Historien om Sydafrika er tilmed ikke det eneste aftryk, som Henrik Berlau har sat på verdenshistorien. Han spillede også en central rolle i afsløringen Iran-Contra-affæren, hvilket også er blevet til et afsnit på 24syv, der er værd at lytte til. 

I samme moment skal også lyde en generel anbefaling af ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’. Her dykkes der dybt ned i mørke kaninhuller, hvor historier og teorier om efterretningstjenester og staters mørke hemmeligheder ligger begravet. Altid med god tid og med kyndig vejledning fra værterne.

Du kan lytte til podcasten om de ulovlige våbentransporter her:

Og til Berlaus rolle i Iran-Contra-affæren her.

Mødet med Mandela

Det var de færreste forundt at være med til indsættelsen af Nelson Mandela som præsident i maj 1994. Det gjorde også et stort indtryk på de fire danskere, der var indbudt. 

Udover at omtale mødet med Mandela i 24syv s podcast, satte Henrik Berlau også ord på i en artikel i Information i 2001:

“Det var meget bevægende, især da Mandela trykkede mig i hånden og sagde, at han var meget beæret over at møde mig. Så skulle han da bare vide, hvordan jeg havde det!” 

Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde senere i en tale i 1999, da Nelson Mandela besøgte Danmark:

“I 1994, da daggry endelig kom, var jeg beæret over at være i Sydafrika og overvære din indvielse. Jeg husker stadig dine ord: ‘Tiden for heling af sårene er kommet. Øjeblikket til at bygge bro over de kløfter, der skiller os, er kommet. Tiden til at bygge er over os.’”

Tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Christian Balslev-Olesenblev blev sidste år i et portræt i Kristeligt Dagblad stillet spørgsmålet ‘Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme? :

“Hvis jeg skal nævne én enkeltstående begivenhed, er det indsættelsen af Nelson Mandela som Sydafrikas præsident i 1994. Det var en uforglemmelig oplevelse.”

Morten Nielsen, der som græsrodsaktivist var involveret i kampen mod apartheid i 80’erne, beskriver til DR, at mødet med Mandela var et af sit livs mest mindeværdige dage:

“Det var en fantastisk dag. Jeg var sammen med andre fra solidaritetsbevægelser fra hele verden, og vi festede hele natten til næste morgen.” 

Hvis du vil vide mere om Morten Nielsens kamp mod apartheid er artiklen på DR anbefalelsesværdig. Her nævner Morten Nielsen i øvrigt, at der i alt var tre indbudte danskere til Mandelas indsættelse som præsident – men Henrik Berlau var altså også med:

Nelson Mandela var præsident i Sydafrika fra 1994 til 1999. Han døde i 2013, 95 år gammel.

I 2020 gik den libanesiske forretningsmand Ali Saade ombord på et fly i Guineas hovedstad Conakry med en kuffert fuld af pengesedler. 

I lufthavnen forklarede Ali Saade, at pengene skulle bruges til coronabekæmpelse hjemme i Libanon. Men ifølge amerikanske myndigheder gik de i stedet til Hizbollah, en politisk-militær organisation med base i Libanon, som blandt andre USA betegner som terrorister.

Danwatch anbefaler

I anledningen af påsken anbefaler journalister fra Danwatch de bøger, podcasts, dokumentarfilm og undersøgende historier, de selv fordyber sig i lige nu.

Ali Saade er ikke hvemsomhelst i Guinea. Udover at stå bag den store fødevarevirksomhed Sonit Group var han på daværende tidspunkt også Libanons honorær konsul i landet, og præcis derfor lykkedes det ham at rejse ud af landet med et stort, udeklareret pengebeløb, vurderer det amerikanske udenrigsminsterium. 

Washington tilbyder i dag op til 10 millioner dollars for informationer, der kan fælde Ali Saade. 

Historien om Ali Saade optræder i undersøgelsen Shadow diplomats, som ICIJ, et globalt kollektiv af undersøgende journalister, og det amerikanske medie ProPublica udgav i november 2022. 

På imponerende vis har de sammen fundet frem til minimum 500 tidligere og nuværende honorære konsuler verden over, der har misbrugt deres fine titler til at drive lyssky forretninger, ofte med forbindelser til terrorfinansiering, menneskehandel, dokumentfalsk, skattesvindel eller våbenhandel. 

Honorære konsuler er lokalt bosiddende, typisk ulønnede diplomatiske repræsentanter. Det kan variere fra land til land, men flere steder nyder en honorær konsul samme immunitet som en karrierediplomat ansat på en ambassade. Det kan for eksempel betyde, at deres bagage er fritaget fra at blive undersøgt i lufthavne, eller at de hverken kan anholdes eller tilbageholdes i landet, de tjener i.

Det udnyttede Ali Saade i Guinea, og det er han altså langt fra ene om at gøre. ICIJ og ProPublicas afsløringer blotlægger åbenlyse sprækker i det internationale diplomati. Udadtil fremstår systemet glat og professionelt, men i dets skyggefulde afkroge myldrer det med alverdens gangstere, sjufter og fuskere. 

Shadow Diplomats, ICIJ & ProPublica

Verden og dens konstruktioner kan synes mere tydelige, når man ser det fra et andet univers. Paradoksalt nok, så zoomes der ind på refleksionerne og de problematiske valg, vi som samfund har taget (og ikke taget), når vi zoomer ud af verden – og ind til en ny.

Netop det formår Olga Tokarczuk med sin bog “Kør din plov over de dødes knogler”. Heri har hun skabt et univers, hvor menneskets mørke træder helt frem, og klimaændringernes konsekvenser bliver gjort synlige og næsten apokalyptiske for læseren.

Danwatch anbefaler

I anledningen af påsken anbefaler journalister fra Danwatch de bøger, podcasts, dokumentarfilm og undersøgende historier, de selv fordyber sig i lige nu.

Olga Tokarczuk (1962) er en polsk forfatter, psykolog og aktivist. Hendes værker er oversat til mere end 40 sprog. I 2019 vandt hun Nobelprisen for sin roman: “Jacobs Bøger”, og hun er en af de mest læste og anmelderroste forfattere i sit hjemland. 

Det er ikke svært at forstå, hvorfor netop Olga Tokarczuk har opnået så stor global anerkendelse. I sin eksistentielle thriller “Kør din plov over de dødes knogler” smelter Tokarczuk ubesværet komponenter af mytologi, virkelighed, fantasi og videnskab sammen og skaber humoristiske og filosofiske betragtninger og diskussioner om værdisætningen af liv, vores opfattelse af galskab, dyrerettigheder og menneskets skrøbelighed. 

Romanen er sat i en lille polsk bjerglandsby på grænsen til Tjekkiet. Her lever den excentriske kvinde, Janina Duszejko, et tilbagetrukket og ukonventionelt liv. Janina er draget mod dyrenes og naturens verden. Faktisk foretrækker hun dyrenes selskab frem for menneskets. Da der pludselig sker en række mystiske hændelser, som leder til magtfulde medlemmer af den lokale jagtklubs pludselige død, beslutter Janina sig for at efterforske de potentielle mord. Under hendes efterforskning af dødsfaldene konfronteres Janina med voldens og uretfærdighedens realitet, og læseren hvirvles ind i Janinas øko-feministiske oprør mod et samfund, som tilsidesætter menneske- og dyreliv i jagten på magt og profit. 

Kør din plov over de dødes knogler er en påmindelse om vores evne til at forme verden og skabe et mere retfærdigt og medfølende samfund og en opfordring til at tage kollektivt ansvar for vores handlinger og til at arbejde mod et fremtid, hvor menneske og al levende væsens rettigheder bliver beskyttet og opretholdt.

Kør din plov over de dødes knogler af Olga Tokarczuk

Hvad er økofeminisme? 

Økofeminisme er en sammentænkning af økologi og feminisme og forbinder klima- og miljøkriserne til ulighed, undertrykkelse og udnyttelse. Begrebet indeholder en grundlæggende samfundskritik og anses som et opgør mod vækstideologien. Det har sine rødder i 1970’ernes sociale bevægelser.

Kilde: Nyt Fokus

Lige nu raser debatten om tre energihandleres store bonusser: Er de kontraktuelt berettiget til de gigantiske beløb eller ej? Og er det retfærdigt, at nogle få tjener kassen i krisetider, når andre ikke kan få pengene til at strække til mad og el? 

Det første spørgsmål får vi muligvis svar på, når energihandlerne går rettens vej, det andet derimod … Har været en slagmark for diskussioner i lige siden, kapitalismen gjorde sit indtog i verden. 

Alt andet lige er mange af os blevet gjort opmærksomme på et branchefolk, som vi måske ikke lægger så meget mærke til i det daglige, men som er helt centrale – nærmest essentielle –  for vores hverdag, vores økonomi og vores klode: Råvarehandlerne. 

Danwatch anbefaler

I anledningen af påsken anbefaler journalister fra Danwatch de bøger, podcasts, dokumentarfilm og undersøgende historier, de selv fordyber sig i lige nu.

Uden dem ville tankstationer løbe tør for brændsel, virksomheder ville gå i stå, og bagerier ville løbe tør for mel. 

Men på trods af deres overvældende indflydelse er de sjældent blevet sådan rigtig gransket. Indtil bogen “The World for Sale”. 

Her fortæller og udfolder to journalister historien om nutidens råvarehandlere som Vitol og Glencore: 

Om deres villighed til at drive forretning, hvor andre ikke tør, og hvordan de gennem en blanding af hensynsløshed og personlig charme har været med til at forme global politik: Fra Cuba til Irak og fra Rusland til Libyen. 

Lyssky forretninger  

For at forstå samspillet mellem penge og magt i den moderne verden og for at se, hvordan olie og metaller strømmer ud af ressourcerige lande for ofte at ende i lommerne på kleptokrater eller oprører, skal man, som det lyder i bogen, forstå råvarehandlerne. 

Et eksempel på det sammenspil er Libyens kamp ud af diktaturet. 

Det var i begyndelsen af 2011. Over hele Mellemøsten rullede en række folkelige oprør, der senere skulle få navnet det Arabiske Forår. 

Et oprør, der også var kommet til Libyen. På gaden stimlede folk sammen mod diktatoren Muammar Gaddafi, hvis styre befolkningen indtil da havde udholdt i 42 år. På det tidspunkt havde oprørerne lige taget kontrollen over Benghazi, den vigtigste by i den østlige del af landet. 

Oprørerne var dog løbet ind i et problem: Deres selvbestaltede hær var ved at løbe tør for brændsel til militære køretøjer.

Vestlige ledere ville gerne hjælpe, men turde ikke tage risikoen. Råvarehandlerne i Vitol, derimod, tog chancen. Den administrerende direktør Ian Taylor tog et fly til Benghazi og forhandlede en aftale på plads. 

Alt i alt flød der brændsel for en milliard dollars til oprørerne under den libyske borgerkrig, som endte med at afsætte Gaddafis regime. 

Vitols handel med oprørerne illustrerer, skriver bogens forfattere, hvordan råvarehandlerne er med til at forme historien. Deres magt er netop ikke kun begrænset til økonomi. Med deres kontrol over verdens vigtigste strategiske ressourcer har de også gjort dem selv til magtfulde politiske aktører. 

Og eksemplerne som Libyen er gennemgående for fortællingen i bogen.

Blandt andet kan man læse, hvordan råvarehandlerne hjalp Iraks Saddam Hussein med at sælge sin olie uden om FN-sanktioner; hvordan de på Cuba byttede sukker for olie med Fidel Castro og dermed hjalp med at holde den kommunistiske revolution i live, og hvordan de i al hemmelighed solgte millioner af tons af hvede og majs til Sovjetunionen under den kolde krig. 

De mange eksempler og den historiske udlægning gør “The World for Sale” til en på alle måder medrivende og interessant bog om en branche, vi hele tiden er i berøring med, men næsten aldrig oplever. 

Bortset fra lige nu selvfølgelig. 

“The World for Sale – Money, Power and the Traders Who Barther the Earth’s Resources” er fra 2021 og skrevet af Javier Blas og Jack Farchy. Bogen kan købes flere steder.

Iranske film

Oscar-vinderen The Salesman. Kan lejes på Rakuten TV her.

Dokumentaren Tørklæderevolutionen. Kan streames på DR her.

Cinematekets iranske filmdage Irans kvinder gennem 60 år. Kan opleves efter nytår. Se programmet for visningerne her.

“Din tavshed støtter undertrykkelse og undertrykkere.”

De seks ord og et foto uden det obligatoriske tørklæde. Det er i al sin gru den forbrydelse, som en af Irans mest berømte skuespillerinder har begået. Kort før jul blev den 38-årige Taraneh Alidoosti arresteret og smidt i Teherans berygtede Evin-fængsel, som huser tusindvis af politiske fanger. Heriblandt mange af dem, der de seneste tre måneder har protesteret mod tørklædetvang og social kontrol i Iran.

Taraneh Alidoosti er den mest prominente kunstner, som er blevet arresteret siden den 22-årige kvinde Mahsa Aminie døde i moralpolitiets varetægt i september. Ifølge netværket Human Rights Activists in Iran har protesterne kostet over 500 mennesker livet, heraf 69 børn, mere end 18.000 demonstranter, journalister og kunstnere er arresteret.

Glimt af et ukendt Iran

Taraneh Alidoosti er kendt for kun at medvirke i kvalitetsfilm og har senest spillet hovedrollen i den anmelderroste Leila’s Brothers, hvor hun spiller en 40-årig kvinde, der sætter sig for at redde sin skrøbelige og konfliktfyldte familie fra fattigdom i et sanktionsramt Iran. 

Filmen har været vist på en række internationale festivaler i 2022, men er endnu ikke tilgængelig i Danmark.

Det er til gengæld Oscar-vinderen The Salesman, der i 2016 gjorde Taraneh Alidoosti international kendt. Her følger man Ranna en unge skuespillerinde, som midt i opsætningen af Death of a Salesman bliver udsat for et voldeligt overfald, der vender op og ned på hende og hendes mands liv. 

I det hele taget er der masser af mulighed for opleve iranske kvinder på det hvide lærred, enten i biografen eller i din komfortable julesofa. Hvis du gerne vil vide mere om kvindernes oprør, kan du f.eks. starte med den svenske dokumentar Tørklæderevolutionen (Be my Voice) fra 2021, som ligger til streaming på dr.dk. 

Den handler om den iranske journalist og aktivist Masih Alinejad, der er fortaler for kvinders rettigheder. Fra sit eksil i USA har hun startet forløberen til det tørklædeoprør, som vi oplever lige nu i Iran. I dokumentaren fortæller hun om, hvordan det iranske regime strammer grebet for at genvinde kontrollen over de oprørske kvinder, og hvordan hendes mod bliver testet til det yderste, da vold og undertrykkelse truer hendes egen familie. 

Religionens magt

Religionens magt er i det hele taget temaet i mange af de iranske film, der når et publikum uden for landets grænser.

Her i december viser flere danske biografer f.eks. filmen Holy Spider, der er baseret på en sand historie om den fanatiske morder Saeed Hanaeid, der for tyve år siden dræbte 16 iranske prostituerede som led i en guddommelig mission.

Filmen følger den kvindelige journalist Rahimi, der spilles af Zar Amir-Ebrahimi. Hun rejser til den iranske by Mashhad for at efterforske mordene, men efterhånden som hun kommer tættere på at kunne identificere morderen, fortoner udsigten til at opnå retfærdighed sig. 

For i Irans helligste by betragtes morderen af mange som en helt og ikke en forbryder. 

The Holy Spider er instrueret af den dansk-iranske instruktør Ali Abbasi og var nomineret til Guldpalmen på Cannes festivalen i 2022, hvor Zar Amir-Ebrahimi vandt prisen som bedste skuespiller.

Mød kvinderne bag

Og skulle du nu have forelsket dig i iranske film, byder Cinemateket på anden side af jul på en vifte af fine tilbud som led i en længere filmserie om iranske kvinder. 

Den 7. januar kan du f.eks. se den spritnye BBC-dokumentar Our Women, the Women of Cinema – The Untold History of Female Pioneers in Iranian Cinema– med netop Zar Amir-Ebrahimi.

Filmen præsenteres af programdirektør Rasmus Brendstrup fra Det danske Filminstitut og byder formentlig også på en videohilsen fra Ebrahimi.

Dagen efter, den 8. januar kan du se den helt friskproducerede film How Dare You Have Such a Rubbish Wish og møde instruktøren Mania Akbari. 

Filmen er på samme tid et feministisk manifest, et studie i afklædningens politik og en nysgerrig undersøgelse af Irans kulturhistorie, hvor afklædte damer var en grundingrediens. 

Mania Akbari fortæller om filmen og om sammenhængen mellem afklædning, tildækning og billedets magt. 

Og hvis du stadig har appetit på mere kan du den 9. januar diskutere kærlighed, ægteskab, sex og frihed i Iran med den dansk-iranske sexolog Mehrnoush Parve i Cinematekets Asta Bar. 

Bagefter er der mulighed for at se filmperlen The Blue-Veiled, der er lavet af Irans førende kvindelige filminstruktør, Rakhshan Bani-Etemad. 

Emnet i The Blue-Veiled er kærligheden mellem en gammel enkemand og en ung ugift kvinde, er ret vovet for iransk film. Filmens budskab synes at være, at kærlighed ikke kender nogen grænser og kan bryde mange sociale tabuer, herunder klasse.   

Rigtig god fornøjelse.

Top 2022: Danwatch anbefaler det bedste fra året

Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.

All Die Na Die: At The Heart of Nigeria’s Soot Problem

Artikel. Muhammed Akinyemi, HumAngle.

Kan læses her.

“Der er mange måder at identificere et privilegium på i Port Harcourt. At kunne se en klar, blå himmel er en af dem”, skriver det nigerianske medie HumAngle i et af årets mest anbefalelsesværdige og foruroligende stykker journalistik lavet i Afrikas folkerigeste nation. 

Med sine små to millioner indbyggere er Port Harcourt den femtestørste by i Nigeria, en hurtigt voksende metropol med universiteter og internationale flyforbindelser. Under briternes kolonisering af Nigeria var Port Harcourt udskibningshavn for de store kulminer i Enugu, nogle hundrede kilometer længere inde i landet. I dag handler alt om olien. 

I 1958 sejlede den første olieeksport ud af Port Harcourt, og siden har byen været en af de allervigtigste for den nigerianske petroleumsindustri. Gennem årene har olien skaffet arbejdspladser og finansieret byfornyelse, men efterhånden er den også blevet en forbandelse for Port Harcourt. Det er denne, oliens dødsorte bagside, som HumAngle afdækker i All Die Na Die: At The Heart of Nigeria’s Soot Problem skrevet af journalisten Muhammed Akinyemi. 

Fortællingen begynder på Eagle Island syd for Port Harcourts centrum, et af de sydligste boligkvarterer inden Niger-deltaet forgrener sig ud i Guineabugten. Her møder vi Mr Ese, en forsker med speciale i luftkvalitet, der forsøger at dokumentere, præcis hvilke konsekvenser olieudvinding i regionen har haft for dens indbyggere. Olie- og sodforurening i og omkring Port Harcourt er et velkendt problem. Men hvor stort er det egentligt? 

Dokumentationen i historien er uimodståelig. Mr Ese og journalisten sætter sig i en båd og sejler fra Eagle Island ud i Niger-deltaets smalle vandveje. Herfra kan de vise, hvordan lokale grupper af olietyve tapper de store olieselskabers rørledninger og forarbejder gevinsterne på illegale småraffinaderier. I processen siver den fedtede råolie ud i naturen og stiger til vejrs som sod. 

“Vi er lige så vant til sort sod her, som vi er til HIV”, siger Mr Ese lakonisk. 

HumAngles undersøgelse viser, at Nigeria i virkeligheden ikke har én, men to olieindustrier. Der er den officielle, som den nigerianske stat og multinationale selskaber som Shell og Chevron, har kontrol over og tjener fedt på. Og så er der en undergrundsindustri ført an af såkaldte bunkerers, der i frustration over, at Nigerias olieeksport ikke har ført til velstandsfremgang i det enorme land – snarere tværtimod – tager sagen i egen hånd og gør deres egen entré i den lokale oliehandel. 

Konsekvensen er ødelæggende forurening, der ikke er kendt mage mange andre steder i verden. Hvis noget overhovedet.

Top 2022: Danwatch anbefaler det bedste fra året

Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.

Lord of war

Spillefilm (116 min.) instrueret af Andrew Niccol.

Kan streames gratis på Filmstriben her.

Den fik lidt blandede anmeldelser i de danske medier, men her 17 år efter, at filmen Lord of war med Nicolas Cage fik premiere herhjemme, kan det bestemt anbefales at give den en chance igen. 

Den amerikanske actionthriller er nemlig i den grad blevet aktuel. 

Filmen er inspireret af historien om en af verdenshistoriens mest notoriske våbenhandlere Viktor Bout med tilnavnet ‘Dødens købmand’, der i årtier menes at have at forsynet regimer og krigsherrer overalt på kloden med våben og ammunition, selvom de var ramt af et våbenembargo fra FN.

Først i 2012 lykkedes det at få dømt den i dag 55-årige russer, da en amerikansk domstol fandt Bout skyldig i blandt andet at have konspireret om at sælge våben til en terrorgruppe, hvilket udløste en straf på 25 års fængsel.

Siden har der været forholdsvis stille om Bout lige indtil starten af december. Her var han en del af en spektakulær fangeudveksling, hvor den amerikanske basketballstjerne og dobbelte OL-guldvinder Brittney Griner efter et længere diplomatisk tovtrækkeri blev udvekslet med Bout. Griner var i november måned blevet idømt ni års fængsel ved en russisk domstol for besiddelse af cannabisolie.

Du kan se den spektakulære udveksling i videoen herunder: 

Og det er her filmen Lord of war bliver særdeles interessant. For den understreger det gigantiske dilemma, de amerikanske myndigheder og præsident Biden har været i, da de frigav Viktor Bout, der om nogen har bidraget til menneskerettighedskrænkelser og folkedrab i en uhyggelig skala. 

Lord of war er ikke en 1:1 beskrivelse af Bout’s liv. Hovedpersonen hedder i stedet Yuri Orlov, og i filmen følger man den fuldstændige vanvittige handel med våben, der har været – og som desværre stadig finder sted ifølge blandt andet FN og Amnesty.

Et emne Danwatch også flere gange har berørt. 

Flere af filmens scener kan nærmest virke urealistiske, men det skræmmende ved Lord of war er, at den er meget tæt på sandheden. Da filmen udkom i 2005 udsendte Amnesty International en pressemeddelelse, hvor forsker i international våbenhandel Brian Wood udtaler:

“Den sørgelige sandhed er, at denne film i høj grad er baseret på fakta. Våbenhandlere er virkelig i stand til at flyve og sende våben ind i konfliktzoner, hvor civile bliver slagtet. De kan bevæbne nogle af verdens værste menneskerettighedskrænkere. Alligevel betyder manglen på juridisk bindende kontroller, at de – ligesom Nicolas Cages karakter – bare kan grine af loven.”

“Når folk forlader biografen, vil mange af dem sige ‘det er forfærdeligt, men Nicolas Cages karakter ville aldrig slippe af sted med det i det virkelige liv’. Men det gør våbenmæglere og transportører, selv i Storbritannien. Det er derfor, regeringer verden over skal sætte internationale våben, inklusive mæglere og transportører, under meget streng etisk kontrol.”

Præsident Biden har ikke offentligt talt om dilemmaet med at løslade en mand som Bout. Da Brittney Griner blev frigivet, gav Biden en tale i det Hvide Hus, hvor han blandt andet takkede de diplomatiske kræfter, der havde været med at til at få udvekslingen til at lykkes. Victor Bout blev ikke nævnt med et eneste ord. 

Der har dog været kritik internt i den amerikanske regering. Washington Post skriver på baggrund af kilder i Justitsministeriet, at man i ministeriet har betragtet fangeudvekslingen som en fejl, fordi der blandt andet var så stor uoverensstemmelse mellem den kriminalitet, som henholdsvis Bout og Griner havde begået. En anonym kilde siger blandt andet:

“Hvis hun var min slægtning, ville jeg gerne bytte.”

“Men at handle en berygtet international våbenhandler med en basketballspiller er vanvid.”

Lord of war er i sig selv bestemt et kig værd, men den aktuelle fangeudveksling giver den et ekstra interessant twist.

Den eneste anke er, at Nicolas Cage måske fremstår lidt for sympatisk. Eller også har han bare formået at ramme Victor Bout’s karakter spot on. CNN’s redaktør for international sikkerhed Nick Paton Walsh har tidligere interviewet Bout og beskriver ham som en charmerende polyglot, der kan tale uendeligt om listen over de politiske karakterer, han har personlige forhold til globalt. 

Bedøm selv. Filmen kan i øvrigt også anbefales 1. januar med cola og en skål popcorn.

Top 2022: Danwatch anbefaler det bedste fra året

Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.

Enslaved

Serieundersøgelse. Udgivet af mediet Voice of Democracy (VOD).

Artiklerne kan findes her.

I deres undersøgelse ‘Enslaved’, har vores dygtige kollegaer og samarbejdspartnere på det uafhængige cambodjanske medie Voice of Democracy (VOD) året igennem fulgt og afdækket, hvordan kinesiske forretningsmænd med forbindelser til den cambodjanske regering lokker personer fra omkringliggende lande som Thailand og Vietnam til Cambodja, med løfter om gode, velbetalte jobs.

Men de gode, velbetalte jobs viser sig i virkeligheden at være det stik modsatte. For de personer, som har taget imod jobtilbuddene og ladet sig fragte til Cambodja, finder snart ud af, at deres nye job består i at svindle og snyde andre mennesker for penge, gennem forskellige online scams. Nægter de at udføre arbejdet, risikerer de at få tæv og ligefrem elektrochok, eller at blive solgt videre til andre kinesiske virksomheder. 

Helvede på jord

Arbejdsforholdene beskrives af flere organisationer som umenneskelige og ligefrem ‘helvede på jord.’ Arbejderne indespærres på tidligere hoteller og casinoer, som er blevet lukket ned på grund af Corona, tvinges til at arbejde i op til 18 timer om dagen med korte toiletpauser og uden spisepauser – og løn, ja det får de ikke meget af. Virksomhederne kræver nemlig, at de svindler for urealistisk høje beløb hver eneste dag. Lykkes det ikke at leve op til det, sætter medarbejderne – eller moderne slavearbejderne, som man med rette kan kalde det – sig i gæld til virksomheden. En gæld de efterfølgende er tvunget til at arbejde af. 

Svindelforretningen er et resultat af, at de kinesiske forretningsmænd har måttet finde alternative indtægtskilder, da de måtte lukke deres kasinoer og hoteller i Cambodja på grund af Covid-19. 

Som reaktion på afsløringen af omfanget af menneskehandel i Cambodja, placerede det amerikanske udenrigsministerium i sommers Cambodja på det lavest mulige niveau i den årlige rapport “Trafficking In Person”. Rapporten rangerer regeringer baseret på deres opfattede indsats for at anerkende og bekæmpe menneskehandel. I rapporten står der blandt andet, at der er begrundet mistanke om, at de cambodjanske myndigheder er indblandet i ulovlighederne. Det amerikanske udenrigsministerium efterlyste i forbindelse med rapporten en øget indsats for at stoppe svindelforretningerne og retsforfølge de ansvarlige, herunder indblandende embedsmænd. 

Presset fra det amerikanske udenrigsministerium og opmærksomheden fra internationale medier betød, at indsatsen mod cyberkriminaliteten endelig blev prioriteret af det cambodjanske politi. I løbet af efteråret blev der foretaget en række razziaer, og politiet fandt og befriede i den forbindelse flere tusinde udenlandske tvangsarbejdere. Men før razziaerne fandt sted var et endnu større antal tvangsarbejdere blevet flyttet til andre lokationer, skriver VOD.

Meget tyder dog på, at den øgede indsats mod cyberkriminalitet i Cambodja har medført, at tvangsarbejdere flyttes ud af landet, til blandt andet Laos og Myanmar. Problemet er altså langt fra løst og berører en stadig større del af Sydøstasien. 

Kritiske, uafhængige medier er afgørende

VODs undersøgelse af cyberkriminalitet, menneskehandel og tvangsarbejde i Cambodja er et vigtigt indblik i de ting, der foregår bag vores skærme, usynligt arbejde som desværre ofte indebærer grove menneskerettighedskrænkelser. Det gælder ikke kun med hensyn til online svindel, som det er tilfældet her, men også når det kommer til at rydde op i hvad vi kan se på sociale medier. 

For nylig kunne The Bureau of Investigative Journalism for eksempel berette, hvordan Tiktok-ansatte i Colombia tvinger sig gennem time efter time af traumatiserende indhold, for at brugerne ikke skal eksponeres for det. Det får de under ti dollars om dagen for, og fordi man kan slippe afsted med at betale indholdsmoderatorer i det globale syd så lav en løn, er det billigere at bruge menneskelig arbejdskraft end kunstig intelligens.

Undersøgelsen ‘Enslaved’ er et af desværre alt for mange eksempler på, at virkeligheden nogle gange overgår fantasien. Og den berører nogle af tidens mest aktuelle emner, som arbejdstagerrettigheder, digitalisering og COVID-19. 

Men den er også et rigtig godt eksempel på, hvor afgørende en rolle kritiske og undersøgende medier spiller i, at stille de mest magtfulde til ansvar og afdække uretfærdigheder og ulovligheder. I et land som Cambodja, hvor ytrings- og pressefriheden er under enormt pres, og kritiske historier kan få journalister fængslet og medier lukket, er det særligt imponerende, at medier som VOD fortsætter deres hårde arbejde. Og af samme grund er det særligt vigtigt, at følge og støtte dem og andre uafhængige medier i Cambodja.

Top 2022: Danwatch anbefaler det bedste fra året

Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.

How a Massacre of Nearly 300 in Syria Was Revealed

Artikel.

Kan læses hos New Line Magazine her.

Er du mere til podcast, fortæller efterforskerne også om historiens tilblivelse hos både New Lines Magazine her, samt i to dele hos The Guardian: afsnit 1 og afsnit 2.

Lad mig starte denne anbefaling med en advarsel:

Det, du skal høre om nu, omhandler en krigsforbrydelse fra den syriske borgerkrig. En grusom massakre på uskyldige civile begået af kyniske og koldblodige gerningsmænd. Og selv om jeg har udeladt de mest grafiske beskrivelser af hændelsen, er anbefalingen her ikke for sarte sjæle.

Har du let ved kvalme, behøver du ikke læse videre.

Har du maven til det, er artiklen, jeg her vil fortælle om, til gengæld et mesterstykke i undersøgende metoder, der ligger i grænselandet mellem journalistik og klassisk efterretningsarbejde. Artiklen er en hårrejsende beskrivelse af et af de mørkeste kapitler af den senere verdenshistorie og nogle af de værste forbrydelser, man overhovedet kan forestille sig. 

Men den er også et levende bevis på, at selv de hårdeste nødder kan knækkes, hvis blot man er lidt kreativ og metodisk.

Forbrydelsen

Historien starter i juni 2019, da professor Uğur Ümit Üngör fra Holocaust and Genocide Studies ved University of Amsterdam nærmest ved et tilfælde får fingrene i en række lækkede videoer fra den syriske borgerkrig.

Videoerne er optaget i 2013 i Tadamon, en forstad til Damaskus, og selv om Üngör i kraft af sit arbejde er vant til at se voldsomme videoer, bliver han alligevel chokeret over brutaliteten i det, han nu har i hænderne: En tilsyneladende systematisk udryddelse af civile begået af gerningsmænd i militærtøj, som smiler til kameraerne, mens de afslappet og kontrolleret gennemfører massakrer på mænd, kvinder og børn. 

For Üngör og hans kollega Annsar Shahhoud bliver videoerne startskuddet til en flere år lang efterforskning for at finde frem til gerningsmændene.

Især tre videoklip bliver afgørende for efterforskningen. Her ser man to mænd henrette 41 civile og smide ligene i en 3 meter dyb massegrav, som de på forhånd har gravet med en bulldozer og fyldt med bildæk og benzin.

Det hele foregår stille og roligt og systematisk: Den ene mand trækker en efter en ofrene ud af en varevogn og fører dem frem gennem gaden. Deres hænder er bundet med strips, og deres øjne er dækket med tape. Den anden mand overtager og guider ofrene frem mod hullet. Han træder så et skridt tilbage og sparker dem ned i hullet, før han likviderer dem med en AK-47.

De to mænd snakker næsten ikke, bortset fra enkelte kommandoer – ”rejs dig”, ”kom ud”, ”gå” – og ser nærmest ud til at nyde opgaven.

Detaljerne, som gengives i artiklen, er svære at læse og behøver ikke gengives her. Nok er det at sige, at hverken mænd, kvinder, ældre eller børn skånes. Mennesker fra middel- og arbejderklassen, som helt til det sidste formentlig ikke forstod, hvorfor denne frygtelige skæbne skulle overgå netop dem.

Opklaringen

Lige så hård, artiklen er at læse, lige så vildt er det at finde ud af, hvordan de to efterforskere fra Holland formår at optrevle hvem, der stod bag uhyrlighederne.

Ved at bruge klassiske journalistiske metoder kunne de lokalisere, hvor videoerne var optaget henne. En blå balkon, et rødt tag og en smule graffiti på nogle bygninger i baggrunden antydede, at videoerne var optaget i en forstad til den syriske hovedstad Damaskus. Med hjælp fra lokale kilder og eksperter i såkaldt geolokalisering blev den eksakte lokation slået fast.

Med den kunne Üngör og Shahhoud indsnævre, hvilke fraktioner og militser der kontrollerede området på tidspunktet for forbrydelsen. Og alting tydede på, at de ansvarlige skulle findes blandt den syriske hær under præsident Bashar al-Assad.

Og det er her, efterforskningen for alvor bliver spændende.

Da mange syriske regeringssoldater bruger Facebook, besluttede forskerne, at det måtte være vejen ind. De opfandt ”Anna Sh”, en falsk Facebook-profil, som de omhyggeligt og udførligt opbyggede over flere år. ”Anna” var syrer og stærk tilhænger af præsident Assad, og ved at poste bestemte opslag i et bestemt sprog fik ”Anna” opbygget et stærkt netværk blandt syriske soldater, militser, officerer, forretningsdrivende og efterretningsfolk.

Strategien med den falske profil blev en bragende succes, og forskeren Annsar Shahhoud kunne som ”Anna” foretage adskillige interviews med soldater i forskellige lag af det syriske militær.

Infiltrationen

En dag dukkede pludseligt en person op, som de to forskere genkendte som en af gerningsmændene fra massakren i Tadamon. De sendte ham en venneanmodning, og han godkendte.

Over seks måneder skrev de frem og tilbage, og de gennemførte flere videointerviews med manden, der tilsyneladende ikke anede uråd. ”Anna” vandt hans tillid i sådan en grad, at han til sidst indrømmede, at det var ham, der havde stået for drabene på de mange civile.

Den falske ”Anna” var et genialt påfund, der gjorde forskerne i stand til at komme helt ind under huden på de massemordere, der havde udført nogle af krigens værste forbrydelser i Bashar al-Assads navn.

Artiklen er hård kost at komme igennem. Grusomhederne, der udspillede sig i Damaskus i 2013, er svære at læse om. Men det er samtidig svært at forestille sig noget vigtigere og mere ædelt end at forsøge at opklare netop den slags.

Af den grund er historien værd at læse. For forfatternes grundighed, deres vedholdenhed og deres metoder. Og for ideen om, at ingen forbrydelser af den karakter bør gå ustraffet hen.

Top 2022: Danwatch anbefaler det bedste fra året

Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.

The Killing of Shireen Abu Akleh | Fault Lines

Dokumentar (38 min.), Al Jazeera.

Filmen ligger tilgængeligt på Youtube her.

Siden en af den arabiske verdens mest prominente journalister, Shireen Abu Akleh, blev dræbt af skud i maj i år, er en kamp om ansvaret for hendes død blevet udkæmpet mellem alverdens medier, NGO’er og statsmagter.

Kort efter, at hun blev ramt af en kugle i hovedet i Jenin på den nordlige Vestbred, meldte israelske myndigheder ud, at den mangeårige Al Jazeera-journalist var blevet dræbt af de palæstinensiske militante, som israelske soldater havde været i kamp med i Jenin den samme morgen.
Men bare få timer efter kunne den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem imidlertid tilbagevise den forklaring ved at udstille, hvordan palæstinenserne fra deres position på umulig vis skulle have skudt omkring flere hjørner for at have ramt Shireen Abu Akleh.

Fem dage senere konkluderede den undersøgende researchgruppe Bellingcat på baggrund af video- og lydmateriale uploadet på sociale medier, at israelske soldater sandsynligvis var ansvarlige for drabet. En uge senere kom en undersøgelse fra Associated Press frem til det samme.

Her viser B’Tselem (israelsk menneskerettighedsorganisation) positionen, hvor palæstinenserne var og at de dermed ikke kunne have skudt omkring flere hjørner for at ramme Shireen Abu Akleh.

Lydanalyse og simulerede sigtekorn

I den efterfølgende måned konkluderede først en meget udførlig undersøgelse af video- og lydmateriale fra Washington Post, at skuddet, der ramte Shireen, måtte komme fra den israelske konvoj, som havde været placeret længere nede af den vej, hun og andre journalister stod på. Blandt andet kunne tekniske analyser af lyden fra skuddene afsløre, at de var blevet affyret omkring 200 meter fra, hvor Shireen stod – hvilket passede med de israelske soldaters position.

Samme konklusion kom frem i en omfattende udgivelse fra New York Times’ undersøgende redaktion, som også påviste, at ingen palæstinensiske militante så ud til at have været i nærheden af journalisterne i tiden op til det dræbende skud. 

På baggrund af skudhullerne omkring gerningsstedet vurderede militæranalytikere kort efter over for CNN, at skuddene ikke var blevet affyret tilfældigt men havde været rettet direkte mod journalisterne. Der var simpelthen ikke mulighed for, at tilfældige skud på så lang afstand ville ramme inden for så lille et område, lød det fra eksperterne.

I juni blev de journalistiske undersøgelser bakket op af en rapport fra FN’s Menneskerettighedskontor, som bemærkede, at der tilsyneladende var blevet sigtet efter journalisterne. Og i september kunne den britiske forskningsenhed Forensic Architecture i samarbejde med den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq konkludere, at de israelske soldater bevidst havde sigtet efter presse-folkene på trods af, at det burde være tydeligt for dem, at der var tale om journalister.  

De to organisationer simulerede blandt andet, hvordan de Al Jazeera-ansatte har set ud i sniper-sigtet fra soldaternes position, hvorfra journalisternes blå presse-veste og -hjelme burde have været tydeligt synlige. Nye videooptagelser viste desuden, hvordan skuddene stoppede, da journalisterne søgte dækning og begyndte igen, da de viste sig for soldaterne – for eksempel i det, de forsøgte at få Shireen Abu Akleh trukket væk, efter hun var blevet skudt og lå livløs på jorden.

Screen-Shot-2022-09-20-at-10.20.57-AM-copy
Forensic Architecture og Al-Haq har simuleret, hvordan journalisterne har set ud i sniper-sigtet fra soldaternes position. Herfra burde de blå presse-veste og -hjelme have være tydelige for soldaterne. Foto: Al-Haq og Forensic Architecture.

Skiftende forklaringer

En ny dokumentar fra Al Jazeera ‘The Killing of Shireen Abu Akleh’ gennemgår forløbet og de mange skiftende forklaringer og positioner, som Israel, USA og EU har taget, i takt med at nye oplysninger om drabet er blevet gravet op.

Senest har det det israelske militær i september i deres egen undersøgelse af forløbet medgivet, at der er “stor sandsynlighed” for, at Shireen Abu Akleh “ved et uheld blev ramt af [det israelske militærs] skud.” Men i samme rapport skriver militæret, at journalisterne blev fanget i krydsilden med palæstinensiske militante, “under hvilken der blev affyret livstruende, udbredte og vilkårlige skud mod israelske soldater.”

Det bliver modbevist i de ovennævnte undersøgelser såvel som i dokumentaren, i hvilken videooptagelser viser, at der er roligt og ikke foregår nogen kampe i tiden op til, at journalisterne bliver beskudt.

Biden trækker i land

Shireen Abu Akleh er amerikansk statsborger, og i juni meldte Det Hvide Hus ud, at man ønskede en uafhængig undersøgelse af hændelsen. Det trak man imidlertid tilbage efterfølgende, og i stedet hævder USA nu, at man baserer sin vurdering af sagen på både den officielle palæstinensiske undersøgelse af hændelsen og den undersøgelse, som det israelske militær selv har lavet. På den baggrund konkluderer man, at der ser ud til at være sket et uheld, hvor israelske skud med al sandsynligvis har ramt Shireen Abu Akleh, uden at det var intentionen.

I dokumentaren hører vi fra de af Shireen Abu Aklehs kolleger, som var til stede, da hun blev dræbt – og som enten selv blev ramt af skud eller forgæves forsøgte at redde hende. Det er hårdføre folk, som er vant til at dække væbnet kamp, men som nu ikke længere føler sig beskyttet af deres presseveste og som for fleres vedkommende har måttet tage pause fra journalistik.

I filmen kommer det frem, at ingen af disse hovedvidner er blevet interviewet til det israelske militærs undersøgelse af hændelsen. Dokumentaren konfronterer herefter flere gange amerikanske myndigheder med, at man baserer sig på det israelske militærs undersøgelse af sig selv. Men det lykkes hverken at få amerikanerne til at forholde sig til, at de palæstinensiske hovedvidner ikke er interviewet i den israelske undersøgelse, eller at videomaterialet og de journalistiske undersøgelser fra stedet fuldstændig modstrider militærets forklaring om, at drabet skete under krydsild.

FBI undersøger

Undervejs i dokumentaren, i november måned, melder FBI ud, at man nu – uafhængigt af Det Hvide Hus – vil undersøge drabet. Israelske myndigheder har meldt klart ud, at de ikke kommer til at samarbejde, og sammen med Det Hvide Hus’ uvilje gør det det uklart, hvor omfattende en undersøgelse, der vil være tale om.

Shireen Abu Aklehs amerikansk-palæstinensiske familie har forgæves forsøgt at mødes med Præsident Biden i både USA, og da han besøgte Israel. De har mistet tilliden til de amerikanske myndigheder og den amerikanske præsident, forklarer Shireen Abu Aklehs niece, Lina Abu Akleh, i filmen:

“Han prædiker pressefrihed og beskyttelse af journalister, men det har været ekstremt foruroligende at se, hvordan han ikke kærede sig om de værdier, da Shireen blev dræbt. Det viser de dobbeltstandarder, der er gældende, når der er tale om en palæstinensiske-amerikansk journalist”, siger hun.

Top 2022: Danwatch anbefaler det bedste fra året

Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.