I tre år har det været forbudt for danske forsvarsvirksomheder at eksportere militært udstyr til De Forenede Arabiske Emirater, der er anklaget for alvorlige krigsforbrydelser i Yemen-krigen.
Sagen kort
Alligevel eksporterer en af Danmarks største IT-virksomheder Systematic A/S avanceret militær software til Emiraterne. Så sent som i marts 2021 søgte Systematic efter ansatte til at implementere deres militære software hos Emiraternes flåde.
Sagen kort
I efteråret 2018 satte det danske Udenrigsministerium foden ned for Systematics eksport på grund af Emiraterne udsultning og bombning af civilbefolkningen i Yemen. Blot tre uger efter søgte Systematic i stedet eksporttilladelse fra Storbritannien.
Sagen kort
De sidste tre år er Systematics samarbejde med det emiratiske militær foregået fra firmaets datterselskab i Storbritannien. Eksperter vurderer, at firmaet bevidst forsøger at omgå det danske eksportforbud.
Sagen kort
Det viser en omfattende journalistisk undersøgelse, som Danwatch har foretaget i samarbejde med TV2 og det internationale researchcenter Lighthouse Reports.
Sagen kort
Ifølge eksperter og menneskerettighedsorganisationer er Systematics fortsatte eksport til Emiraterne i strid med formålet med det danske eksportforbud.
Sagen kort
De vurderer, at Systematic kan være medansvarlig for mulige krigsforbrydelser, og at eksporten er i strid med såvel EU’s og FN’s regler om våbeneksport.
Sagen kort
Det begyndte med et tip.
En dag kort efter vi havde afsløret, hvordan Danmarks største forsvarsvirksomhed Terma har leveret udstyr til emiratiske krigsskibe og bombefly brugt i Yemen trods et dansk eksportforbud, tikkede en kort, anonym mail ind i redaktionens fælles indbakke.
Det var ikke kun Terma, der tjente millioner på at sende militært udstyr til De forenede Arabiske Emirater, hævdede afsenderen. Vi burde også rette søgelyset mod IT-virksomheden Systematic.
Systematic havde fået en milliardordre på et “command and control SW” til Emiraterne, skrev afsenderen, der på sin egen indforståede måde henviste til et software-system, som Systematic solgte til militære enheder rundt om i verden. Kilden virkede både vidende og sikker i sin sag.
Måske var alt i den skønneste orden, skrev den anonyme afsender. Men hvis man frit kunne levere et militært software-system, som anvendes til at koordinere krigsindsatser og udpege bombemå, til Emiraterne, så var det godt nok svært at se forskellen på det Systematic og Terma gjorde.
Vores nysgerrighed var vakt.
En mørklagt industri
Vi kunne ret hurtigt bekræfte, at tippet var korrekt.
Systematic landede i begyndelsen af 2017 en stor ordre til Emiraterne, og der var netop tale om et “command and control software,” skrev flere internationale militære magasiner.
Systemet hed SitaWare og bestod af flere forskellige dele, som var målrettet til forskellige dele af militæret. SitaWare Frontline og SitaWare Edge var f.eks. udviklet til soldaterne i felten, mens SitaWare Headquarter var udviklet til koordinering af kampindsatsen på ledelsesplan.
FAKTA
Hvad er SitaWare?
SitaWare er et militært software, som gør det muligt for alle militære enheder at følge og koordinere krigsoperationer i realtid. SitaWare-systemet er udviklet af Danmarks største IT-firma Systematic.
Play Video
Fra vores afsløring af Termas handel med Emiraterne vidste vi, at Danmark officielt suspenderede al militær eksport til Emiraterne den 22. november 2018 på grund af risikoen for, at danskproduceret militært udstyr kunne blive anvendt til krigsforbrydelser i Yemen-krigen, hvor Emiraterne har spillet en hovedrolle siden 2015.
Systematics ordre var indgået før dette eksportstop, og dermed var den formentlig fuldt lovlig.
Men spørgsmålet var, om den århusianske IT-virksomhed havde fortsat samarbejdet efter regeringen slog bremserne i?
Og det var straks vanskeligere at finde ud af.
Forsvarsbranchen er generelt meget hemmelighedsfuld, når det kommer til detaljer om projekter og samarbejder.
De fleste kilder i branchen vil slet ikke sige noget, fordi der typisk indgås såkaldte Non Disclosure Agreements (NDA’er) ved handler med militære kunder. Det er fortrolighedsaftaler, som betyder, at kilderne kan havne i problemer, hvis de er for åbenmundede. Eller det er i hvert fald, hvad de typisk fortæller os.
Vi besluttede derfor ret hurtigt at bruge vores viden om Open Source Intelligence (OSINT), en metode, der dækker over avanceret søgning i åbne kilder kilder på internettet for informationer om Systematics aktiviteter i Emiraterne. Vi inviterede derfor det internationale researchcenter Lighthouse til at samarbejde om sagen, så vi sammen kunne grave os ned i informationer på sociale medier, i forskellige offentlige databaser, satellitfotos mm.
Heldigvis praler de fleste virksomheder gerne, når der er noget, som de er stolte af. Og på det punkt er Systematic ikke nogen undtagelse.
Vores første skridt var derfor at gennemtrawle Systematics egen hjemmeside for at se, hvad virksomheden selv havde skrevet om eksporten til Emiraterne.
Vi gennemsøgte derfor alle pressemeddelelser, årsrapporter, beskrivelser af SitaWare og alle pdf’er på hjemmesiden på jagt efter oplysninger, der kunne afgøre, om eksporten af SitaWare var slut eller stadig i gang.
- Open Source Intelligence eller OSINT er indhentning og analyse af data fra offentligt tilgængelige kilder. Udtrykket er hentet fra efterretningsverdenen og dækker over en række avancerede metoder til indsamling af informationer, som er frit tilgængelige på internettet.
- Det kan være satellitbilleder, indlæg og fotos delt på sociale medier, offentlige databaser mm.
- OSINT er blevet “hot stuff” blandt undersøgende journalister de senere år.
- Metoden har ført til nogle af de senere års vigtigste journalistiske afsløringer, f.eks. afsløringen af de ansvarlige for forgiftningen af den russiske/britiske dobbeltagent Sergei Viktorovich Skripal og hans datter Yulia i Salisbury, England
- Et andet eksempel er afsløringen af de ansvarlige for nedskydningen af et Malaysia Airlines fly over Ukraine, og afsløring af giftgasangreb i Syrien.
- På Danwatch har vi blandt andet brugt metoderne til at afsløre, hvordan den danske forsvarsvirksomhed Terma har eksporteret udstyr til krigsskibe og bombefly, der har været brugt til Emiraternes krigsførsel i Yemen.
Vi ledte også efter oplysninger om, hvem der skulle vedligeholde og opgradere SitaWare-systemet, når først det var installeret. Det er normalt kun virksomheden selv, der er i stand til og har tilladelse til at gøre dette, især når der er tale om et højteknologisk produkt som her.
På hjemmesiden fandt vi blandt andet ud af, at Systematic stadig har kontor i Abu Dhabi. En artikel, som Systematic havde hentet fra det ansete forsvarsmagasin Janes Defense, der handlede om SitaWare, bekræftede desuden, at Systematic stod for implementeringen af Emiraternes nye kampstyringssystem.
Livrem og seler
Når vi researcher på nettet, er det afgørende, at vi bagefter kan genfinde de oplysninger, vi finder og i sidste ende bevise, at de eksisterer.
Derfor tog vi kontinuerligt skærmbilleder af alle væsentlige dokumenter.
Og for en sikkerheds skyld valgte vi også at downloade en total kopi af hele Systematics hjemmeside ved hjælp af systemet HT Track, så virksomheden ikke kunne ændre eller fjerne materiale, når de opdagede, at vi var i gang med at undersøge deres eksport til Emiraterne.
Det skulle vise sig at være en rigtig god idé.
Det mest interessante, vi fandt på Systematics hjemmeside, var nemlig en pressemeddelelse fra foråret 2018, hvor Systematic begejstret fortalte om en konference, de netop havde afholdt i Stockholm. Her deltog militære repræsentanter fra de mange lande, som firmaet har solgt SitaWare til gennem årene – heriblandt Emiraterne.
Ved en gallamiddag under konferencen hædrede Systematics direktør Michael Holm ørkenstaten med en særlig pris for “excellent project management”, som firmaet skriver.
Prisoverrækkelsen fandt sted kort tid efter, at et særligt ekspertpanel i FN havde vurderet, at Emiraterne stod bag mulige krigsforrydelser i Yemen.
Pressemeddelelsen forsvandt imidlertid fra hjemmesiden, før vi udgav vores historie. Og dermed ville et vigtigt stykke dokumentation være tabt, hvis vi ikke havde downloadet en kopi af den oprindelige hjemmeside.


Der var ganske vist ingen af oplysningerne på hjemmesiden, der viste, at Systematic har solgt software til Emiraterne efter den danske regerings eksportstop i efteråret 2018.
Men vi havde fundet ud af, at de var til stede i Emiraterne, hvor de også havde implementeret Sitaware – og det var altså et samarbejde de i foråret 2018 var stolte af, selv om det på det tidspunkt var velkendt, at Emiraterne blev anklaget for mulige krigsforbrydelser i Yemen af både menneskeretsorganisationer og FN.
En arabisk prins på LinkedIn
Det næste vi kastede os over, var Systematics sociale medier, altså firmaets officielle LinkedIn side, twitterprofil osv.
Også her fandt vi en vigtig brik til det puslespil, vi forsøgte at samle.
I februar 2017 deltog Systematic på Emiraterns store forsvarsmesse IDEX, som de har gjort før, men denne gang poster firmaet et meget interessant opslag på Linkedin.
“Vi var henrykte over at få besøg af sheikh Mohammed Bin Zayed Al-Bahyan, Abu Dhabis kronprins, forsvarsminister og næstkommanderende for de Forenede Arabiske Emiraters væbnede styrker”, lyder det glade budskab.
Mohammed Bin Zayed Al-Bahyan er også kendt som MBZ og ifølge internationale medier og mennekeretorganistioner berygtet for at forfølge enhver, der er i opposition til kongefamiliens magt. og berygtet for at være hovedansvarlig for de emiratiske militærs krigsforbrydelser i Yemen.
Ingen af disse oplysninger fremgår af Systematics begejstrede opslag, men hyldesten til MBZ viser i al fald, at firmaet ikke har nogen betænkeligheder ved at samarbejde med den magtfulde sheik.
Ørken-pral på Facebook
Vi fortsatte søgningerne, men nu på Facebook, der viste sig at give langt flere og bedre resultater, hvis vi i stedet for Facebooks eget søgefelt benyttede såkaldt site search på Google.
Det gør man ved at skrive “site:facebook.com” i søgefeltet, sammen med de aktuelle søgeord, og dermed genererer Google kun træf på søgeord, der findes på Facebooks side.
På den måde fandt vi blandt andet et opslag med en gruppe Systematic-ansatte i Emiraterne, hvor de lå og solede sig ved swimmingpoolen, mens de hoverede over vejrudsigten hjemme i Danmark.
Hver for sig fortæller opslagene ikke så meget, men de bidrager til at dokumentere omfanget af Systematics aktiviteter i Emiraterne og ikke mindst til at etablere en tidslinje for Systematics forretninger i landet.
En tidslinje, der skulle vise sig at være afgørende for at finde ud af, om Systematic stadig eksporterer militært software efter det danske eksportforbud trådte i kraft i november 2018.
Tolkens CV
Praleri er i det hele taget en akilleshæl for virksomheder, der gerne vil holde kortene tæt til kroppen.
På LinkedIn har de fleste af os f.eks for vane at liste oplysninger om, hvor vi har været ansat i hvilke perioder – og måske også hvad vi har opnået, mens vi har arbejdet et bestemt sted.
Ved at bruge LinkedIns avancerede søgemuligheder fandt vi frem til en lang række nuværende og tidligere ansatte, som havde arbejdet for Systematic i Emiraterne eller stadig gjorde det.
Det avancerede bestod f.eks. i først at søge på ”Systematic” i hovedfeltet, og derefter vælge “person” og “All filters”, hvilket åbner et sidevindue med et væld af søgefelter.
Her kan man f.eks. vælge kun at søge på Systematic som nuværende arbejdsplads, men man kan også søge på Systematic som tidligere arbejdsplads – og man kan kombinere det med, hvor folk befinder sig nu – Danmark, Emiraterne eller en bestemt flække i Jylland.
Der er også mulighed for at finde folk, hvis man kender deres præcise jobtitel, hvilken skole de er uddannet på, eller bare har et fornavn eller efternavn.
Og ikke mindst er der mulighed for at lave en søgeagent, der giver besked, hvis der dukker nye navne op, som matcher ens søgninger.
Både på LinkedIn og på andre sociale medier og på diverse søgemaskiner forsøgte vi os med mange forskellige kombinationer af søgeord og forkortelser, som virksomhederne selv anvender i forbindelse med udviklingen af Emiraternes nye kampstyringssystem.
Det, der på Systematics hjemmeside er kendt som et command and control-system, hedder f.eks, Emirates Land Tactical System i Emiraterne og forkortes ”ELTS” eller “ECCS” (Emirates Command & Control System).
Andre gange betegnes systemet som et Battle Management System (BMS) eller betegnes som et C4I-system, hvor de fire C’er står for command, control, communications, computers og i’et for intelligence (på dansk kommando, kontrol, kommunikation, computere og efterretninger.)
De mange militære fagudtryk og forkortelser var helt nødvendige, når vi skulle finde mulige kilder på LinkedIn og andre karriereplatforme.
En af de mulige kilder, vi faldt over, var Salem, en meget åbenhjertig jordans oversættter, som var stolt af sit tidligere arbejde som tolk og “kulturel rådgiver” for Systematic og deres samarbejdspartner L3Harris i Emiraterne. På den arabiske karriereplatform AlBayt.com havde han blandt andet uploadet et udvidet CV samt flere diplomer, som detaljeret beskrev, hvilke enheder i det emiratiske militær, som han havde været med til at træne i brugen af Emiraternes nye kommando-system.
Da selve udrulningen af SitaWare i det emiratiske forsvar er omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri, gav dette og andre CV’er os en række vigtige brikker til at forstå omfanget af det danske firmas aktivitet i Emiraterne. SitaWare var altså et system, som personalegrupper på alle niveauer, heriblandt højtstående officerer, delingsførere, stabsofficerer og chauffører alle var blevet trænet i at anvende og dermed steg risikoen for, at systemet kunne være anvendt i Yemen-krigen.
Samtidig kunne vi se på en række LinkedIn profiler, at Systematics ansatte i Emiraterne havde været direkte indblandet i træningen.
På tolkens Linkedin fandt vi f.eks. en anbefaling fra to danske Systematic-ansatte, som beskrev, hvordan tolken havde været en del af deres hold i Emiraterne helt frem til oktober 2018 – altså en måned inden den danske regering suspenderede al militær eksport til Emiraterne.
Et afgørende jobopslag
Som mange efterhånden ved, styrer Google med hård hånd, hvad vi ser, når vi søger på nettet. F.eks. sorterer søgemaskinen resultaterne efter vores geografiske og sproglige indstillinger.
Derfor benytter vi os på Danwatch ofte af Googles muligheder for ‘avanceret søgning’, der tillader mere specifikke søgninger, som kan få helt andre resultater frem.
Ved at ændre indstillingerne til, at vi befandt os i Emiraterne i stedet for i Danmark, leverede søgemaskinen blandt andet nogle helt andre træf, når vi søgte på SitaWare og de føromtalte forkortelser.
Og på den måde fandt vi to meget interessante jobopslag fra Systematic, som var slået op på lokale jobportaler i Abu Dhabi.
Jobannoncerne eftersøgte folk til at hjælpe med levering og implementering af Sitaware til Emiraternes militær og flåde
Den første annonce efterlyste en projektleder til at implementere SitaWare i den emiratiske flåde og var slået op af Systematic selv i sommeren 2020 med ansøgningsfrist 1. august 2020.
Og den anden var indrykket at rekrutteringsfirmaet Executive Solutions den 20. februar 2021.
DOKUMENTATION
De to jobopslag var den rygende pistol, vi havde ledt efter.
Her fremgik det sort på hvidt, at Systematic stadig leverede sit militære software til Emiraterne, henholdsvis to år og to et halvt år efter den danske regering besluttede at stoppe al militær eksport til Emiraterne.
Af annoncerne fremgik det, at interesserede ansøgere skulle henvende sig til en person med dansk navn og dansk telefonnummer, og det blev fremhævet, at den nye projektleder skulle bygge bro mellem Emiraternes og Systematics hovedkontor i Aarhus.
Men annoncerne tydede samtidig på, at selve eksporten foregik via Systematic Software Engineering Ltd, der er Systematics datterselskab i Storbritannien.
En søgning i det britiske virksomhedsregister Companies House afslørede, at det britiske firma var 100 procent ejet af Systematics direktør Michael Holms holdingselskab.
Derudover var oplysningerne om det britiske datterselskabs aktiviteter sparsomme. Af de regnskaber, der var indleveret til de britiske myndigheder, fremgik det dog, at det britiske datterselskabs omsætning på næsten 180 millioner kroner primært kommer fra “resten af verden”, som i dette tilfælde betyder lande uden for EU og Europa.
Et koldt og et varmt pengespor
I det hele taget har vi også brugt mange mere traditionelle kilder som årsregnskaber, aktindsigter og interview til vores historier om Systematics emiratiske forretning.
Som familiedrevet virksomhed, der ikke er børsnoteret, er det meget begrænset, hvad Systematic er forpligtet til at oplyse offentligheden om. Men heldigvis stod det anderledes til med Systematic nærmeste samarbejdspartner, den amerikanske forsvarsgigant L3Harris, som Systematic formelt var underleverandør til.
Som børsnoteret virksomhed i USA er L3Harris f.eks. forpligtet til at levere fyldestgørende årsrapporter og oplyse om alle betydelige kontrakter til de amerikanske børsmyndigheder.
Det betød, at vi kunne genfinde en hel del informationer om det nye emiratiske kampstyringssystem i børsmyndighederne virksomhedsdatabase EDGAR.
Her fandt vi blandt andet en årsrapport, som L3Harris har indleveret den 1. maj 2019, hvor det fremgår, at Emiraternes nye kommando-og kontrolsystem er “implementeret” med succes og nu “overgår til at være fuldt operativt”.
I sig selv måske en detalje, men når det er alligevel vigtigt, da muligheden, for at SitaWare bliver brugt i krigen i Yemen, alt andet lige er større, når systemet er fuldt operativt.
Derudover gav årsrapporterne og børsmeddelserne i EDGAR os også vigtig information om de officielle navne på de systemer, der blev implemteret i Emiraterne – såsom BMS-ELTS (Battle Management System – Emirates Land Tactical System). Det var i mange tilfælde disse søgeord, der gav træf når vi gennemsøgte de sociale medier.
En opringning til Michael Holm
Selv om Systematic som en privatejet virksomhed ikke er forpligtet til at offentliggøre lige så meget information som de børsnoterede virksomheder, har Systematics direktør og pressechef bidraget med vigtig information til vores undersøgelse.
Første gang vi konfronterede Systematic med vores undersøgelse var i februar 2021.
Da ringede vi direkte til direktør Michael Holm, for at spørge til Systematics eksport til Emiraterne. Og i det interview, som skulle blive det eneste Systematics direktør ønskede at stille op til, fik vi centrale oplysninger, som at Emiraterne havde installeret SitaWare i nogle køretøjer, at de havde softwarelicenser de kunne bruge som de ville, og at Michael Holm og Systematic ikke kunne svare på, om Emiraterne anvendte deres software i krigen i Yemen.
Selv om Systematic har forretninger inden for en række brancher i en lang række lande, var direktøren ikke blot godt inde i forretningerne med Emiraternes militær. Michael Holm havde også læst vores tidligere afsløringer af forsvarsvirksomheden Termas eksport til Emiraterne, og han var derfor meget optaget af at fortælle os, at Systematic – i modsætning til Terma – havde de nødvendige militære eksporttilladelser på plads.
Det betød at virksomheden delte nogle af sine eksporttilladelser med os.
Og at de, i sin iver efter at affeje, at de havde omgået det danske eksportforbud, bekræftede oplysninger vi ellers havde vanskeligt ved at få bekræftet.
Gennem en database over britiske eksporttilladelser til militær eksport, som NGOen Campaign Against Arms Trade (CAAT) står bag, fandt vi nemlig interessante oplysninger om eksporttilladelser til Emiraterne, som vi mistænkte at Systematic stod bag.
Frem til 2014 oplyste britiske myndighederne hvilke virksomheder, der fik militær eksporttilladelse til hvilke lande. Efterfølgende har de kun offentliggjort statistik der ikke gør det muligt at se hvilke virksomheder, der får tilladelserne.
Det var der dog råd for. Ved at se på Systematics tidligere britiske eksporttilladelser, kunne vi få en fornemmelse af deres ansøgningsmønster. Altså hvilke typer af eksporttilladelser, og under hvilke kategorier for militært udstyr (de såkaldte ML-kategorier) de plejede at søge.
Vi fandt to eksporttilladelser til Emiraterne udstedt i foråret 2019, som kunne se ud til at komme fra Systematic. Kategorierne stemte. Systematic krydser typisk af for ML 21 og ML 22. Andre ansøgninger for eksport af udstyr under kategori ML 21 og ML 22 til Emiraterne virkede ikke til at være fra Systematic, fordi de også indeholdt en kategori ML 6, som er produkter Systematic ikke tilbyder.
At ansøgningerne kom fra Systematic var dog kun en mavefornemmelse. Vi kunne ikke bevise det.
Så vi skrev en mail til Systematic, med følgende spørgsmål:
“Vi kan se, at Systematic SoftWare Engineering Limited har fået eksportlicenser til UAE i UK i februar og marts 2019. Har Systematic søgt eksporttilladelser i UK som følge af den danske eksportsuspendering?”
Og hoppede lidt i spisebordsstolene på corona-hjemmekontorene da vi fik svar:
“Nej. Vores UK selskab ansøgte om de to eksporttilladelser den 8. november 2018 og 28. november 2018.”
Det var altså bekræftet, ansøgningerne var deres.
Den samme NGO, Campaign Against Arms Trade, bistod med gode råd til, hvordan vi kunne opnå aktindsigt i Systematics britiske eksporttilladelser, hos britiske myndigheder. Det var vigtigt, at vi overfor myndighederne kunne argumentere for, at offentlighedens interesse var vigtigere end Systematics kommercielle interesse. Og aktindsigten fik vi, fordi vi kunne skrive til britiske myndigheder at der var tale om en mulig omgåelse af en dansk eksportsuspendering, og at akterne derfor var af stor interesse for den danske befolkning og danske myndigheder.
Kampen om akterne
Aktindsigt har i det hele taget været en vigtigt researchmetode, også herhjemme. Men da Systematic ifølge loven skal høres, hver gang et medie søger indsigt i virksomhedens kommunikation med myndigheder, er det også en svær vej.
Det skyldes især, at myndighederne ofte vælger at imødekomme virksomhedernes ønske om at undtage det ene og det andet fra aktindsigt af hensyn til firmaets konkurrenceevne.
Systematic har i adskillige høringssvar, som vi har fået kopi af i forbindelse med vores aktindsigter, hævdet, at firmaet stod til at miste et trecifret millionbeløb i indtægter, hvis oplysninger om modtager, konkrete licenser, priser eller andre detaljer blev frigivet.
Og interessant nok var det præcis samme beløb, der blev estimeret i tab, ligegyldigt hvilken information vi bad om. Justitsministeriet tog indsigelserne fra Systematic for gode varer, og overstregede det meste.
Bid for bid
På grund af de mange overstregninger i aktindsigterne, har det været vores opskrift at søge så mange relevante aktindsigter som overhovedet muligt for på den måde at stykke informationsbidderne sammen til et større billede.
Vi har derfor søgt aktindsigt både hos Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Rigspolitiet i et forsøg på at samle de små bidder af information, som vi fik hver gang, til et større billede.
Og lidt efter lidt lykkedes det at få styr på, hvornår og hvor Systematic havde søgte hvilke tilladelser til at eksportere SitaWare.
Én oplysning var dog særlig vigtig.
Den kom fra Udenrigsministeriet, hvor vi havde søgt aktindsigt i et høringssvar om Systematics eksport, som Justistsministeriet havde bedt om i forbindelse med en ny ansøgning om eksporttilladelse til Emiraterne i efteråret 2018.
Selve høringssvaret fik vi aldrig, men til gengæld skrev Udenrigsministeriets pressechef Oliver Routhe en mail til os, hvor det fremgik, at ministeriet havde besluttet at afvise eksportansøgningen.
Svaret var dateret 16. oktober 2018, altså cirka tre uger før Systematic søgte eksporttilladelse fra firmaets datterselskab i Storbritannien.
Mailen fra Oliver Routhe var endnu et gennembrud i undersøgelsen.
For den viste sort på hvidt, at Danmark i oktober 2018 smækkede døren i for Systematics eksport til Emiraterne – og gav dermed en logisk forklaring på, hvorfor Systematic fra 8. november 2018 og frem til i dag har valgt at eksportere fra London i stedet for Århus.
En anden interessant detalje i svaret fra Udenrigsministeriet er i øvrigt begrundelsen for afslaget. Her henviser ministeriet til EUs fælleserklæring om våbenhandel, som i kriterium 2 og 4 forbyder militær eksport, hvis der er risiko for, at det militære udstyr kan blive anvendt til menneskeretskrænkelser og brud på Folkeretten.
Og det er jo netop, det er problemet med Systematics eksport til Emiraterne.SitaWare risikerer at blive anvendt til at begå krigsforbrydelser i Yemen-krigen.
Udsigten til, at Udenrigsministeriet ville afvise Systematics ansøgning var en pokkers god grund for den århusianske virksomhed til at finde en ny eksport rute til Emiraterne.
Mystisk tilbagetrækning
Undervejs fandt vi ud at, at alle afslag på ansøgninger om militær eksport skal rapporteres til en fælles EU-database, som andre EU-lande skal orientere sig i, når de behandler eksportansøgninger.
Og hvis der er søgt tilladelse til at eksportere identiske produkter, skal landene konsultere hinanden.
Men overraskende nok kunne vi ikke finde noget afslag på Systematics ansøgning i EU-databasen, og da vi konfronterede Justitsministeriet med dette, lød forklaringen, at afslaget ikke var registreret, fordi Systematic valgte at trække sin ansøgning tilbage dagen før, at Udenrigsministeriet satte sig imod eksporten.
På den måde kan andre EU-lande ikke se, at Danmark har sagt nej til eksporten og dermed var f.eks. britiske myndigheder ikke forpligtet til at konsultere Danmark om sagen.
Aktindsigter hos Udenrigsministeriet og Justitsministeriet i deres kommunikation med Systematic om ansøgningen viste desuden, at sagsbehandlingen tog usædvanlig lang tid – hele fire måneder, og at Systematic jævnligt rykkede de danske myndigheder for at få et svar. Ifølge Systematic blev ansøgningen trukket tilbage, fordi de mistede en forventet ordre i Emiraterne, men firmaet har ikke fremlagt nogen dokumentation for det.
Forladte militærkøretøjer på Youtube
Vi havde altså fundet beviser på, at Systematic havde eksporteret Sitaware til Emiraterne via deres engelske datterselskab. Men vi ville også gerne finde dokumentation for, at softwaren også blev brugt til krigen i Yemen.
Det lykkedes vi kun delvist med.
Da vi i 2020 undersøgte den danske forsvarsvirksomhed Terma, havde vi stort held med at finde fotos af virksomhedens radarsystemer og missilforsvar på skibe og bombefly i Yemen, hvor de blandt andet deltog i den empiristiske flådeblokade af nødhjælp til millioner af sultende yemenitter og i bombninger af civile mål.
Men SitaWare var en helt anden sag.
Mens skibsradarer og missilforsvarssystemer kan spottes, fordi de sidder fysisk fast uden på særlige skibe og fly, forholder det sig anderledes med et militært IT-program, der anvendes på en skærm af soldater i felten, indeni kampvogne, jeeps og flycockpit eller i et operationsrum på en emiratisk militærbase i Yemen.
Vi ledte blandt andet efter Leclerc-kampvogne, som ifølge en pressemeddelelse på L3Harris hjemmeside også skulle moderniseres. Men det var som at lede efter en nål i en høstak. For hvilke af Emiraternes mere end 388 Leclerc kampvogne havde været i Yemen og hvornår? Og kunne de sættes i forbindelse med konkrete angreb på civile mål?
Vores udgangspunkt blev en omfattende kortlægning af emiratiske kampvogne i Yemen, som vores samarbejdspartner Lighthouse Reports tidligere havde lavet. Men vi kom ikke længere end at kampvogne af den type, som kommando og kontrolsystemet skulle installeres i, flere gange havde befundet sig i Yemen.
Den falske video
Selvom det virkelig føltes som at lede efter det umulige, brugte vi sammen med OSINT-eksperterne fra Lighthouse Reports mange dage på at prøve at finde Sitaware i aktion på en skærm i Yemen.
Vi lavede en lang liste over både emiratiske og yemenitiske medier og propaganda-kanaler på Youtube, Instagram og Twitter, og vi lavede en længere liste over søgeord på arabisk, som vi forsøgte os med.
Resultatet var, at flere af os sad og gennemså timevis af youtube- og instagram-videoer; særligt korte klip af emiratisk propaganda, hvor kamerahold har fået lov til at følge en patrulje eller har været på besøg i en kampvogn – eller klip fra Houthi-oprøreres Youtube-kanaler, hvor oprørere praler med at have indtaget den saudisk-ledede koalitions militærkøretøjer tabt i kamp.
Men på alle Houthiernes videoer fremgik det, at køretøjerne var blevet ribbet for udstyr og al indmaden taget ud, og på alle de emiratiske videoer så vi lige akkurat ikke en skærm, som kunne vise Sitaware i brug.
Efter en hel uges intensiv eftersøgning troede vi pludselig, vi var tæt på at have beviset! En video på en emiratisk propaganda instagram-profil viste emiratisk militær i felten, som så ud til at navigere deres enheder på laptops og håndholdte tablets, der anvendte et interface, der lignede det, vi havde set i Systematics promoveringsmateriale for Sitaware. Computerne var også indpakkede i samme ‘robuste’ hylster, som vi jævnligt havde set Sitaware blive præsenteret i.
Ifølge Instagram-profilen var videoen optaget i Yemen, og den var lagt på Instagram i december 2018, hvilket passede fint med, at Sitaware kunne være implementeret hos dele af Emiraternes militær.
Vi måtte dog både hoppe op og falde ned. Sent fredag aften fandt vi ved hjælp af omvendte billedsøgninger ud af, at klippene var taget fra en BBC Arabic tv-reportage fra 2015.
Billederne var altså optaget før, Emiraternes væbnede styrker erhvervede sig Sitaware, og de var dermed ikke bevis på, at Sitaware blev anvendt i Yemen. Det var en skuffelse efter meget arbejde.
Samtidig var det en vigtig påmindelse om vigtigheden af, at verificere materiale, man finder via sociale medier.
Falkejagt
SitaWare kan bruges på et væld af enheder fra militære radioer til laptops og storskærm. Blandt andet Falcon feltradioer fra L3Harris. Vi kastede os derfor ud i en stor eftersøgning efter radioerne, som typisk bæres uden på uniformen.
Og selvom vi fandt fotos på sociale medier af emiratiske soldater der angiveligt befandt sig i Yemen, og som havde netop denne type radio på brystet, kunne vi ikke fastslå, at der dermed var tale om at SitaWare blev brugt i Yemen. Radioerne er nemlig, ifølge reklamebrochurer, kompatible med en lang række kommando- og kontrolsystemer.
Nogen visuelle bevis for, at SitaWare var anvendt i Yemen, fandt vi altså ikke.
Gode, gammeldags interview
Vores eftersøgning efter synlige beviser på SitaWare i Yemen måtte suppleres af gode, gammeldags interviews med militære eksperter med indgående kendskab til Emiraternes militær.
Stort set alle dem, vi talte med, fandt det meget sandsynligt, at de emiratiske soldater i Yemen havde brugt SitaWare til at koordinere krigsindsatsen. Især de emiratiske specialstyrker, som altid får det bedste udstyr.
Men én af eksperterne viste sig at have en ganske særlig adgang.
Han havde nemlig i flere omgange tilbragt dagevis i operationsrummet på forskellige emiratiske militærbaser i Yemen, hvor han havde fulgt krigsindsatsen live på et system, han vurderede meget vel kunne være SitaWare.
Hundrede procent sikker kunne han ikke være, for kampstyringssystemer ligner hinanden ret meget, men det er indtil videre det nærmeste, vi er kommet på at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Emiraterne har anvendt SitaWare i Yemen.
Hvis du efter at have læst den her artikel har ideer til, hvordan vi kan fortsætte jagten på danske våben, som ender hos diktatorer eller krigsforbrydere – eller du selv er faldet over et muligt bevis, så kontakt os endelig! Du finder vores mailadresser og sikre telefonnumre på Signal i toppen af artiklen.
Vi har også en anonym tipservice, du kan finde lige her.
en danwatch-undersøgelse
2
[related_posts_by_tax post_types="post" taxonomies="serie_el_forside" posts_per_page="10" title="Denne undersøgelse har fået et efterspil:" show_date="true" before_title='
' after_title="
]Forstå sagen på tre minutter:
Play Video
Er denne undersøgelse noget værd for dig?
Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.
Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.
Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.
Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.
Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.








