Danske myndigheder har i årtier bevidst undladt at vurdere risikoen for, at dansk kampfly-eksport kan blive anvendt til menneskeretskrænkelser, når flyene ender i kontroversielle lande som f.eks. Israel.
Det fremgår af et svar, som Information og Danwatch fra fået fra Udenrigsministeriet.
Den praksis er i lodret strid med såvel FN’s Våbentraktat som EU’s regler om våbeneksport, vurderer flere juridiske eksperter nu. Begge regelsæt kræver nemlig, at Danmark altid vurderer risikoen for menneskeretskrænkelser og krigsforbrydelser, når danske forsvarsvirksomheder eksporterer militært udstyr til kontroversielle lande.
“Reglen om, at man skal lave en risikovurdering, er klokkeklar”, siger Jacques Hartmann, professor i folkeret ved University of Dundee og tidligere jurist i det danske Udenrigsministerium.
“Hvis de danske myndigheder ikke gør det, så har de overtrådt EU’s regler og FN’s våbentraktat.”
Kritikken kommer efter, at Danwatch, Information og det internationale researchcenter Lighthouse Reports har afsløret, hvordan F-35 kampfly med dansk udstyr er blevet anvendt til bombeangreb i Gaza, som indtil videre har kostet mindst 75 børn livet.
Human Rights Watch og Amnesty International betegner flere af angrebene som mulige krigsforbrydelser og opfordrer Danmark til at stoppe eksporten af dele til de israelske F-35 kampfly.
Den traktatstridige danske praksis begyndte, da den danske regering for 23 år siden besluttede, at der ikke længere skulle foretages en menneskeretlig vurdering, når danske forsvarsvirksomheder eksporterer militært udstyr til internationale projekter såsom det amerikanske F-35-program.
Det bekræfter Udenrigsministeriet i et svar til Information og Danwatch.
“Efter en praksisændring i år 2000 skal Udenrigsministeriet ikke høres i ansøgninger om eksport af delkomponenter til projekter, som sker i et samarbejde med EU- og NATO-lande. Det omfatter også eksport til F-35-samarbejdet, som ledes af USA”, skriver ministeriet i et mailsvar.
Ifølge oplysninger fra centraladministrationen, som Information og Danwatch har fået, betyder det i praksis, at der de seneste 23 år ikke er nogen dansk myndighed, som har holdt øje med, om den danske milliardeksport risikerer at ende hos kontroversielle tredjelande, som har problemer med at overholde menneskerettighederne.
Og det er den undtagelse, som eksperter vurderer, er i strid med både FN’s Våbentraktat og EU’s Fælles Erklæring om våbeneksport.
Begge regelsæt forpligter Danmark til at lave en konkret vurdering af risikoen for, at den enkelte eksportartikel vil blive anvendt til alvorlige menneskeretskrænkelser eller krigsforbrydelser.
“Man kan diskutere, hvorvidt man må sælge våben til Israel eller ej, men man kan ikke diskutere, hvorvidt man skal lave en risikovurdering”, siger folkeretsprofessor Jacques Hartmann og henviser blandt andet til artikel syv i FN’s våbentraktat.
Som tidligere jurist i det danske Udenrigsministerium har han svært ved at forstå, hvordan de danske myndigheder kan have overset den forpligtelse, f.eks. i forbindelse med, at EU vedtog regler for våbeneksport i 2008, eller da Danmark ratificerede FN’s våbentraktat i 2014.
“Det burde ikke kunne ske efter min mening. Ansvaret for at lave en risikovurdering er klart” siger han og konkluderer, at den korrekte proces for godkendelse af F-35 eksporten ikke er fulgt.
Jacques Hartmann understreger, at det både er modtageren af de danske flydele, der skal vurderes – og den såkaldte slutbruger. I dette tilfælde betyder det, at de danske myndigheder både skal vurdere risikoen for, at USA anvender flydelene til mulige krænkelser af menneskerettighederne og krigsforbrydelser – og om Israel, der køber flyene af USA, gør det.
“Hvis der er risiko for omdirigering eller re-eksport til andre modtagere end den angivne slutbruger, skal det også vurderes”, siger han.
Samme vurdering kommer fra Zeray Yihdego, professor i folkeret ved University of Aberdeen og en af Europas førende eksperter i våbenkontrollovgivning.
Han påpeger, at kravet om en konkret vurdering også fremgår klart af EU’s Fælleserklæring om våbeneksport, og han understreger, at FN’s våbenhandelstraktat fastslår, at man ikke kan gøre forskel på sagsbehandlingen, bare fordi der er tale om et samarbejde med en allieret.
Alle lande skal behandles efter samme regler, når det gælder våbeneksport.
“Her er tale om, at de leverede komponenter potentielt kan blive brugt i strid med våbenhandelstraktaten og EU’s regler om våbeneksport, og derfor skal de danske myndigheder være opmærksomme på forpligtelsen til at vurdere risikoen ved at eksportere udstyret”, siger Zeray Yihdego.
“De danske myndigheder har pligt til at sikre, at leverancerne bliver brugt til lovlige formål i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser”.
Information og Danwatch har siden den 8. marts i år forsøgt at få udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) eller Udenrigsministeriets presseafdeling til at svare på, hvordan den danske undtagelse harmonerer med EU’s Fælleserklæring om våbenhandel og med FN’s traktat om våbenhandel.
Men trods adskillige rykkere har Udenrigsministeriet ved redaktionens slutning ikke ønsket at besvare spørgsmålene.
Vi ville også gerne have haft et svar på, hvorvidt Udenrigsministeriet har genovervejet den danske undtagelse i forbindelse med vedtagelsen af EU’s regler for våbeneksport i 2008 eller i forbindelse med Danmarks ratificering af FN-traktaten om våbenhandel i 2014.
Men heller ikke det spørgsmål er det lykkedes at få svar på.
