Som voksne er vi eksperter i at sætte mål for vores børn, men hvordan kan vi inspirere dem til at forvandle disse mål til virkelighed?
Det spørger Danmarks Gadeteaterfestival om i år.
Så vil du finde inspiration til, hvordan du kan gøre en forskel for planeten og arbejde for FNs Verdensmål – samtidig med at du nyder et stykke muntert og tankevækkende gadeteater sammen med dine børn, venner, familie og naboer på byens torv, hovedgade eller park?
Så er du landet det rette sted.
Fra den 11.-31. august kan du helt gratis opleve et væld af gakkede, sjove og usædvanlige teaterforestillinger i 34 byer over hele landet.
Du kan blandt andet opleve havets mysterier, som der ser ud indeni en 18 meter lang kaskelothval, der er fanget i et hav fyldt med plastik, du kan tage kampen op mod forurening sammen med ægte samuraier fra Japan eller prøve nogle helt utroligt kreative opskrifter sammen med Green Comedy Kitchen.
Det er efterhånden tiende gang i træk, Danmarks Internationale Gadeteaterfestival bringer kulturen til folket i stedet for omvendt. Med deres opfindsomme, morsomme og tankevækkende forestillinger for børn og voksne i alle aldre kan du opleve alt fra nycirkus og akrobatik til jonglering, gadeparader, l marionetteater og komedier.
Skuespillerne kommer også i år fra hele verden, men ligesom de forrige år, er der gjort meget ud af, at alle kan forstå, hvad der foregår uden de store sprogkundskaber.
I alt 14 forskellige teatertrupper er klar til at forvandle gader, pladser og parker til festlige teaterscener – denne gang med et klart budskab om, at stå op for havet og for klimaet. For handling giver forvandling. Eller som festivalleder Zelis Niegaard udtrykker det: “Et mål forbliver kun en drøm, medmindre vi handler for at realisere det.”
Hvis du vil læse mere om havets tilstand kan du f.eks kaste dig over den her artikel om, hvordan din laksemad gemmer på en uhyggelig historie om menneskets forhold til naturen.
Eller vores undersøgelse om De ulovlige fiskekvoter, der har medvirket til at nogle af Danmarks største kvotekonger har fået alt for lang snor.
Hvis du har fået lyst til at se nogle af de mange gadeteaterforstillinger, kan du se hele programmet for sommerens gadeteaterfestivals her.
Hvordan ender en kinesisk menneskerettighedsaktivist, der med nød og næppe er undsluppet det autoritære Kina, med at hylde Donald Trumps opfordringer til at storme den folkevalgte amerikanske kongress?
Og hvad fortæller aktivistens historie om at vokse op i et autoritært Kina, om USA før og efter Trump, og ikke mindst om forholdet mellem de to supermagter?
Podcasten “Dissident at the Doorstep” får mange gode spørgsmål ud af historien om Chen Guangcheng. Aktivisten der er vokset op i fattigdom og blev blind som følge af en ubehandlet febersygdom som helt lille, er ikke kommet let til noget som helst.
Først må han kæmpe for egne basale rettigheder som blind. Så bliver han såkaldt “barfods-advokat”, altså en der uden nogen formel uddannelse hjælper andre der er kommet i klemme hos de kinesiske myndigheder, før han efter årevis som politisk fange i Kina formår at flygte til USA – hvor han bliver modtaget som en superhelt af det liberale USA.
I New York gæsteoptræder Chen Guangcheng han på den røde løber sammen med liberale kendisser som Hillary Clinton og Susan Sarandon.
Podcasten er lavet af amerikanske Crooked Media, et medieprojekt skabt af tidligere medlemmer af Obamas stab – og værterne fortæller da også åbent om den liberale bias.
Men efter at være forsvundet ud af det liberale Amerikas favn, og ud af offentlighedens søgelys, dukker Chen Guangcheng op i en anden rolle.
Han er blevet Trump-supporter. Han holder tale til Donald Trumps vælgermøder, hvor han taler om kampen for frihed. Og han støtter åbent det Trump-initierede angreb på den amerikanske kongress den 6. Januar 2021, efter Trumps valgnederlag. Og podcasten spørger: Er Chen Guangcheng fri? Og er USA frit?
En af podcastens helt store styrker er, at de amerikanske værter Alison Klayman og Colin Jones ikke bare selv har arbejdet som journalister i Kina og taler kinesisk. De hyrer også en medvært, Yangyang Cheng, der selv er opvokset i Kina, og derfor kan bidrage med en endnu dybere indsigt og bringe andre perspektiver til Chen Guangchengs historie end de amerikanske værter formår at gøre på egen hånd.
Den kinesiske medvært kan for eksempel fortælle om de barndomsminder fra patriotiske shows på kinesisk stats-TV der vækkes, når Chen Guangcheng deltager i et Trump-rally hvor de fremmødte stemmer i med “America the beautiful”. Fortællingen og drømmen om greatness, om den store stærke stat, virker til at være den samme.
Det er både spændende og berigende lytning.
Podcast: Dissident at the Doorstep/Crooked Media
Etiopiens premierminister Abiy Ahmed havde knap modtaget sin hyldest efter at have vundet Nobels fredspris i 2019, før han havde ledt sit land ud i en af nyere tids mest modbydelige borgerkrige. I to år var Tigray-regionen i det nordlige Etiopien et sandt helvede på jord. Hundredtusinder mennesker blev dræbt og millioner sultede i kampe mellem regeringshæren og Tigrayfolkets Befrielsesfront, før en fredsaftale indgået i november 2022 satte en stopper for blodsudgydelserne. Sådan da i hvert fald.
Hvordan i alverden det kunne gå til, at Abiy Ahmed på så kort tid kunne gå fra internationalt hyldet demokrat til internationalt udskammet autokrat, undersøger The Economists vidende og velrenommerede korrespondent i Etiopien gennem mange år, Tom Gardner, i en ny bog, The Abiy Project – God, Power and War in the New Ethiopia.
Bogen udlægger ikke alene den dramatiske udvikling fra Abiy Ahmeds fredspris i 2019 – tildelt for bilæggelsen af en historisk strid med nabolandet Eritrea – til krigen i Tigray. Den viser også, hvordan premierministeren, trods massiv kritik fra omverdenen og dyb national splittelse, på flere fronter står stærkere end nogensinde. Krigen i Tigray svækkede måske hans anseelse i vores del af verden, men ikke hans indenrigspolitiske magt.
Læs bogen som optakt til, at den danske regering efter sommerferien fremlægger sin nye Afrika-plan.
Lom, Sommai, Becky og Vivian er mange ting. De er kvinder, døtre, veninder, mødre og så enten har været eller er de sexarbejdere.
Sidstnævnte er ofte noget, vi forbinder med sagesløse ofre for trafficking, vold, tvang og fattigdom, men virkeligheden er – heldigvis – meget mere nuanceret end som så.

Sine Plambech: Global sex. Hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme. Hans Reitzels
Det står på mange måder klart, når man læser de fire kvinders historier i Sine Plambechs anmelderroste bog ‘Global Sex’. Her tager hun – for at bruge et fortærsket ord – os med på en rejse, både ind i sin eget og kvindernes liv – for at belyse og analysere globale tendenser som køn og migration.
Vi kommer med, når Sine Plambech er telefondame på et thailandsk bordel og på hendes rejser til henholdsvis Thailand og Nigeria, hvor hun i forbindelse med sit arbejde møder kvinderne. Ved at give noget af sig selv, indvilliger de at fortælle og vise Sine, hvorfor de valgte, som de gjorde.
Fælles for alle fire gælder det, at det ikke er en offer-fortælling, men en oprørskhed og et ønske om at gøre dem og deres familier fri fra fattigdom og arbejdsløshed.
Det gælder ikke mindst for Becky og Vivan, der begge tager rejsen over middelhavet for et bedre liv. En rejse, der kan koste dem livet, og hvor man ikke ved, hvad der er på den anden side. Alligevel gør de det, fordi alternativet virker værre.
‘Global Sex’ er en på alle måder rørende og helt aldeles smuk bog om styrke, vilje, venskab og kærlighed. Og den fortjener alle de stjerner, den har fået.
På den sydøstlige sjællandske tip ligger naturskønne Stevns Klint, hvor man kan få en bid dansk natur, når det er bedst. Fyrtårnet ved klinten byder på smuk havudsigt, hvor man samtidig kan få blæst sit hår rundt fra naturens egen hårtørrer. Mange besøgende slår også lejr ved klinten for at kæmpe med raslende mellemlægspapir og termokander, så de kan nyde deres frokost i solen.
Men er man til det stik modsatte, så ligger der et stykke vaskeægte dansk krigshistorie lige i nærheden. Mellem Stevns Klint og Rødvig, gravet 18 meter ned i kalksten, finder man Stevnsfortets næsten to kilometer lange underjordiske gange med et samlet areal på 3800 kvadratmeter.
Sikret mod bomber og brand var fortet en af nøglebrikkerne i dansk forsvar under Den Kolde Krig. Med kanoner, der kunne række 23 kilometer ud i vandet, og radarsystemer, der overvågede skibstrafikken fra Østersøen, var det fortets opgave at forhindre sovjetterne i at få adgang til verdenshavene.
På fortet lyder fortællingen, at det var så vigtigt et sted, at den amerikanske præsident på tidspunktet, John F. Kennedy, havde lært at sige: STE-WNS-FORT.
Under Cubakrisen var det (måske) også Stevnsfortet, der advarede amerikanerne om et sovjetisk fragtskib med militært udstyr, der var på vej i USA og Cubas retning (samme fortælling går dog også på forterne på Langeland, Bornholm, i Frederikshavn, Gedser, og Helsingør).
I dag er Stevnsfortet blevet omdannet til museum (selvom nogen måske i dag ville ønske, at man stadig kunne gemme sig dernede). Der er meget at se og høre på museet, og nede i de underjordiske tunneller kan man blandt andet opleve, hvordan danske soldater boede — og hvordan fugten løb ned af væggene i de nærmest levende kalkgange.
Klart et besøg værd.
Dokumentaren “Descendant” skildrer problemstillingen om klimaretfærdighed i USA. Gennem øjnene på efterkommerne af de sidste slaver følger vi jagten på skibet, der ulovligt fragtede deres forfædre til Alabama. Myten fortæller, at skibet rummer store hemmeligheder, og det viser sig, at jagten afslører USA’s store problemer med olieindustrien.
I 1860 ankom det sidste slaveskib til USA. En åbenlys uetisk og også kriminel handing var begået. For slaveri var stadig tilladt i USA, men import af slaver fra andre lande var blevet forbudt allerede i 1808.
110 menneskesjæle fra Dahomey, det nuværende Benin i Afrika, blev fanget og sendt med skibet Clotilda til en bomuldsplantage langs Mississippi Floden i Alabama.
For at slette den kriminelle gerning sank forretningsmanden bag den ulovlige slavefragt Clotilda. Siden har kun mundtlige overleveringer og fortællinger blandt sorte efterkommere holdt historien om “det sidste slaveskib” i live.
Skibet Clotilda er dermed et symbol på efterkommernes selvforståelse, deres historie og hele Amerikas barske fortid. Forventningerne til, at skibets hemmeligheder åbner op for en dybere forståelse af deres forfædre, er store.
Clotilda er aldrig blevet fundet. Men dokumentaren skildrer den vilde jagt på skibet med hjælp fra professionelle dykkere, der via fortællinger og historiske optegnelser, og ikke mindst en kolossal portion viljestyrke, forsøger at finde skibet et sted på bunden af Mississippi Floden.
Flere tidligere forsøg på at lokalisere Clotilda er mislykkedes – sandsynligvis på grund af misinformation, der muligvis var blevet manipuleret med vilje.
Descendant, der bl.a. har vundet Sundance Film Festivals specialpris for bedste kreative vision, fortæller med stor indlevelse også historien om, hvordan den amerikanske olie- og kemikalieindustri har forurenet områder, hvor mange efterkommere af de sidste slaver lever.
Industrien forurener mere end nogensinde og udvider ofte produktionen i områder, hvor USA´s sorte befolkning er tættest repræsenteret.
Øget risiko for sygdomme fra forurening i områder hvor amerikanske minoriteter og fattige bor betegnes som en klima-uretfærdighed og er et stigende problem i det sydlige USA
Efterkommerne bor i et stærkt forurenet industriområde, der siden tildelingen af områderne blot er blevet mere beskidt. Industrien har fortrængt beboernes landområder og ødelagt de helbredsmæssige betingelser for at leve et sundt liv.
I dokumentaren besværliggør og modarbejder olie- og kemikalieindustrien efterforskningen på Clotilda. De er tilsyneladende ikke interesserede i finde frem til sandheden om Clotildas forlis.
Hvis du gerne vil blive klogere på klimaretfærdighed, amerikansk historie og den fossile industris rolle i strukturel racisme i den vestlige verden, er dokumentaren “Descendant” – “Efterkommer” – værd at bruge 109 Netflix-minutter på, når den danske sommer for en stund svigter.
“Descendant” indledes med en kommentar fra en repræsentant for National Association of Black Scuba Divers, der udtaler, at de muligvis har lokaliseret Clotilda. Herfra går jagten.
Udklippede mælkekartoner, kontaktlinser, rustikke vinduer, og pap fra en kamille-te æske…
Det er nogle af de materialer, Hannah Heilmann har indsamlet og brugt i kunstværkerne på udstillingen Stagecraft i Politikens Forhal. Mælkekartonerne startede hun med at samle, fordi ‘det føltes godt ikke at smide dem ud’, men også, fordi hun fandt ud af, at man kunne lave tryk med dem. Kontaktlinserne har hun indsamlet i 10-12 år, siden de blev brugt i et ældre værk.
Stagecraft udstillingen er åben i Politikens Forhal hele sommeren, den åbnede d. 20 juni og løber frem til den 5. september 2024.
“Det er da enormt pinligt, at jeg har gået og samlet de der mælkekartoner hele vinteren, hvem fanden tror jeg, at jeg redder med dem?”, fortæller Hannah Heilmann, imens hun viser nogle billedtryk med påklistrede mælkekarton strimler.
Det virker næsten, som om hun har opsamlet al sin affaldssortering, og nu udstiller det hele i kunstværker, som symbol på de gode intentioner, vi har for klimaet, og måske også en tvivl om vores handlinger reelt gør en forskel?
“Udstillingen handler om følelser omkring økokriser. Følelser af ængstelighed, lammelse og håb. Den handler om eskapisme, men også om veje at kunne gå”, siger Hannah Heilmann da Danwatch møder hende i Politikens forhal inden åbningen.
Heilmann fortæller, at udstillingen først og fremmest afspejler hendes egne følelser om at stå midt i en biodiversitets- økosystemskollaps og klimakrise.
“Det er et systemisk skifte, vi skal ud i, jeg ved ikke, hvor jeg skal ende, og hvor jeg skal starte, det er derfor, ængsteligheden er der”, fortæller hun.
Hun håber, at man vil føle sig mødt i alle de kontraster, man kan føle som menneske og forbruger midt i en klimakrise.

“Det er på en måde verdens dårligste aktivisme, men hvis det lykkes, at nogen føler sig mødt i deres angst, går hjem og får øje på deres mælkekarton og derfra tager et eller andet afsæt, så tror jeg, det kan gøre en forskel”, siger Hannah Heilmann.
Med skulpturer af fundne vinduer, keramiske stråhatte, der ligner middelalderfund, og alt fra en brugt panodilæske til kontaktlinser viser udstillingen elementer af vores hverdagsliv og eksistens midt i en økokrise.
“Altså, vi har været ved at fuck up siden 1800-tallet, siden 1970’erne, siden… For 10 år siden, siden… Altså, vi har været i gang med at fucke up længe, og det føles, som om at vi ikke rigtig lykkes med at vende omkring”, siger Hannah Heilmann.
“Jeg hader ordet invasive arter, men vi mennesker er jo lidt en stor invasiv art på planeten, der lever på en måde, der er ude af balance med det omgivende”.
“Men udstillingen er jo stadig med en kæmpe omsorg for os med en hel masse ømhed og humor”, siger hun.
Den omsorg beskriver Hannah Heilmann især i de kontrastfyldte følelser, der ligger hos forbrugeren. Vi vil alle gerne træffe de rigtige forbrugsvalg, men man kan fare vild i, hvordan man gør det.
“Man køber bønner for at prøve ikke at spise kød, men så er de lavet på den anden side af jordkloden”.
“Jeg synes ikke, det bare er forbrugeren, der skal tage ansvar for det hele, men jeg synes heller ikke, at man ikke skal det”, siger hun.
Hannah Heilmann har selv har en stor omsorg for det, hun konsumerer, og det rummer tvetydige følelser.
“Man er jo også bare en eller anden mærkelig eremit-krabs, der har bygget sig et hus, ikke?”, siger hun og smiler.
Udstillingen sætter fokus på kontrastfyldte følelser som skam, tvivl, ængstelighed, begær og handlingslammelse ved at leve i en tid, hvor planetens systemer nedbrydes.
“Jeg har sådan en følelse af, at jeg hver dag nede i køledisken handler mod bedre vidende, og at jeg ikke laver andet end at fejle”, siger Hannah Heilmann.
Hun prøver selv at anvende materialer fra genbrug i sin kunst så godt, hun kan.
“Der er nogen, der er meget længere med at lave miljørigtig kunst, end jeg er, jeg er længere end nogle kortere end andre, og det er måske lige præcis sådan et vankelmodigt sted, som det hele handler om”.
“Men det handler samtidig ikke om, at man bare skal give op, det handler om, at man skal gøre det så godt, man kan, men anerkende, at det er svært,” fortæller Hannah Heilmann.
Hvis man som forbruger gerne vil følge med i overtrædelser af lovgivning på klimaområdet eller pensionskassens sorte investeringer, skriver vi løbende om dette på Danwatch. For eksempel her og her.
Måske det kan give håb til at mindske klima angsten? Uanset vil vi opfordre jer til at se udstillingen Stagecraft henover sommeren.
Danwatch har netop udgivet de første dele af historien om fiskeriets kvotekonger. Et ministerium har reageret alt for sent på en regnefejl, og stenrige fiskere er blevet endnu rigere. Det er et kompliceret net af fejl og manipulation, der er foregået på flere niveauer. Det er en vigtig historie, men det var svært at finde den rette indpakning til den.
Danwatchs visuelle historiefortæller, Sofie Erna Schmidt, ringede derfor til kunstneren Ida Lissner. Schmidt vidste, at Lissner før har lavet værker inspireret af naturen, der kan rumme alle former for stemninger og følelser. Også dem man får af en historie om ulovlige fiskekvoter.
“Jeg laver kunst, enten digitale værker fra min computer derhjemme eller skulpturer fra mit værksted på Amager. Jeg er netop begyndt at arbejde mere med fysiske værker og undersøge hvordan jeg kan oversætte mine virtuelle verdener til den.”
Vi spørger Lissner, hvor det særlige kunstneriske udtryk kommer fra.
“Siden jeg var barn, har jeg været meget optaget af naturen; underlige insekter, forbindelser mellem arter, sjældne planter, frodige landskaber, uglegylp med små musseknogler, forpuppede larver, lys der rammer vand, osv, og blev ret tidligt i mit liv bevidst om (og trist over), hvordan naturen ændrede sig omkring mig. Jeg husker at møde færre og færre sommerfugle i engene, mens vi lærte om klimaforandringer og biodiversitetskriser i skolen,” fortæller Lissner.
Lissner bliver briefet på nedslagene i historien, og vi aftaler, at hun bare skal vende tilbage, når hun har nogle idéer. Men da de lægger på, er værket allerede gået i gang. Lissner kan ikke slippe historien. Og hun får med det samme en forestilling om, hvordan værket skulle se ud, og hvordan det skulle føles. Efter kun få dage hører vi fra Lissner igen. Værket er færdigt. Om det skriver hun: “Det skal føles smukt, men sygt”.

Værket bliver bragt digitalt som billede på historien om de ulovlige fiskekvoter i midten af juni, og nogle stykker fra den ellers lidt hårde redaktion bliver momentant bløde. Det er sgu både smukt og sygt. Det føles ret særligt at se en fortolkning af vores arbejde som kunst. Evigt hungrende efter at forstå, beder vi Lissner tage os med bag om processen:
Hvordan var det at blive inspireret til et kunstværk af en tung forvaltningshistorie om fiskekvoter?
“Jeg arbejdede mere med den følelse, historien gav mig end selve historien – for at skabe et mere poetisk og atmosfærisk rum, end de vi normalt forbinder med og oplever i kontekst af journalistiske afsløringer.”
“Mine værker eksisterer i en verden, der minder om naturen, som vi kender den, men noget har ændret sig uigenkaldeligt — i et slags transitsted eller en parallel verden, hvor menneskets aftryk spøger, mens det “naturlige” og mere-end-menneskelige på sin vis trives.”
Bliv medlem
Hvis du kunne tænke dig at se mere til værket, kan du få det med hjem. Alle der registrerer sig som faste støtter af Danwatch i juli, august og september 2024 får tilsendt et tryk af værket gratis med posten. Du bestemmer selv, hvor meget du vil støtte, og hvor ofte du vil gøre det. Er du allerede medlem, men interesseret i værket, kan du skrive til mgk@edu.danwatch.dk – så sender vi også et eksemplar til dig. Når du støtter Danwatch, er du med til at finansiere undersøgelser som denne, hvor vigtige afsløringer kommer op til overfladen. Værket bliver printet som en glossy A2 plakat. Og på bagsiden får du artiklen, der startede det hele.
Mål: 420 x 594 (A2)
Papir: Gloss
Tryk: Forside, værk af Ida Lissner. Bagside, hovedartikel om ulovlige fiskekvoter af Astas Kongstad og Andreas Abildlund.
Danwatch tror på, at alle skal have fri adgang til kritisk journalistik, der forbinder os til verden. Danwatch laver uafhængige undersøgelser og afsløringer uden betalingsmur og annoncer. Det kan vi, fordi vi får støtte fra fonde, donorer og faste støtter. Som dig?
Emma Holten starter historien i 1500-tallet, hvor statstænkeren Jean Bodin gerne så, at kvinder fødte ny arbejdskraft til samfundet, og at de samtidig stoppede deres heksede nydelsessyge. Holten introducerer også Adam Smiths’ Homo Ecoenomicus, hvor gensidig afhængighed ses som en svaghed, og hvor egen vinding beskrives som menneskets primære drivkraft. Alt andet, der har mere emotionel karakter, anses for at være hokus pokus.
Foredraget ‘Hvem har magten?’ med Emma Holten var på programmet lørdag den 15. juni på festivalen Heartland og scenen Salon.
Bogen ‘Underskud – om værdien af omsorg’ udkom 2. maj på Politikens Forlag.
Pointen er, at den etablerede økonomi, som vi stadig læner os op af i dag, opstod for meget længe siden og i en tid med intens fokus på mekanik (og had til hekse). Den opstod med en begejstring for ure, og med en glad tanke om, at mennesker kunne opføre sig som ensartede enheder. Som tænder i et tandhjul. Små metalliske mennesketænder, der tikkede i et præcist og forudsigeligt system.
I den her forståelse af verden bliver det logiske og rationelle sat højt. At søge forbundethed med mennesker er det modsatte. Det er bøvlet og besværligt. Og på den måde automatisk en unødvendig udgift.
Mange af Danwatch’ undersøgelser er eksempler på lovgivninger, industrier, forretninger eller strukturer, der repræsenterer netop den økonomiske tankegang, hvor mennesker og miljø er taget ud af ligningen. Og dermed er udnyttelsen af selvsamme ofte en indbygget præmis.
Men der er ingen økonomi uden mennesker. Der er ingen produktion uden mennesker. Og alligevel bliver vi ved med at se beregninger og prognoser, hvor mennesket er fraværende. Udnyttelse er gennem flere århundreder blevet indarbejdet i økonomien som noget rationelt, så derfor bliver den, der efterspørger noget andet, som for eksempel omsorg, kaldt irrationel.
Med bogen ‘Underskud’ starter Emma Holten en vigtig og moderne samtale omkring, hvad værdi er – og om vi skal prissætte for at værdisætte? “Når alt får en pris, skaber det hierarki. Og i bunden ender det og dem, hvis værdi er sværest at gøre op”. For hvordan værdisætter vi det kram, der gjorde, at vi kunne klare den dag på jobbet? Hvordan værdisætter vi ulønnet arbejde i hjemmet, som gør at familien har det godt?
At værdi er relativ er egentlig ikke noget nyt. At noget for eksempel kan være en vare i én sammenhæng og ikke i en anden. En vare er jo aldrig bare en vare. Den bliver til en vare, og det gør den gennem sociale og kulturelle processer. Det kunne være kunst eller musik. Det kunne være mennesker. Det kunne være omsorg. Men Holten taler ikke bare om det relative i værdisættelse. Hun taler om, at der mangler sprog for det, der ikke kan måles og vejes. Og at det derfor er i fare for at forsvinde: “Hvis du har et samfund, der ikke tager højde for følelser, har du et samfund, der ikke tager højde for mennesker.” Salen i regntøj kvitterer med stående applaus, og på den store skærm bag scenen lyser ordene:
Fraværet af empati ses som logisk og objektivt
Empati ses som følelsesladet
En omsorgsfuld politik bliver umulig
Det virker måske ikke som en håbefuld note at slutte på, men stemningen er høj, da vi går ud af teltet, og jeg luner mig ved, at det indledende kapitel i bogen slutter sådan her:
“Folk altid har sagt, at tingene ikke kunne være anderledes. Og det har altid været forkert.”
“hvad er det med håbet/hvorfor er det så svært/at give videre”
Det spørger Victor Boy Lindholm om i digtsamlingen isblåt som det blå blå isbjerg. Gennem fortællinger om T-shirtens rejse, hjemløse spurve og industrialisering forstår vi, at det ikke er det dovne håb, den 32-årige forfatter er ude efter. Han taler om de “(…) dage/hvor håbet er en opgave”.

Victor Boy Lindholm har tidligere skrevet en række digtsamlinger, teaterstykker og en roman – og arbejder desuden som journalist. Han udforsker emner som identitet og klima – og har i de seneste år zoomet ind på is. Sidste år udkom Isbogen – hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt (2023), og nu har han udgivet første del af en trilogi om håb med den nye digtsamling.
I 2004 skrev den japanske antropolog Hirokazu Miyazaki The Method of Hope, hvor han fremlagde håb som en aktiv metode. Det blev dengang anset for at være en ret progressiv analyse af et ellers fluffy begreb: At håb kunne være en egenskab, endda en social ressource. I digtsamlingen her genopliver Lindholm den måde at tage håb alvorligt på, og den måde at tale om håb på – som noget, vi må gøre noget for og som noget, vi kan skabe noget med.
steder vil blive svære at huske
men vi husker ikke
når vi går i køkkenet
laver mad
Avocadoerne. Bærrene. Kiwierne. Når begæret vinder, æder vi menneskerettigheder og miljø til morgenmad. Men hvad stiller vi op med den dårlige smag i munden, som vi i Danwatch helt sikkert efterlader vores læsere med?
Digtene tillader os som læser både at placere os som synder og som frelser. Som da Lindholm beskriver det begær, der fik mennesket til at kaste sig ud i jagten efter hvalens spæk. Ønsket om “at fordrive natten fra gaderne”. Det er et ønske, der er til at forstå. Omkostningerne er store, men begæret er større. Som når produktion af solenergi koster tvangsarbejde. Som når billigt tøj til folk i nord koster menneskeliv og miljøkatastrofer i syd.
Selvom begæret måske startede et velment sted, minder digtene os også om dette: Konsekvenserne vil blive læst i naturen af eftertiden. For alt bærer beskeder med sig. Lagene i isen, ja selv regndråberne.
“hvad skal vi høre/for at lytte/hvad skal vi se/før roen forvandler sig til panik” spørger Lindholm, og “er det nok/kan jeg tænke/at skrive og pege på/alt det vi mister”.
Inden redaktionen her mister modet og betvivler vores eksistensgrundlag, er der dog trøst at hente:
som at skrive om isbjergenes isblå isfarve
at stå ved en tavle
gentage ordene
igen og igen
isbjergets isblå isfarve
det er sådan
det er
at gøre tingene virkelige
Digtsamlingen er et slag for, at viden skal være tilgængelig. At historien skal være det. Og at det blandt andet er betingelsen for, at vi vil kunne forklare farven isblå til nogen, der aldrig får den at se. Det er ikke en banal kliché, det er en radikal virkelighed.
Isblå som det blå blå isbjerg er både en accept af, at landskaber og liv forandrer sig, men også en sorg over det, der allerede er tabt. Lindholm skriver, at det er et uendeligt omsorgsarbejde at sætte tingene sammen påny. Jeg tolker det som, at det er okay at føle sig udmattet over klimakrisen; at det er naturligt at ramme sin passion fatigue.
For det er hårdt arbejde at holde håbet oppe. Men Lindholms digte viser os, at håbet er en fælles opgave, og som Miyazaki foreslog det: en aktiv metode. Så vi må fortsætte forbi udmattelsen og gøre noget af det allermest menneskelige. Knokle videre.
Fatima Ez Zohayryed kan ikke klare synet af jordbær.
I starten var de ellers symbolet på alt det, hun stræbte efter: Penge, en bedre fremtid, håb. Men efter 20 år som jordbærplukker i den spanske Huelva-provins giver det søde og røde bær hende mest bare kvalme.
Årsagen er det gennemgående tema i teaterforestillingen “Vredens Bær”, der lige nu kan ses på Teater Republique i København.
Sammen med tre ligesindede – alle tidligere arbejdere i Huelvas plastikhav – fortæller og viser Fatima Ez Zohayrye den virkelighed, der ligger bag de millioner af bakker med friske jordbær, som hvert år finder vej fra Spanien til Europas supermarkeder.
Om den udprægede udnyttelse af særligt marokkanske migrantarbejdere; om elendige arbejdsforhold; om seksuelle og verbale overgreb og om bedrag, håbløshed og strukturel ulighed.
”Er der nogen her, der ikke kan lide jordbær?”, spørger Manuel, der er en af de fire optrædende, som indledning til forestillingen. Han går ud blandt publikum og rækker dem et jordbær. “You want one?”, spørger han.
De fleste tager velvilligt et og gumler lidt på det. Smager på det og tænker sikkert på sommer og barndomsminder, men eftersmagen bliver hurtig bitter i løbet af de næste to timer. Akt efter akt følger vi migrantarbejdernes – hovedsageligt kvinder – første år i Spaniens uendelige jordbærmarker.
Vi ser, hvordan man bevidst går efter marokkanske kvinder med børn, og hvordan de på suspekte kontrakter plukker kilo efter kilo af det “røde guld”, mens de bliver indlogeret sammen med otte andre på få kvadratmeter. Vi ser, hvordan de piskes fremad af supervisorer, der i et væk råber på hastighed og effektivitet. “Trabajo!, trabajo!”, arbejd, arbejd, lyder det igen og igen.
Og vi ser, hvordan kvinderne udsættes for seksuelle tilnærmelser fra deres chefer. I en særlig voldsom scene arbejder en kvinde i jordbærrækkerne, mens blodet siver ned af låret på hende. Hun er midt i en abort, men kan ikke holde fri for at passe sit sårede underliv.
De søde bær tager ikke højde for den slags.
Det er ikke første gang, at forholdene i den spanske jordbærindustri kommer frem i lyset. Tilbage i sommeren 2021 kunne Danwatch sammen med Politiken fortælle om lignende vilkår bag spanske jordbær, der blev solgt i danske supermarkeder.
Også dengang måtte kvinder efterlade børn og familie i Marokko for at sikre familien en fremtid. De blev også nægtet toiletbesøg, udsat for verbale overfald og arbejdsforhold, som af eksperter blev kaldt umenneskelige, krænkende og i mange tilfælde ulovlige.
Flere kvinder kunne ligeledes berette om seksuelle overgreb og voldtægt. Blandt andet fortalte Jadida, hvordan hun flere gange blev passet op af sin chef, der krævede sex fra hende. Efter flere afvisninger truede han med at sende hende tilbage til Marokko under påskud af, at hun var doven og ikke arbejdede.
I “Vredens Bær” ses en scene, der tager udgangspunkt i netop Jadidas historie: I en bil ser vi hende tale med en journalist om hendes oplevelser. “Så snart jeg kommer væk herfra, ønsker jeg, at han bliver arresteret”, siger den skuespiller, der spiller Jadida.
Flere scener er på samme måde inspireret af Danwatch’s undersøgelse. Mange af de strukturelle problemstillinger, der dengang blev afsløret, går igen. Et helt konkret eksempel er en chef, der råber til en arbejder: “Du er mindre værd end mine testikler”.
Med “Vredens Bær” ser det ikke ud til, at meget har ændret sig, siden Danwatch besøgte Huelva for tre år siden. Med den erkendelse i mente er det svært at klare synet af jordbær.
“Vredens Bær” er instrueret af Tue Biering og kan ses til og med d. 1. juni på Teater Republique. Medvirkende er Manuel Milla Marchal, Fatima Ez Zohayryed Dryouch, Laila Baomar Khouibi og Mustapha Hertil Oufkir.
Onsdag formiddag den 17. april kunne en initiativgruppe løfte sløret for den navnkundige Karen Blixen i bronze. Det er billedhugger Rikke Raben, film- og tv-producent Marie Breyen Foss, udstillingskurator Annesofie Becker og administrerende direktør Adam Foss, der er initiativtagerne bag projektet.
Det skulle tage initiativtagerne syv år at “sikre forfatterens plads i bybilledet” i Københavns Kommune. Ud over en vej på Amager og “et enkelt” atrium på Københavns Universitets campusområde opkaldt efter hende, så får Blixen nu “en central placering i København”, lyder det af pressemeddelelsen.
Bronzestatuen er to meter høj og har kostet 3,5 millioner kroner.
På stensokkellen af stokhugget rød svensk wasasten sidder hun nu med benene over kors og venstre hånd nonchalant hængende i luften med albuen støttende på armlænet. I hendes skød hviler højre hånd, der med tommelfingeren nænsomt fungerer som bogmærke i en bog, det ligner, hun kigger op fra.
Soklen er af den lavere slags, sammenlignet med de andre statuer i området.
Karen Blixen sidder i den østlige ende af Sankt Annæ Plads. Hvis man tager ruten fra den anden ende af pladsen, møder man intet mindre end syv statuer af mænd på vejen.
Tallet er dog på sin vis ikke overraskende, efter en optælling lavet af radioprogrammet, Kulturen, på P1 viste, at kun fem ud af 101 navngivne statuer i København er af kvinder. Til gengæld er 26 fabeldyr repræsenteret i bybilledets statuer, mens de resterende 70 portrætterer mænd.
Det er dog i København man skal finde den første kvinde foreviget som statue på baggrund af sit virke – og ikke sin titel. Statuen skildrer Nathalie Zahle (1827-1913), der kæmpede for kvinders ret til uddannelse.
Det er også i København, man finder den første statue af en sort kvinde. Ved det Vestindiske Pakhus på Toldbodgade i København sidder Mary Thomas (1848-1905), der ledede en opstand mod den danske kolonimagt i Dansk Vestindien.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har for nylig nedsat et udvalg, der skal sikre mere divers repræsentation blandt dem, der bliver foreviget i bybilledet.
I en pressemeddelelse understreger Engel-Schmidt:
“Vi har alle brug for forbilleder, som vi kan spejle os i, og som giver os en forståelse af vores fælles fortid. Som minister vil jeg gerne bruge min stemme til at hylde og anerkende de mange kvinder i danmarkshistorien. Derfor vil jeg nedsætte et udvalg, som skal kortlægge, hvilke kvinder vi bør hylde med statuer”.
Ministeren vil senere på året afsætte et “mindre millionbeløb” som kan bruges til medfinansiering af udvalget og til opsætningen af kvindelige statuer.
På trods af, at bronzestatuen af Karen Blixen, redaktionen bekendt, er den første kvindelige statue, der er blevet opført siden ministerens udmelding, var han ikke til stede ved afsløringen.
62 år efter sin død og et hav af litterære værker senere, kan man ikke fornægte Karen Blixens eftermæle.
Det er ikke mere end tre år siden, at Bille Augusts film, Pagten, rullede hen over skærmen i de danske biografer. En film, der portrætterede Blixen som en manipulerende mentor for aspirerende danske digtere.
Blot året efter kunne vi igen se hende portrætteret – denne gang i tv-serien Drømmeren fra 2022, der handlede om årene efter hjemkomsten fra Afrika.
Samme år kunne man igen opleve hendes liv i en genopsætning af helaftensballetten Blixen i Det Kongelige Teater fra 2019, da racistiske stereotyper fra det oprindelige stykke var blevet ændret efter samtaler med en konsulent.
Hun er også den ene ud af kun to kvinder, der er at finde på den kanonliste, som man stifter bekendtskab med i den danske folkeskole.
I Danmark har hun indtaget pladsen som en folkekær facon i vores kollektive hukommelse. Hun har især sat sig fast med sin anden udgivelse, Den Afrikanske Farm; en erindringsroman fra 1937, som foregår på hendes kaffefarm i Kenya.
Men det er ikke kun i Danmark, at netop denne udgivelse har sat sig fast i den kollektive hukommelse.
Ved et årsmøde i Danmarks Biblioteksforening i 1980 kaldte den største nulevende kenyanske forfatter Ngũgĩ wa Thiong’o, Den Afrikanske Farm for “den farligste bog, der nogensinde er skrevet om Afrika”.
I det efterfølgende år fortsatte Thiong’o sin kritik af Blixen, da han i essaysamlingen Detained. A Writer’s Prison Diary, satte Blixens litterære fremstilling af Kenya i fokus:
“Som for at kompensere for sine uopfyldte lyster og længsler, forvandlede baronessen Kenya til et enormt erotisk drømmeland, hvori hendes forskellige hvide elskere optrådte som unge guder og hendes kenyanske tjenere som nyttige køtere og andre dyr.”
Thiong’os kritik blev senere fulgt op af journalisten Dominic Odipo.
I Kenyas største dagblad, The Standard, kunne man i 2006 læse Odipos udtalte kritik af Blixen i hele to klummer. Her blev hun beskyldt for “at være en af de farligste udlændinge, som nogensinde har betrådt afrikansk jord”:
“Hvis man skulle opstille en liste over de farligste udlændinge,
som nogensinde har betrådt afrikansk jord, ville Karen Blixen
stå højt på den, i konkurrence med sådan nogle som Henry
Morton Stanley, kong Leopolds banebrydende lejesoldat […]”
I Danmark har man hørt kritikken.
I en artikel fra Information 2022 bliver Karen Blixen omtalt som racist af professor i litteratur ved Syddansk Universitet, Lasse Horne Kjældgaard: “Det var hun, men det er svært at opsummere et helt værk og en hel livsgerning med sådan en etikette. Hun var meget andet end det”.
Kjældgaard påtaler debattens input fra kenyanske stemmer og ville ønske, at “man brugte Blixens forfatterskab til at etablere en dialog, for vi kan lære meget af Odipos og Thiong’os måde at læse Karen Blixen på”.
Og så er det jo heldigt, at hendes sokkel, modsat de andre statuer i området, ikke er særlig høj. I pressemeddelelsen fra initiativtagerne skal skulpturen nemlig “byde offentligheden velkommen”, således “man kan sidde på skulpturen og næsten føre en samtale med Karen Blixen”.
