I sikh-templet Shaheed Baba Bihal Singh, der ligger uden for storbyen Jalandhar i Punjab, ofrer familier hver eneste dag op mod tusind modelfly til de højere magter i håbet om, at en far, ægtemand eller søn vil få visum og arbejde i Europa.
På søndage når antallet af modelfly, som de besøgende ofrer i templet, op på 3.000.
Hver dag rejser et sted mellem 400 og 500 unge fra Punjab til Europa, USA eller Canada for at arbejde. Sådan har det været i flere generationer.
Drømmen om et bedre liv på den anden side af kloden indpodes fra børnene er små, så alle ved, at de kan blive udpeget til at være den næste fra familien, som skal rejse.
Mange kvinder i Punjab ender med at opdrage børnene alene, mens deres mænd arbejder i f.eks Italien. De fleste rejser på grund af familiens pres, fortæller sociologen Marco Omizzolo.
Eksporten af billig arbejdskraft fra Punjab til Europa er blevet en forretning på mange planer. Nogle tjener på at sælge modelfly, andre bliver rige på at sælge visaer, tvilvsomme rejser og jobs i Europa.
Det er langt fra alle, der lykkes med at finde et godt job i Europa. De fleste ender med lavtlønsjob f.eks. i landbruget.
Forklaringen på, at så mange unge fra Punjab fortsat rejser til Europa er den store arbejdsløshed i Punjab. Selv med en god uddannelse kan det være meget svært at finde et arbejde.
En bøn i templet er imidlertid langt fra nok til at få drømmen om Europa til at gå i opfyldelse. De fleste må betale mellem 100.000 og 135.000 kroner for et visum til Europa.
For at få råd til at emigrere er de fleste nødt til at låne penge af den udvidede famiie, af rige familier i landsbyen eller af lånehajer - og bagefter bruge tre-fire år på at betale pengene tilbage. Det er moderne gældsslaveri, mener eksperter.