Antibiotika og smertestillende er blandt de piller, der bruges allermest på danske hospitaler sidste år. Det er også blandt de typer af medicin, som man finder flest rester af i søer og vandløb i Indien, og der er en sammenhæng.
Verdens fem største medicinalvirksomheder er amerikanske og europæiske, men lægemidlerne produceres oftere og oftere der, hvor det er billigst, nemlig i Kina og Indien. Netop Indien er den tredjestørste producent af lægemidler, og de er særligt gode til det, som branchen kalder generisk medicin.
Altså en billigere kopi af et lægemiddel, der er gået af patent, men er lige så sikkert og effektivt. Alt det ved Flemming Sonne. Som direktør for Amgros er han ansvarlig for hospitalernes samlede indkøb af medicin, og det løber op. Siden januar 2022 har hospitalerne købt lægemidler for 1,9 milliarder kroner. Det svarer til knap 10 milliarder om året.
Hvad Flemming Sonne tilsyneladende ikke har vidst er, at indiske medicinalselskabers brud på miljøloven, som Danwatch beskrev i sidste uge, også er hans hovedpine.
“Det er vi simpelthen ikke bekendt med”, sagde Flemming Sonne til P1 Orientering mandag i denne uge.“Det sætter nogle nye ting i gang, som vi skal få set på i den kommende tid”.
Baggrunden for hele dén snak er undersøgelsen, Vores medicin og de døde søer, som Danwatch har lavet, der dokumenterer, at mindst fire medicinalselskaber i Danmark køber medicin af indiske multinationale selskaber, der er i februar i år blev dømt for forurening i Hyderabad i Indien.
Medicinalselskaberne i Danmark køber medicinen i Indien og sælger dem blandt andet til danske hospitaler gennem Amgros, der skal sikre kvalitet, en god pris og sikker levering. Og så altså også, om de risikerer at forurene miljøet eller krænke menneskerettighederne i de lande, hvor lægemidlerne produceres.
“En kompleks opgave. Tit er der ikke et alternativ”, sagde Flemming Sonne mandag og forklarede, at Amgros har omkring 180 leverandører, og der kører cirka 7000 varenumre gennem deres system.
Ikke desto mindre er det ikke en “skrivebordsøvelse” at leve på til internationale forpligtelser for virksomhedsansvar, når man er en offentlig indkøber, som Amgros er. Det sagde Karin Buhmann, jurist, professor og leder af Centre for Law, Sustainability and Justice ved Syddansk Universitet til P1 Orientering.
Både FN og OECD har lavet retningslinjer, der gælder for alle virksomheder i verden, og de kræver, at man laver sit hjemmearbejde. I dette tilfælde en risikovurdering på alle sine leverandører, og hvis forurening af miljøet eller krænkelser af menneskerettighederne foregår, så skal man gå i dialog med sine dialoger, forklarede Karin Buhmann.
Og det tager Flemming Sonne til efterretning.
“Jeg lytter til det, der bliver sagt. Selvfølgelig skal vi leve op til vores forpligtelser, men her er ikke nogen enkle løsninger og slet ikke på den korte bane. Miljø er højt på vores agenda, men det kræver altså samarbejde med andre lande og deres leverandører, for at det kan lade sig gøre”, lød det fra Flemming Sonne.
Men helt nye er miljøkravene nu ikke. I juni sidste år fejrede hospitalernes indkøber nemlig, at miljø og bæredygtighed fremover var en del af kravene i deres udbud.
“Amgros har et klart ønske om at være en del af den bæredygtige udvikling. Både nationalt og internationalt. Vi skal være med til at sikre bæredygtige og miljøvenlige produkter”.
Sådan skrev Flemming Sonne på Amgros’ hjemmeside den 29. juni 2021. Amgros har i dialog med deres leverandører fundet frem til, at fokus på miljø og bæredygtighed er en international sag.
“Dialogen med leverandørerne viste også, at vi bør kigge ud over Danmarks grænser, når vi opstiller krav og udbudskriterier på miljø- og bæredygtighedsområdet. Det vil vi helt sikkert også gøre”, står der ydermere på hjemmesiden.
Men hvorfor kommer de forurenende fabrikker i Indien så bag på ham? Det er, fordi det handler om emballage og transport – ikke om forurening på indiske fabrikker, der udleder spildevand med medicinrester.
“Miljø og bæredygtighed i vores udbudskontrakter er de første spæde skridt til at tage fat om det her emne. Vi har en købekraft, som vi skal benytte os af, og så må finde løsninger i forhold til de råvarer, der købes ind”, siger han og forklarer, at det også er et spørgsmål om forsyningssikkerhed. Nogle gange findes der kun én leverandør af et bestemt lægemiddel.
Landet, hvor lægemidlet er produceret, står hverken på pakken eller i kontrakten mellem Amgros og deres leverandører. En fabrik i Indien kan producere antibiotika til en leverandør i Bulgarien, der rører pillerne sammen og hælder dem på glas. Så er de made in Bulgaria. Derfor ved Amgros ikke, hvilke forhold på hvilken fabrik deres lægemidler kommer fra. Og derfor er det Amgros’ leverandører, der skal have styr på arbejdstagerrettigheder, miljø og den slags, siger Flemming Sonne.
“Det er de danske virksomheder, der skal leve op til gældende love. Vi kan kun se, at lægemidlet er produceret et eller andet sted i Europa, og vi kan ikke se, hvad der er inden i produktet, eller hvor råvarerne kommer fra. Det har vi hverken muligheder eller forudsætninger for at gøre”, siger han.
Det er ikke fordi den viden ikke findes. Den er bare ikke tilgængelig for Amgros’ indkøbere, og det er ikke muligt at kræve indsigt i den viden, som det ser ud i dag.
“Det kan vi simpelthen ikke med det nuværende setup”, siger Flemming Sonne.
